Annonce

25. april 2001 - 19:02

Grækenland vil udvise iranere

11 iranske asylansøgere er blevet idømt fire måneders fængsel og efterfølgende udvisning efter en sit-in aktion mod FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i den græske hovedstad Athen.

Aktionen fandt sted den 4. april og havde som hovedkrav, at de 11 asylansøgere blev udleveret til et sikkert tredjeland, og garanteret beskyttelse.

Mens aktivisterne har siddet fængslet, er de ifølge den Internationale Føderation af Iranske Flygtninge (IFIR) blevet tortureret, udsat for elektrochok og adskilt fra hinanden i forskellige fængsler. I protest mod denne behandling har de 11 indledt en sultestrejke med krav om en international undersøgelse af deres situation.

IFIR har desuden indledt en international kampagne til støtte for de fængslede iranere. IFIR’s repræsentant i Grækenland har haft et møde med den græske justitsminister, der lovede at rejse spørgsmålet i parlamentet. Indtil videre har der desuden været demonstrationer foran de græske ambassader i Tyskland, England, Sverige og Australien.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Yderligere information om kampagnen her

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce