Hvor sidder X-faktoren egentlig?

KOMMENTAR: Som det utvivlsomt er de fleste læsere bekendt, har Danmarks Radio en programserie, som hedder X-factor. Public service mediet har købt retten til at benytte konceptet, som er ejet af Simon Cowell, selvom ideen til konceptet blot er en kopi af de talentshows, som har fundet sted i småbyer verden over lige siden forekomsten af professionelle kunstnere.

En tidligere deltager i X-factor, Ercan, har for nogen tid siden beklaget sig over programmet og det, det gjorde ved ham. Det skete på Facebook, hvor han skrev:

– Der er mange, der har spurgt, om jeg har fået noget ud af ’X Factor’? Nej. Tror faktisk, der er flere døre, der er lukket. Jeg fortryder det inderligt. Især min præsentation til live shows. Jeg styrede intet, havde intet at sige. Jeg var bare en dum perle, der bare nikkede med hovedet, skrev han.

Patricia Bull, der selv har deltaget i X-factor, har en blog på Danmarks Radios website, hvor hun blandt andet skriver, at Ercan med den udtalelse »saver den gren over, han selv sidder på«:

– Nu har jeg intet imod at man siger sin mening. Jeg er stor fortaler for at få sagt det, der tynger en. (…) Ercan har sagt fra det øjeblik han røg ud af X Factor, og faktisk hele dagen inden han røg ud, at han ikke var tilfreds med hans (sic! red.) sangvalg, skriver hun og fortsætter:

– Man kan gøre to ting i den situation. Man kan skifte sangen koste hvad det vil, eller man kan gennemføre, og gøre det bedste man kan. Desværre for Ercan, tror jeg pludselig det blev svært for ham at give hans (sic! red.) sjæl i sangen, skriver hun.

Som enhver, der har fulgt X-factor, ved, handler dette program om ret meget andet end musik. Og som ovenstående antyder, er programmet endda til skade for musikaliteten og udtrykket hos den optrædende, for vedkommende har åbenbart bare at være tilfreds med sit påtvungne sangvalg, også selv om det »pludselig« skulle blive svært at give sin »sjæl« i sangen.

I dette univers og under disse omstændigheder i et public service medie forsøger de involverede dommere og optrædende og publikum at finde den mystiske ubekendte, som skaber de store kunstneriske oplevelser.

Det lader sig ikke gøre.

For hvor sidder x-faktoren egentlig? Og er den et mysterium?

Den er kun et evigt mysterium for den, der er bundet ind i en liberalistisk forestillingsverden, hvor al værdi skal omsættes i pengeværdi. Hvis ens hjerne ser ud som et regneark, vil den kunstneriske oplevelse med stor sikkerhed ende som et x i ligningen.

Pengenes magt

Talentshows har altid været de smarte promoteres og manageres lette vej til indtjening, ligesom X-factor er det for bagmanden Simon Cowell. Blandt andet fordi de optrædende ikke får honorar – de har jo ingen status, men får blot lov at drømme om den.

Der findes ingen eksempler på, at talentshows i sig selv har fremelsket talent, som ikke fandtes i forvejen. Men der er mange eksempler på det modsatte. For eksempel blev verdens største populærmusikalske succes i nyere tid The Beatles altid nummer sjok i de talentkonkurrencer, de deltog i.

Ikke at der ikke forefindes en naturlig kappestrid blandt kunstnere om at være de bedste. Det er bare ikke noget, man kan stemme om eller kvantificere. Kun eksponeringen og opmærksomheden og antallet af solgte enheder kan kvantificeres.

Musik, visuelle forestillinger, drama, poesi og gribende fortællinger er noget yderst værdifuldt for de fleste mennesker, men værdien har ikke umiddelbart noget med kvantitative størrelser eller penge at gøre.

Den kunstneriske oplevelse kan ikke byttes for noget andet eller gøres lig med noget andet. Den er et forhold mellem kunstneren og den enkelte, der oplever værket. Til gengæld kan den med fordel deles i et fællesskab, fordi den vellykkede oplevelse af et kunstværk altid indeholder antydningen af et muligt fællesskab mellem mennesker.

Hvordan virker kunst?

Den kunstneriske oplevelse er en levende spilsituation, hvor værket spiller på krop og sind, og dette kræver i første række et åbent sind, der er i stand til at reflektere tilværelsen i samspil med kunstværkets refleksioner.

I enhver kunst findes en antydning eller en lille fraktal af utopien, en bedre indrettet verden, fordi kunstværket i sig selv er en lille menneskeskabt orden. Og denne orden forbindes med et konkret fællesskab i det kunstneriske spil. Også for eksempel de kristne salmers kraft kommer af, at de materialiserer en afspejling af det kommende himmerige, og samtidig bekræfter de et konkret fællesskab.

Dette formidles bedst via en kunst, som i sig selv er en spejling af eksistensen, og som sætter den oplevendes egne spejlinger i bevægelse.

Konkret sker der det, at den oplevendes nu erstattes af eller smelter sammen med værkets nu.

Derved spiller værket, som altid opleves i et tidsmæssigt forløb, sammen med den oplevendes erindring, det foregående nu, på den ene side, og forventningen til det næste nu på den anden side. Og dermed udfordres oplevelsen af den levende eksistens med nye spejlinger, som i øjeblikket træder i stedet for det levede liv. Dermed har kunstværket potentiale til flytte bevidsthedens oplevelse af tid og rum og egen placering i forhold hertil.

Jagten på x-faktoren

Siden massekulturen for alvor brød igennem i industrisamfundene i begyndelsen af 1900-tallet – og hvor for eksempel musik og film var helt afhængig af appel til masserne – har de små og store forretningsfolk, som begav sig ind på området, forsøgt at finde frem til, hvad der får for eksempel et stykke musik til at slå igennem i stort omfang. Effekten og omfanget på markedet var vigtigere end udtrykket og originaliteten. Som det var typisk i industritiden gik kvantitet foran kvalitet.

Men det i en sang eller et kunstværk, der rammer den enkelte eller masserne, er ikke noget, der kan kalkuleres. Om et værk er i pagt med sin tid og resonerer i det omgivende rum af muligheder, kan ikke bestemmes på forhånd.

Selv når man arbejder med standardunderholdning eller appellerer til laveste fællesnævner i et tilfældigt sammensat publikum, skal der i den konkrete performance være noget, en leg, der spejler tid og sted, som gør lige netop denne performance til en værdifuld oplevelse.

X-factors problem

X-factors problem er, at en forudsætning for, der kan opstå et samspil mellem kunstneren og den oplevende, er, at kunstneren formår at forbinde sig med det mulige fællesskab, som er tilstede i rummet, hvor det hele foregår.

Dette kræver, at kunstneren faktisk behersker sin kunst, at liv og forestilling hænger sammen. Og at publikum er blevet åbnet for det mulige fællesskab.

Da de prøvende, usikre optrædende i X-factor ikke rent faktisk befinder sig på dette niveau, må publikum åbnes med alt muligt andet, blandt andet den dramatiske »fortælling« om et menneske, der møder sin skæbne ved at satse og muligvis tabe.

Og »dommerne«, som i visse tilfælde foregiver at forsvare deltagernes kunstneriske integritet, er også i konkurrence med hinanden, hvilket bevirker, at de selv bliver grænseoverskridende og meget ofte netop træder på de optrædendes integritet.

Det var for eksempel den selvudnævnte forsvarer for »den gode smag«, Thomas Blachman, der satte »sin« kunstner Ercan uden for indflydelse på det, han skulle udtrykke.

Men er der da slet intet, som er godt ved X-factor? Det fungerer jo, der er mange mennesker, der ser programmet?

Jo, seeren møder personer, som udfordrer deres skæbner ved at springe ud på en scene. De fleste mennesker rummer nogle kvaliteter, som man, når man møder dem, har lyst til at vide mere om. Og programmet giver seeren en mulighed for indlevelse i andre menneskers skæbne sammen med en følelse af magt ved, at det er muligt at være med til at afgøre den.

Men seeren snydes for virkelig at lære personerne at kende, fordi de kun i ringe grad udtrykker sig selv i deres indordning under konkurrencens regler. Det eneste, det handler om i sidste ende, er det liberalistiske grundspørgsmål: Er det her en vinder eller en taber?

Og svaret på dette spørgsmål er ovenikøbet en gratis ydelse fra seeren til musikindustrien, som kan forvente, at en vis procentdel af de, der stemmer, også vil købe musikken.

Stjernesystemet uddør

I dag er musikindustrien truet, fordi dens monopol på kommunikationskanalerne er blevet brudt. Det er i dag teknisk muligt på klassisk kommunistisk vis at dele sin kulturelle rigdom med andre uden at miste noget værdi ved det. Og dermed er vi helt praktisk på vej ud af det liberalistiske regime på dette område.

For værdier, der kan deles, uden at de mister værdi, kan ikke værdibestemmes på et marked i almindelig forstand. Der kræves ingen balance mellem udbud og efterspørgsel, kun en udveksling af ideer, som ikke kræver noget mellemled.

Massekulturen og stjernesystemet er i færd med at atomisere i nye, selvstændige netværk.

Kapitalismen har ikke mere nyt at tilbyde musikken (omsætning til units, omsætning til varer, omsætning i koloniserede distributionskanaler ).

Alt det, som før var de liberales domæne: Produktionsledelse, salgsekspertise, branding, talentkonkurrencer, talentudvikling, tilretning og design er enten ved at være irrelevant eller på vej til at høre under kunstnernes eget domæne.

Og hvad står så tilbage? At skabe et tv-show, der består af lige netop disse elementer. Plus en tyk dyne af liberalistisk propaganda i håb om at forestillingen om det gamle regimes dominans kan leve lidt længere endnu.

I X-factor er konkurrencen hævet op til det ultimative eksistensvilkår. Historien om det enkelte menneskes kamp mod andre mennesker om opmærksomhed og anerkendelse, dramaet ved at skulle lære sig selv at leve op til de vildeste forventninger og dramaet ved at se sin drøm tænde og ultimativt slukke.

Alt dette er vigtigere end musikkens umiddelbare kommunikation af et fællesskab mellem mennesker.

Dette fællesskab formidles kun som simili-kunst, hvor den optrædende efterligner en anden kunstners værk. I enkelte tilfælde er der nogle af deltagerne, som reelt fortolker det givne materiale og derved sætter sig selv personligt igennem i udtrykket. Men det er undtagelsen. Originalitet er bandlyst og vinder aldrig. Konceptet styrer.

Da deltagerne netop ikke udtrykker deres egne indre kreationer, bliver der allerhøjest tale om at fremelske ekvilibrisme og lydhørhed overfor de stillede krav.

De optrædende er selvfølgelig kunstnere i den forstand, som trapezkunstnere og slangemennesker er det, men de siger intet som helst, der kan udfordre publikums erkendelse af virkeligheden, for de forventes ikke at vise det mindste tegn på kunstnerisk forestillingsevne.

Det mystiske ekstra

Og det er denne unikke evne, evnen til at forestille sig en anden verden og materialisere den antydningsvis i en konkret form – det være sig i en enkelt lille sang eller i en symfoni eller roman - der gør det muligt at skabe det fælles rum for vore forestillinger, som kan udvide grænserne for vores erkendelse af verden og fællesskabets muligheder.

Det er denne erkendelse, der slår igennem som uforudsete hits og holdbare kunstneriske udfordringer.

Det er den, der er den ukendte faktor, som ikke rummes i det liberalistiske univers.

Der er nemlig slet ikke tale om ”det mystiske ekstra”, som liberalisten tror. Der er tale om selve substansen i al kunst.

Og det er derfor, programmet X-faktor aldrig finder, hvad det leder efter, og de kunstige stjerner sortner, så snart blitzlyset forsvinder.

Kim Ingemann er kulturredaktør for Modkraft.

Læs også Marco Malcorps’ blog »En stor kickflipper, tak!« om talentshows og stjernernes holdbarhed.

Læs også Patricia Bull’s blog »Jeg har ondt af Ercan«.