Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Anmeldelse
9. marts 2016 - 10:17

Hvordan man likviderer et demokrati – til vestlig applaus

Jens Jørgen Nielsens bog om Ukraine er en skræmmende bog, fordi den så klart viser, at Vestens tale om demokrati er et tyndt skin, der bortkastes, når det er 'de forkerte,' der bliver valgt. Og en desillusionerende bog, fordi vi også ser, hvordan næsten alle vestlige medier uden skrupler retter ind og undertrykker al kritisk sans.

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved statskuppet i Kiev, Ukraine, for mere end to år siden er, hvor let Vestens idealer om demokrati og frihedsrettigheder forsvinder som dug for solen, når de konfronteres med udenrigspolitiske interesser.

Lad os resumere: I slutningen af efteråret 2013 fravalgte landets præsident, Yanukovitj, en frihandelsaftale med EU, fordi betingelserne var dårligere end en økonomisk aftale med Rusland. Han ønskede et godt forhold til både øst og vest, men det var altså ikke muligt.

Beslutningen udløste demonstrationer på Maidan-pladsen, først fredelige, med krav om en anden aftale, så voldelige, med krav om præsidentens tilbagetræden.

Yanukovitj var blevet præsident i 2010 ved et valg, som internationale organisationer accepterede som fair; det var faktisk det første valg i den post-kommunistiske æra, der gik helt efter bogen. Et par år efter fik hans parti – Regionernes Parti – fleral i parlamentet, igen efter regelrette valg.

Det voldelige kup var derfor et klart anti-demokratisk kup, som hvis 10.000 demonstranter på Slotspladsen havde stormet Christiansborg og tvundet den valgte statsminister fra magten. Forfatningen havde procedurer for at afsætte en præsident i utide, men det er en længere proces, som ikke blev fulgt. Den afgørende afstemning i parlamentet blev gennemført under massivt, voldeligt pres fra militser.

Disse militser – især Svoboda og Højre Sektor – var kuppets stormtropper; selv om de dominerede på Maidan var de fleste demonstranter formentlig blot folk, der ønskede landet knyttet nærmere til EU. Som bekendt havde landet siden kommunismens fald været delt næsten fifty-fifty mellem det østlige Ukraine, der ser mod Rusland og taler russisk, og det vestlige Ukraine, der ser mod vest. Ved valgene skiftedes de til at få flertal.

I kølvandet på kuppet blev oppositionen forfulgt. Det kommunistiske parti, der traditionelt kunne mønstre omkring 10% af stemmerne, er blevet forbudt, og dets leder var nær blevet lynchet. Det er også gået ud over fagforeningerne.

Højdepunktet i denne fascistiske terror – andet ord er der ikke – var mordbranden i Odessa, hvor minimum 40-50 anti-Maidan demonstranter blev indebrændt eller myrdet på anden vis. I øst og i Rusland var der et ramaskrig, sørgegudstjenester osv., i Vesten, herunder Danmark, næppe et ord, og hvis der var, var det noget med at årsagen var ukendt, selv om videoer på YouTube klart viste, hvad der var sket.

Ville man i den tid have pålidelige informationer måtte man – jeg – gå til Russia Today (rt.com), ikke til anti-demokraternes talspersoner i dansk presse såsom Vibeke Sperling, Anna Libak eller fjernsynets Klimer, eller til Wikipedia, der er ganske og aldeles overtaget af Maidan-tilhængere. Og slet ikke til Ritzau, der altid er et trofast talerør for de herskende politiske meninger.

Senere fulgt et præsidentvalg og et parlamentsvalg, som magthaverne vandt. Kupmagere vinder altid sådanne valg, som de selv organiserer, fordi de kan undertrykke oppositionens muligheder. Jævnfør 'valgene' i Ægypten efter Sisis kup.

På denne baggrund er Jens Jørgens Nielsens bog, Ukraine – i spændingsfeltet, tiltrængt. Holdningen er kritisk overfor de nye magthavere i Kiev, men den er ikke énsidig. De forskellige argumenter refereres, fx i forbindelse med nedskydningen i det malaysiske fly over øst-Ukraine. Det er en stor fordel, at Nielsen kan russisk og regionens andre slaviske sprog, så han kender dækningen af begivenhederne 'på den anden side.'

Ud over en gennemgang af de sidste par års politiske og militære udvikling (kampene i øst-Ukraine) får vi et kort kursus i landets historie. Det pointeres, at Ukraine altid har haft en særlig plads i russernes hjerte, fordi Kiev – grundlagt af vikinger, der snart blev slavificeret – var centrum for den første russiske statsdannelse. Vi hører også om den ukrainske fascismes rødder i mellemkrigstidens og krigstidens vest-Ukraine, da der var pogromer mod jøder og polakker og hvor mange kæmpede sammen med Tyskland og deltog i krigstidens folkedrab.

Jens Jørgen Nielsen beskæftiger sig også meget med den internationale dimension.

Der er næsten grinagtigt, at Vesten efter at have udvidet NATO og EU mange hundrede kilometer mod øst, og dermed har overtaget en stor del af Ruslands traditionelle interessesfære, nu chokeres over Ruslands angivelige 'agressivitet'. Dette har intet at gøre med, om man kan lide Putins indenrigspolitik, men alt at gøre med statsinteresser.

Her kan man i øvrigt få et mere nuanceret syn på Rusland i Jens Jørgen Nielsen bog om Rusland, der kom for et par år siden (På egne præmisser. Putin og det nye Rusland).

Effekten af den vestlige politik er naturligvis, at Rusland vender sig mod øst (Kina) og syd (de andre Brik-lande). Frem toner en ny global konfrontation mellem USA/EU og Kina/Rusland.

Her fremhæver Nielsen, at USA har været den klart mest agressive part, mens EU, især Tyskland, har været lidt mere fodslæbende. For EU er Rusland trods alt en nabo, så det har været farligt – også økonomisk (gasleverancer) – at gøre Rusland til fjende.

USA har haft færre betænkeligheder med at presse på for at indlemme Ukraine i den vestlige blok; således investerede en CIA-lignende organisation med det herligt orwellske navn National Endowment for Democracy $10 milliarder på at undergrave det ukrainske demokrati.

Men denne politik synes nu i krise.

Ukraines økonomi er som bekendt styret af rivaliserende oligarker, hvoraf den nuværende præsident, Porosjenko, er én. Det er et dybt korrupt system. Det er der så mange systemer, der er, men problemet er her, at alle de milliarder som IMF og EU investerer i at afstive regimet tenderer mod at havne i et sort hul. Man kræver opgør med korruptionen, men intet er sket, fordi det ville betyde et opgør med de herskende økonomiske interesser.

Noget tyder på, at især IMF er ved at miste tålmodigheden, men uden daglige injektioner af penge er det meget sandsynligt, at styret simpelthen går i opløsning som en 'failed state'; økonomien er i frit fald. Her står Vesten i et dilemma, for skal man blive ved at poste penge i et tilsyneladende håbløst projekt? Er det umuligt eller for dyrt at sikre landet som vestligt interesseområde?

Det ville jeg gerne have læst lidt mere om. Det havde også været godt med et lille kapitel, der lidt nærmere beskriver demografien og den økonomiske struktur i landet, ud over den oligarkiske dominans.

Men dette er alt i alt en glimrende bog, der kan tjene som modvægt til den vestlige dækning. Det er også en skræmmende bog, fordi den så klart viser, at Vestens tale om demokrati er et tyndt skin, der bortkastes, når det er 'de forkerte' der bliver valgt. Og desillusionerende at se, hvordan næsten alle vestlige medier uden skrupler retter ind og undertrykker al kritisk sans.

Jens Jørgen Nielsen: Ukraine – i spændingsfeltet. Frydenlund, 2016, 177 sider, 249 kr. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce