Hallo, vi har flere penge mellem hænderne end nogensinde før!

På intet tidspunkt siden Stenalderen har den gennemsnitlige dansker haft så mange penge mellem hænderne efter skat som i de senere år.

I særdeleshed har den velbjærgede del af befolkningen har i dag flere penge mellem hænderne efter skat end nogensinde før.

Vil man finde undtagelser fra den regel, skal man se helt andre steder hen i samfundet. De grupper, der har fået reduceret deres overførselsindkomster som følge af den lange stribe af reformer, har i dag færre penge mellem hænderne efter skat end tidligere.

Og man må forstå regeringens 2025 plan sådan, at de skal have endog endnu færre penge mellem hænderne efter skat, end de har i dag. Men det skyldes altså ikke, at deres skat er blevet forhøjet, men derimod, at deres indkomster er blevet mindsket.

Ingen betaler med procenter i Netto

Men lad os holde fast i reglen: Den gennemsnitlige dansker og i særdeleshed den velbjærgede dansker har i dag flere penge mellem hænderne efter skat end nogensinde før.

Det er er derfor også selvindlysende absurd, når det antydes – af f.eks. Ove Kaj Pedersen i hans kronik i Information 25. august – at beskatningen skulle have nået en øvre grænse, og at man følgelig ikke ville kunne nøjes med mindre efter skat, end man gør nu. For i al hidtidighed har man faktisk været henvist til at have mindre efter skat, end man har i dag.

Procenter er argumentet for, at skatten er for høj. »50% må være nok« lyder overskriften på Information 31.08.16.

Men ingen betaler med procenter ved kassen hverken i Netto eller Fakta.  

Lukrerer på stigende boligpriser

I Økonomiministeriets oversigt fra december 1999 så man tilbage på det forgangne århundrede. Man anførte her, at den gennemsnitlige dansker havde 7-doblet sin indkomst (i faste priser) fra år 1900 til år 2000. Ligeledes anførte man, at skattetrykket i samme periode var vokset fra 8% til 50% af BNP. Kun mennesker med en masochistisk trang til tvungen askese og folk med meget ringe matematiske evner vil foretrække det privatøkonomiske scenarie anno 1900 frem for det, der gjorde sig gældende i år 2000!

I løbet af de sidste hundrede år er det i øvrigt ikke kun skatternes andel af vores indkomster, der er vokset. Det er også den andel vores indkomster, som boligen lægger beslag på. »Boligudgiftstrykket« kunne man vel kalde det.

Alligevel jubles der, hver gang boligpriserne viser tegn på at stige. Også når de stiger mere end indkomsterne.

Men det skyldes vel, at det især er banker, ejendomsmæglere, boligadvokater o.lign., der lukrerer på stigende boligudgifter? Modsat skattebetalingerne som for størstedelens vedkommende gavner os alle; direkte eller indirekte.

Argumentet for skattelettelser er ikke kun, at vi skal have medlidenhed med dem, der betaler skatterne – i særdeleshed med de stakler, der er rigere end de fleste af os og derfor betaler topskat.

Argumentet er også, at skattelettelser skulle få folk til at arbejde noget mere.

»Hvad tror du, du ville gøre, hvis…«

Information har afdækket, at man her har fæstet lid til en gammel spørgeskemaundersøgelse fra 90erne. Denne skulle altså forestille at være det empiriske belæg for påstanden om, at skattelettelser skulle få folk til at arbejde mere.

I betragtning af, at skattelettelser som både ide og praksis har været parolen siden den neoliberale bølge slog igennem internationalt i 1980erne, er det forunderligt, at man tyr til en spørgeskemaundersøgelse.

Der burde være massevis af historisk-empirisk belæg for, at skattelettelser øger arbejdsindsats. Men denne empiri opsøges underligt nok ikke. I stedet folder den økonomiske videnskab sig ud med en af samfundsvidenskabens mere tvivlsomme metoder: Spørgeskemaet. »Hvad tror du, du ville gøre, hvis…«

Dette er ikke kun en tvivlsom metode. Det er også en metode, der fjerner fokus fra sagens klare og rette sammenhæng:

Hvis man vil have folk til at arbejde mere og bruge skat som redskab; skal man gøre det stik modsatte af det den borgerlige regering har gang i nu. Man skal sætte skatten op, ikke ned.

Working poors

Skat er en fast, uomgængelig udgift, ligesom f.eks. husleje, el, varme, vand, forsikringer, transportudgifter til og fra arbejde m.v.

Øges sådanne udgifter skrumpes det beløb, der er til overs, når de er betalt. Ja, ultimativt forsvinder det helt.

Og da udgiften netop er fast og uomgængelig eller i det mindste vanskeligt omgængelig, vil der i sagens natur være én og kun én udvej: At øge sine indtægter for at dække de forøgede udgifter og derved bevare det hidtidige økonomiske råderum. Øget skat og altså øgede uomgængelige udgifter vil altså nødvendigvis føre til en bestræbelse på at øge sine indtægter. Øget skat vil derfor føre til, at folk vil arbejde mere!

Dette er ikke teori, men baserer sig på mere end 100 års erfaring.

Europæiske kolonimagter i 1800-tallet kendte f.eks. udmærket mekanismen. Efter slaveriets ophævelse skulle man have folk i Afrika til at arbejde i miner og plantager som lønmodtagere. De lokale var imidlertid ikke indstillede på at lade sig hverve til dette lidet behagelige arbejde.

Først da der blev indført skatter, som skulle betales i penge, fik man de lokale til at arbejde. For kun gennem arbejdet kunne de få løn og dermed penge til at betale skatten.

Et mindre eksotisk eksempel finder vi aktuelt syd for grænsen. De ekstremt lave lønninger i Tyskland fører til, at tyske working poors arbejder rigtigt mange timer og påtager sig mere end ét job. Samme mønster ses i USA.

Årsagen er ganske vist ikke, at de er blevet sat op i skat. Den er derimod, at de er sat ned i indkomst.

Væk fra golfbanen

Forhøjet skat eller formindsket bruttoindkomst? Begge dele fører nøjagtigt samme sted hen og har nøjagtig samme effekt på den disponible indkomst og som det ses hinsides enhver tvivl: En skrumpet disponibel indkomst øger arbejdsviljen.

Endnu et eksempel på samme mekanisme ser man sågar i andre dele af regeringens egen 2025plan. Nemlig i forslagene om at skrumpe forskellige overførselsindkomster, deriblandt SU´en. Som det fremgår af Information 4.-5. september, forventer man, at de studerendes arbejdsvilje og arbejdsindsats vil blive øget som følge af, at man skrumper deres indkomst. Dette såvel på- som ved siden af studiet.

Logikken er altså en, når det gælder topskattebetalere og den stik modsatte, når det gælder SU-modtagere. Borgerlige politikere og økonomer udviser en formidabel evne til at blæse og have mel i munden på en og samme tid.

Men sagen er klar. Skal man have topskattebetalerne væk fra golfbanen i Rungsted og i gang med at bestille noget, skal man sætte dem op i skat. Ikke ned.

Tomme trusler om flygtende arbejdskraft

Tilbage står så trusselsargumentet. Truslen om, at topskattebetalerne flygter til udlandet, hvis skatten ikke sænkes.

Tommere trussel kan næppe opdrives i aktuel dansk politik. Den velbjærgede del af den danske befolkning bor i ejerboliger. En større flugt i retning af udlandet vil uundgåeligt føre til et gevaldigt fald i boligpriser og dermed medføre et økonomisk tab for de flygtende, som vil overstige mange års topskattebetalinger. Den store ”skatteflugt” skal derfor nok standse helt af sig selv.

Tilbage står, at borgerlige politikere gerne vil give skattelettelser til deres velbjærgede venner og sponsorer, som gerne vil have skattelettelser, fordi de godt kan lide at være rige og gerne vil være endnu rigere. Længere er den sådan set ikke!

Ulf V. Olsen er idéhistoriker