Annonce

Aktion 69
16. november 2013 - 21:27

Jagtvej 69-kampagne får politi og socialdemokrater på stikkerne

Status på venstreradikal aktionsuge for medbestemmelse på Jagtvej 69: To demonstrationer, ni anholdte, 15 bannere hængt op og ét socialdemokratisk angreb på Enhedslisten.

Fire personer blev ifølge Københavns Politis presseafdeling anholdt lørdag aften kort før klokken 19 på Nørrebro – blandt andet for, at have kastet med kanonslag.

Optrinnet fandt sted efter 300 mennesker tidligere på aftenen havde gennemført en demonstration fra det nye Ungdomshuset på Dortheavej til den gamle Ungdomshusgrund på Jagtvej 69 for at støtte kravet om borgerinddragelse i forbindelse med et kommende byggeri på den omdiskuterede matrikel.

Demonstrationen var domineret af sortklædte unge med sorte faner, der råbte slagord mod kapitalismen, Socialdemokraterne og »systemet« generelt.

Læs artiklen »Efter borgmesterkritik: Ungdomshuset afviser at leve i fortiden« hos Modkraft.

Da den officielle demonstration var slut begav omkring 50 mennesker sig ud på Nørrebrogade og fortsatte spontant tilbage til Dortheavej omgivet af en større politistyrke.

Lørdagens arrangement er det foreløbige klimaks på aktionsugen »Aktion 69«, som også bød på bannerdrop, en kortvarig besættelse samt en ophedet debat mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten.

Læs artiklen »Vrede autonome kræver undskyldning af Borgerrepræsentationen« hos Modkraft.

Fem anholdt for husbesættelse

Kampklædte politibetjente og venstreradikale aktivister stod også ansigt til ansigt fredag aften.

Således måtte politiet sætte hunde ind og trække kniplerne for at forhindre, at omkring 50 deltagere i en demonstration for »flere fristeder« stormede ind i en tom bygning på Nørrebro og besatte stedet.

Fem personer, der allerede befandt sig inde i det nedlagte plejehjem, blev anholdt for ulovlig indtrængen inden demonstranterne trak sig tilbage til det venstreradikale kollektiv BumZen.

Både demonstrationen og bz-aktionen var arrangeret af gruppen »Fler Frie Steder«, som tidligere har stået bag besættelser af tomme bygninger i København for at etablere et kreativt og politisk, ikke-kommercielt fristed.

Læs artiklen »Fem anholdt efter sammenstød på Nørrebro« hos Ekstra Bladet.

Besøg »Fler Frie Steder« på facebook.

Natlig bannerhilsen

Torsdag aften var venstreradikale aktivister ligeledes på gaden, om end det gik mere fredeligt for sig.

Der blev i løbet af aftenen og natten hængt 15 bannere op forskellige steder i København – blandt andet hen over Dronning Louises Bro – ligesom firmaet Procasa’s hovedkvarter i Nørre Voldgade fik en ’hilsen' i form af en plakat på deres hoveddør, der gør det klart, at firmaet har investeret i »risikokapital« samt et par »humoristiske« bannere.

Procasa er de formelle ejere af Jagtvej 69 og fik besøg af aktivisterne, fordi de afviser at tage de tidligere ungdomshusbrugere – eller resten af Nørrebros befolkning for den sags skyld – med på råd i forbindelse med et kommende byggeri på den omdiskuterede matrikel.

Forargede Socialdemokrater

Det er dog ikke kun politi og aktivister, som har været oppe og toppes i ugens løb.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms (DSU) Københavns Kreds og medlem af moderpartiet, den tidligere SF’er Mattias Tesfaye, har i stærke vendinger og billeder på facebook kritiseret Enhedslisten for at støtte til de venstreradikales kampagne.    

Anledningen er, som Modkraft i ugens løb kunne fortælle, at Enhedslistens Nørrebro Park-afdeling er medunderskriver på en udtalelse om behovet for lokal borgerinddragelse på Jagtvej 69 sammen med en række venstreradikale grupper.

Læs artiklen »Enhedslisten og autonome i fælles forsvar for Jagtvej 69« hos Modkraft.

Socialdemokraterne i København har tidligere foreslået, at der bygges ungdomsboliger på Jagtvej-grunden og mener nu, at Enhedslisten de tænker mere på »de autonome« end på boligløse unge.

– Enhedslisten er i rigtigt dårligt selskab, og det er dybt pinagtigt, at de prioriterer de autonomes ønsker i stedet for de unge, der ikke har et sted at bo, siger Lars Aslan Rasmussen (S), socialdemokratisk socialordfører i Borgerrepræsentationen til Berlingske.

Mattias Tesfaye strammer retorikken og mener ligefrem, at Enhedslisten truer ejerne af Jagtvej-grunden, når partiet sammen med de venstreradikale slår fast, at der vil blive protester når og hvis der bygges uden opbakning fra områdets beboere.

– Ejeren af Nørrebro-grunden på Jagtvej 69 vil bygge et supermarked og ungdomsboliger, hvor Ungdomshuset lå tidligere. Det lyder fornuftigt. Derfor undrer det mig, at Enhedslisten tilsyneladende truer byggeriet, skriver den tidligere SF’er blandt andet i et opslag på hans facebookprofil, som har fået flere end 260 likes og mere end 150 kommentarer.

Læs hele kommentaren og debatten på Mattias Tesfayes facebook.

Enhedslisten: Helt i tråd med vores politik

DSU i København har reageret ved direkte at koble Enhedslistens spidskandidat Morten Kabel med voldelige optøjer på et billede spred via facebook sammen med spørgsmålet »Hvem holder Enhedslistens med?«.

Hos Enhedslisten fastholder man, at det eneste man ønsker er borgerinddragelse og tager desuden skarpt afstand fra sammenkædningen med vold.

– Jeg har sammen med min bestyrelse selvfølgelig godkendt skrivelsen, for det er vigtigt for os, at dem, der bor på Nørrebro, er med til at bestemme, hvad der skal ske med grunden, siger kontaktperson Maria José Nielsen fra Enhedslistens Nørrebro Park-afdeling.

– Det ligger for øvrigt helt i tråd med vores politik, at medborgerne bliver inddraget i høringsprocesser for at bestemme, hvad der skal sker med grunden, mener hun.

Læs artiklen »EL og autonome i fælles front mod Jagtvej-byggeri« hos Berlingske.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce