Græsk politi bryder metroarbejderes blokade - og udløser udvidet trafikstrejke i Athen. Den græske regering truer strejkende metroarbejdere med nødretslovgivning, der kan give op til fem års fængsel.
Græsk kamppoliti brød fredag den 25. januar omkring klokken 4 om morgenen en blokade, som Athens metroarbejdere havde etableret foran en tog-remise ved Sepolia i Athen.
Omkring 100 kampbetjente deltog i aktionen, og tre blokadevagter blev arresteret. Politiet bestod af enheder fra såvel det såkaldte uropoliti og en særlig antiterror enhed.
Politiaktionen har i løbet af fredagen fået andre transportarbejdere til at gå i sympatistrejke med Athens metroarbejdere, der i ti dage har lammet undergrundstrafikken i den græske hovedstad i protest mod, at regeringen i forbindelse med sin krisepolitk vil nedsætte deres løn med op mod 25 procent.
Metrostrejken har udløst trafikkaos i hovedstaden. Undergrundstrafikken transporterer dagligt mere end én million passagerer i byen, der rummer fem millioner indbyggere.
Den konservativt ledede græske regering har truet metroarbejderne med at bruge nødbestemmelser i den græske lovgivning tilbage fra landets fascistiske fortid, der kan give op til fem års fængsel.
Ifølge BBC håber regeringen, at utilfredsheden blandt indbyggerne i hovedstaden og andre offentlige lønmodtagergrupper, der også har måttet gå ned i løn, er så stor, at den har opbakning til indgrebet.
Den konservative regeringsleder, Antonis Samaras, udtalte torsdag aften, at det »græske folk har bragt store ofre, og jeg kan ikke tillade nogen undtagelser«.
Det socialdemokratiske Pasok-parti, der deltager i regeringen, kalder også strejken »uacceptabel«, men det tredje regeringsparti, Demokratisk Venstre, kritiserer truslerne mod metroarbejderne som »et ekstremt valg« og opfordrer til mere dialog.
Regeringens konfrontationslinje har dog også udløst protester og kan meget vel føre til nye strejkebølger i landet, mener BBC-kommentatoren Mark Lowen.
Transportarbejdernes fagforeninger har meddelt, at de vil fortsætte aktionerne på trods af trusler om anholdelser og sigtelser
– Regeringen forsøger med sine voldsomme angreb at opløse vores kamp og vore krav - og få os ned med nakken, siger en strejkende arbejder ved metro-remisen til Reuter.
Den græske regering har indgået aftaler med Den europæiske Centralbank, Den Internationale Valuttafond og EU-Kommissionen om et omfattende spareprogram, der betyder omfattende offentlige nedskæringer, lønnedgang og nedsatte pensioner.
Sparepolitikken har ikke sat gang i den græske økonomi, men øget arbejdsløsheden, så den i januar ligger på 26,8 procent, den højeste i EU.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96