Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
dokumentation
8. september 2004 - 22:30

Filosoffen og fremmedhadet

Efter DR2's "Hængt ud på forsiden"s hvidvaskning af højreekstremisten Henrik Gade Jensen, er der grund til at lægge Modkrafts dokumentation frem igen. Læs Martin Lindbloms artikel fra 2004 om Henrik Gade Jensens tilknytning til de racistiske miljøer.

Dagbladet Information og TV2 har med et forlig med den tidligere spindoktor for kirkeminister Tove Fergo, Henrik Gade Jensen, spillet alle muligheder af hænde for en retslig sanktionering af rigtigheden af Henrik Gade Jensens højreekstreme holdninger. Mens Information afviser at optage et læserbrev fra René Karpantschof, der, som en af kilderne til afdækningen af Gade Jensens fortid, fastholder rigtigheden af oplysningerne, og mens Politiken giver Gade Jensen adgang til avisens spalter, genopfrisker Kontradoxa hukommelsen: Her bringes Martin Lindbloms gennemgang af Henrik Gade Jensens højreekstreme aktiviteter og kontakter i og omkring Den Danske Forening, som tidligere har været bragt som nyhed på Modkraft.

Det gav genlyd, da Modkraft i oktober 2003 bragte historien om kirkeminister Tove Fergos spindoktor Henrik Gade Jensens højreekstreme holdninger og forbindelser.

Henrik Gade Jensen selv gjorde meget ud af at fremstille beskyldningerne mod sig som et venstreekstremt karaktermord uden hold i virkeligheden.

Offentliggørelsen af Henrik Gade Jensens højreekstreme holdninger og forbindelser blev kaldt hetz, løgn og forsøg på »berufsverbot« – især da spindoktoren endte med at opsige sin stilling. Og højrefløjens frontkæmpere med Søren Krarup, Jesper Langballe, Ole Hasselbalch og Martin Kasler i spidsen gik til hidsigt modangreb.

Ikke mindst på kilden til Modkrafts artikel, historikeren René Karpantschof, der ikke blot blev beskyldt for løgn, bedrag og dokumentfalsk, men også meldt til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Henrik Gade Jensen selv gjorde sammen med sine politiske meningsfæller fra Tidehverv og Dansk Folkeparti meget ud af at fremstille sine holdninger som almindelige nationale synspunkter, og beskyldningerne mod sig som et venstreekstremt karaktermord uden hold i virkeligheden.

Modkraft har derfor kigget nærmere på Gade Jensens artikler i Den Danske Forenings medlemsblad Danskeren og den sammenhæng, de er bragt i. Det er på sin vis ligeså meget historien om selve Den Danske Forening – og miljøet omkring den – og kunne groft sagt ligeså godt have taget udgangspunkt i foreningens stifter Søren Krarup, der i dag er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti eller partiets pressesekretær Søren Espersen, der ligesom Gade Jensen har været en ivrig skribent og foredragsholder for Den Danske Forening.

Til forskel fra de sidstnævnte har Gade Jensen imidlertid aktivt og offentligt forsvaret nogle af de højreekstreme kræfter i foreningen. Og mens Krarup trods alt er folkevalgt, og Espersen ansat i sit eget parti, blev fokus først rettet mod den erklærede anti-muslim Gade Jensen i forbindelse med hans ansættelse som pressesekretær for VK-regeringens kirkeminister Tove Fergo.

Rabiate personligheder

Henrik Gade Jensens officielle forbindelse til Den Danske Forenings medlemsblad Danskeren strækker sig fra april 1992 til november 1995. Om han har skrevet anonymt før eller efter dette tidsrum vides ikke, men selv oplyser Gade Jensen at have skrevet for bladet allerede fra 1991.

Til gengæld mener han ifølge et interview i Universitetsavisen fra december 2003 kun at have skrevet for Danskeren indtil 1992, men om det er en tanketorsk eller et forsøg på at nedtone sin tilknytning til det højreekstreme blad, er uvist.

Ifølge Søren Krarup har de to kendt hinanden siden starten af 1980’erne, og arbejdet sammen i »mindst 12 år«.

Den generelle stemning omkring racisme, flygtninge og indvandrere er i starten af 1990’erne voldsomt skærpet både i debatspalterne og på gaden i ind- og udland.

Fra 1990 til 1992 dræber tyske nynazister 36 mennesker, og de årlige hyldestmarcher for nazi-krigsforbryderen Rudolf Hess bliver større og får dansk deltagelse.

I september 1991 udtaler Den Danske Forenings lokalkonsulent på Lolland-Falster, politiassistent Jan Simonsen, til Berlingske Tidende, at »det kan blive nødvendigt at bruge vold, hvis Folketinget ikke gør noget alvorligt ved antallet af flygtninge og indvandrere i Danmark«.

I november samme år støder danske anti-racister sammen med svenske nazister i Lund, og i marts 1992 dræber en bombe i Søllerødgade i København et medlem af partiet Internationale Socialister (IS). Bombesprængningen opfattes af de fleste som et politisk mord, men på højrefløjen har man kun skuldertræk til overs for mordet.

Flere ledende medlemmer af Den Danske Forening (DDF), bl.a. Søren Krarup og Harry Vinter, mere end antyder offentligt, at IS’erne selv står bag bomben, og foreningens formand Ole Hasselbalch lægger heller ikke fingrene imellem:

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om de idioter. (...) Det er sikkert venstreorienterede, der indbyrdes slås om, hvorvidt Lenin eller Stalin er vigtigst«, udtaler han til Jyllands Posten to dage efter bombesprængningen.

Det er i dette klima, Henrik Gade Jensen første gang optræder i bladet Danskeren nr. 2 fra april 1992 i et program for Den Danske Forenings Sommerstævne den 20. juni. Her skal han holde foredrag umiddelbart efter Mogens Glistrup.

Blandt de øvrige talere ses bl.a. DDF’erne Peter Neerup Buhl, Ole Hasselbalch, Poul Vinther Jensen og Søren Espersen. Samme år deltager Gade Jensen ifølge Søren Krarup for første gang i den højre-teologiske Tidehvervsbevægelses sommermøde.

Muhamedanere i koncentrationslejre

Henrik Gade Jensen er altså helt fra sin første officielle optræden i selskab med nogle af den etablerede højrefløjs mest markante og rabiate personligheder:

Mogens Glistrup er flere gange dømt for racisme.

Ole Hasselbalch roder med bombeopskrifter og hylder utilsløret »aktioner« mod flygtninge og indvandrere.

Peter Neerup Buhl skrev under valgkampen i 2001 i sin egenskab af folketingskandidat for Fremskridtspartiet, at »muhamedanerne står for kriminalitet og massevoldtægter og overgreb mod politiet, og at de følgelig burde indfanges og sættes i koncentrationslejr, indtil de kan hjemsendes«.

Neerup Buhl, der idag er redaktør af Danskeren, blev i december 2003 af Højesteret idømt 20 dages betinget fængsel for denne udtalelse.

Poul Vinther Jensen udtalte sig i starten af 2002 så rabiat som gæstetaler på et møde hos det svenske højreparti Nationaldemokraterne, at Søren Krarup, Søren Espersen og Jesper Langballe valgte at forlade Den Danske Forening.

Vinther Jensen, der på dette tidspunkt var foreningens næstformand, kaldte bl.a. alle muslimer for terrorister, sammenlignede dem med pesten og slog til lyd for at de burde »udrenses«.

Søren Espersen, der i dag er pressesekretær i Dansk Folkeparti, optrådte i en årrække som fast skribent i »Danskeren«. I 2004 vandt Søren Espersen en injuriesag mod ungdomsbladet Tjeck Magazine, der for tre år siden skrev, at han havde været medlem af det danske nazi-parti, og senere på året udgav han en bog om digteren og nazi-sympatisøren Valdemar Rørdam.

Søren Krarup blev i 2004 anklaget for anti-semitiske udtalelser i sin bog fra 1960 om Hitler-sympatisøren Harald Nielsen, som Krarup angiveligt søgte at rehabilitere kun 15 år efter den tyske besættelse af Danmark.

Modstandskamp mod fremmedinvasion

Netop den tyske besættelse, og ikke mindst modstandskampen mod denne, spiller en hovedrolle i Den Danske Forenings selvforståelse. Fra starten af foreningens virke har ledelsen lagt stor energi i at sammenligne sig med modstandsbevægelsen, og sprogbrugen i foreningens publikationer bærer kraftigt præg af opfattelsen af sig selv som en forfulgt modstandsgruppe, der når som helst kan tvinges under jorden.

Ofte optræder der i Danskeren illustrationer, som uden omsvøb sammenligner den tyske besættelse med vore dages »fremmedinvasion«. Det er også tilfældet i april 1992, hvor en tegning fra besættelsens tid, af en hagekorssmykket hånd, der griber om Norge og Danmark sidestilles med samme tegning, hvor hagekorset er skiftet ud med den islamiske halvmåne. Billedteksten lyder: »Er denne illustration racistisk?«.

Henrik Gade Jensens første artikel i Danskeren fra juni 1992 maner også nazi-spøgelset frem. I en artikel med titlen »Tal og flygtninge« vender Gade Jensen sig mod regeringens kvoter for flygtninge, som han sammenligner med topnazisten Adolf Eichmanns udregninger af kapaciteten i de tyske udryddelseslejre.

Artiklen slutter med ordene: »Når staten iværksætter en massiv oplysningskampagne om indvandrere og flygtninge i Danmark, vil jeg vende det døve øre til. For det afgørende spørgsmål er det moralske: hvem er danskeren ansvarlig overfor?«

I samme nummer anmelder Gade Jensen desuden en bog om Martin A. Hansen, og indkaldelsen til Sommerstævnet er atter optrykt.

Den umulige ligestilling

I nummeret efter, fra september 1992, er det Vestens »moralske dobbelt-standard« og »skyldbetyngede forståelsesforagt«, der analyseres i en flere sider lang artikel af Henrik Gade Jensen. Og i samme nummer får kvindebevægelsen også et skud fra boven i Gade Jensens anmeldelse af den norske bog »Hore og Madonna på kjærleikens øy«.

Heri hævdes det, at skandinaviske kvinder, der rejser til syden og indleder seksuelle forhold til mændene der, »med deres adfærd ubevidst reagerer mod den ligestilling mellem kønnene, som de selv har kæmpet for derhjemme«.

Og Gade Jensen konkluderer: »Nordiske kvinder forlanger ligestilling mellem kønnene i deres egen kultur og kompenserer så for dette abstrakte og umulige livsideal med en charterferie i Det græske øhav.«

Den sympatiske SS-officer

I november 1992 begår Henrik Gade Jensen en boganmeldelse i Danskeren nr. 5, der af ham selv og hans politiske bagland senere beskrives som harmløs, men af kritikere skal blive et af omdrejningspunkterne i beskrivelsen af hans højreekstreme holdninger og anklagerne om sympatier for nazi-kredse.

Den anmeldte bog hedder »Die Türken. Geschichte und Gegenwart« (Tyrkerne. Historie og nutid), og er skrevet i 1989 af Franz Schönhuber. Han er ikke en hr. hvem-som-helst.

Som tidligere officer i de nazistiske SS-tropper og leder af det tyske højreekstreme parti Die Republikaner, er han en af de toneangivende europæiske højreekstremister.

I Tyskland har Republikanerne skabt røre, ikke mindst på grund af et bizart partiprogram, der bl.a. indeholder følgende punkter:

* Staten skal sørge for det tyske folks eksistens og lebensraum.

* Fagforeningerne nedlægges som kamporganisation. De må kun befatte sig med medlemmernes velfærd ud fra arbejdsgivernes profithensyn.

* Ungdommen skal lære at underordne sig staten.

* Tyskland er for tyskere. Fremmede kan højst være gæster – uden rettigheder af nogen art.

* Kvindens plads er i hjemmet. Enhver tysk skolepige over 16 år skal gennemgå en obligatorisk husmoderuddannelse.

* Censuren genindføres.

Og den tyske efterretningstjeneste, Verfassungsschutz, er ikke i tvivl om karakteren af det nye parti. I tjenestens årlige rapport fra 1998 får partiet følgende skudsmål:

»Republikanerne forsøger til stadighed at fremstille det nationalsocialistiske regime som harmløst og at relativere dettes forbrydelser. (...) Med denne metode forsøger højreekstremisterne at undgå en samfundsmæssig afvisning, som deres mere eller mindre intense nærhed til den nationalsocialistiske ideologi har afstedkommet.«

At den tyske efterretningstjeneste utvetydigt sætter Republikanerne i bås med højreekstremisme og nationalsocialisme, får imidlertid ikke Henrik Gade Jensen til at ryste på hånden:

»Franz Schönhuber er kendt som leder af partiet Republikanerne, tysk politiks enfant terrible, som blandt journalister betegnes som »højreorienteret« og »racistisk«. Jeg har læst to af Schönhubers tre bøger og finder i disse slet ikke belæg for sådanne beskyldninger. Tværtimod. (…) Når han skriver en bog om tyrkerne, som han beskyldes for at »hade«, ser jeg det som en provokation fra hans side. Men bogen er spændende læsning«, skriver han i sin anmeldelse.

Usund skyldfølelse

Bogen veksler ifølge Gade Jensen mellem »historiske tilbageblik, turistmæssige anvisninger og polemiske udfald« og er skrevet på en »så levende og indfølende måde, at jeg fik lyst til at rejse dertil«.

Tysklands tyrkiske gæstearbejdere omtales i kapitlet »Gästarbeiter«, men hvis man søger efter en »udlændingefjendtlig« eller »fremmedhadsk« holdning, går man ifølge Gade Jensen forgæves. Det er da heller ikke Franz Schönhuber selv, der har skrevet kapitlet, men derimod hans kone, oplyser anmelderen.

Gade Jensens rosende anmeldelse slutter af med en bredside mod forfatteren og journalisten Günther Walraff:

»Hvis man skal sammenligne Schönhubers interesse for tyrkerne med en anden tyskers, forfatteren Günther Walraff, der maskerede sig som en tyrk og skrev en bog om det, så forekommer Schönhubers betragtninger mig meget mere ægte. Walraffs monomane pirken til den tyske skyldfølelse synes mig usund og selvødelæggende.«

Med denne holdning lægger Henrik Gade Jensen sig direkte på linie med de tyske højreekstremister. Således beskriver den omtalte årsrapport fra Verfassungsschutz, hvordan et ledende medlem af republikanerne på den såkaldte Republikanerdag den 3. oktober 1998 i Stuttgart vendte sig mod et Holocaust-mindesmærke i Berlin med ordene:

»Vi ønsker ikke gennem generationer at plages med åget af et forløjet opgør med fortiden«.

Femte-kolonner i Europa

Sympatien for den gamle nazi-officer er imidlertid ikke Gade Jensens eneste artikel i Danskeren nr. 5 fra november 1992. På et og samme opslag i bladet skriver både Henrik Gade Jensen, Peter Neerup Buhl og Søren Espersen.

Sidstnævnte skriver om »Muslim-truslen i England«, mens Neerup Buhl bl.a. skriver om u-landenes »demografiske aggression« og deres »femte-kolonner i Europa«:

»Ingen skal påstå, at de ikke var advaret i tide, når skarer fra fjerne riger nu koloniserer vore byer, som snart vil genlyde af bønkaldelser fra minareternes toppe«.

Denne frygt for »demografisk aggression« kommer ligeledes til udtryk andetsteds i bladet, hvor en plakat der sammenligner den nazistiske erobringskrig med nutidens flygtningestrømme, bringes under overskriften »Modtryk« og en forklarende tekst:

»Den gryende modstandskamp sætter sig spor i stadig flere »illegale« flyveblade og lign., der spredes lokalt«.

Plakaten viser under overskriften »To slags aggression« billeder af Hitler og nazistiske tropper stillet overfor en uendelig række af mørklødede mennesker. Ved nazisterne står »Militær aggression«, mens de farvede beskrives som »Civil aggression«.

Ifølge Danskeren og de »illegale flyveblade« fører u-landene – ikke mindst de muslimske af slagsen – altså »formeringskrig« mod Vesten. Og i Vesten sørger »godheds-terrorister« og »fremmed-kollaboratører« for, at de indvandrerkritiskes ytringsfrihed trædes under fode, ikke mindst ved hjælp af den forhadte paragraf 226 b, racismeparagraffen.

I Gade Jensens artikel i Danskeren nr. 5 med titlen »Racerent nysprog«, hånes de omskrivninger, der finder sted i nyoversættelser af gamle klassikere, så sproget og udtrykkene ikke længere opfattes som racistiske. En sådan omskrivning er ifølge Gade Jensen at sammenligne med George Orwells »Nysprog« fra romanen 1984. Som eksempel bruger han bl.a. Shakespeare:

»Når Shakespeare i dag spilles i Oxford, omskrives racistiske udtryk. I Much Ado about Nothing ændres sætningen »Hvis jeg ikke elsker hende, er jeg en jøde« til »Hvis jeg ikke elsker hende, er jeg en fisk«.

I nye udgaver på dansk af Blicher, Blixen og Grundtvig foreligger der et stort arbejde for at oversætte dem til racisme-frit Nysprog i overensstemmelse med straffelovens paragraf 266B. (...) Her som overalt ser vi, at det velmenende er den største fjende af sandhed.«

Dræb Niggerne

Ved gennemlæsning af Den Danske Forenings blad står det klare indtryk tilbage, at den naturlige reaktion på det anti-racistiske meningstyranni er direkte aktioner mod flygtninge, indvandrere og såkaldte »fremmedmedløbere«.

I det samme nummer af Danskeren omtales sådanne aktioner anonymt under overskriften »Gør-det-selv-aktion«:

»En modstandsgruppe på Vesterbro i København har i september gennembanket nogle afrikanske narkohandlere. Begivenheden blev først søgt fremstillet i pressen som et »racistisk« overfald.«

Ifølge Danskeren drejer det sig imidlertid om almindelige mennesker, der bare er frustrerede over narkohandlen. Hvad bladet ikke nævner, er, at der flere steder i kvarteret er malet nazistiske graffitier med direkte adresse til de gambianske narkohandlere. Prydet med hagekors og SS-tegn lyder parolen: »Kill Dope Niggers«

På samme side i bladet omtales en rasering af kokken Søren Gerickes restaurant natten efter, at han i tv havde »forulempet« nogle »dansksindede deltagere i programmet«. Danskeren konkluderer: »Det vides ikke, hvem der har udført sabotagen, men det antages, at det drejer sig om en københavnsk gruppe, der har opfattet ham som fremmedmedløber.«

Om det er tæskeaktioner eller Nysprog Henrik Gade Jensen skal tale om, fremgår ikke, men ifølge bladets kalender er han igen taler på et DDF-møde, denne gang den 11. november på Esbjerg bibliotek.

Godhedsterrorister

I det sidste nummer af Danskeren i 1992 skrues der op for modstandsretorikken og den slet skjulte støtte til voldelige aktioner mod flygtninge og indvandrere:

Sabotage

Det »beboerkontor«, der er blevet oprettet med tilskud fra Københavns kommune som kontaktled til asylskibet Norröna ved Islands Brygge, er blevet saboteret af ukendte personer. Tidligere havde ukendte forsøgt at kaste skibets fortøjninger los.

Den såkaldte »sabotage« bestod i groft hærværk mod det beboerkontor på Bryggen, der gennem længere tid havde forsøgt at dæmme op for rendyrkede nazistiske aktioner mod flygtningeskibet Norröna. Nazisterne fra DNSB smed med løbesedler med titlen »Islands Brygge for hvide«, og på selve skibet blev der i oktober malet to meterhøje hagekors og teksten »Sorte svin«.

Umiddelbart under ovenstående notits bringes en anden, der med overskriften »Sabotage mod moské« omtaler et brandattentat mod den marokkanske moské i København, der udbrændte.

Henrik Gade Jensens bidrag til dette decembernummer af Danskeren er en fem sider lang artikel med titlen »Moralsk terrorisme«.

»Når godhed eller humanitet påberåbes som bevæggrund til at ændre politikken på et område, så kan det kun tages som udtryk for magtsyge«, lyder det fra filosoffen, der skyder med skarpt mod den tidligere ombudsmand, professor Hans Gammeltoft-Hansen.

»Flygtningevenner er godhedsterrorister« hævder Gade Jensen, der ender sin artikel med konklusionen: »Det er ikke racisme, der er noget problem i Danmark, men anti-racisme«.

»Den voldelige modstand«

1993 blev på mange måder et skelsættende år, hvor fronterne generelt blev trukket skarpere op i flygtningedebatten i Danmark. Og for Den Danske Forening i særdeleshed.

Samtidig med at Danskeren sluttede året 1992 af med at hylde nazi-inspireret hærværk, led foreningen for første gang nederlag i en af de mange injuriesager, den siden sin start i 1987 havde rejst mod politiske modstandere. En dom i Østre Landsret den 21. december 1992 fastslog nemlig, at det var i orden at kalde Den Danske Forening »Et sammenrend af forstokkede fremmedhadere«.

Og året 1993 startede ligeså dårligt, da en anden Landsretsdom den 22. januar fastslog, at man gerne må udtale, at foreningen »er kendt for sine racistiske og menneskefjendske tendenser«. I forbindelse med denne sag slog Landsretten desuden fast, »at der som medlemmer af Den Danske Forening har været optaget personer, der har haft tilknytning til yderligtgående politiske kredse af national-socialistisk karakter«.

Kun en uge tidligere havde Landsretten sagt god for, at foreningens lokalkonsulent på Fyn måtte kaldes »kulturracist«.

Striben af juridiske nederlag får imidlertid ikke foreningen til at trække følehornene til sig. Tværtimod skruer Danskeren op for blusset i årets første udgivelse fra februar 1993.

Under overskriften »Med håndens kraft« bringes en detaljeret oversigt over flere års åbenlyst racistiske hærværksaktioner, der konsekvent omtales som »sabotage«, f.eks.:

– Flygtningefamiliers lejligheder i Brøndby saboteres.

– To gymnasieelever saboterer asylcenteret i Gram med en benzinbombe.

– Dansk fremmedkollaboratørs butik saboteres.

– Flygtningebolig saboteres.

– Flygtningebørnehave saboteres.

– Den muslimske skole på Frederiksberg saboteres.

– Indvandrerfritidshjem i Ålborg saboteres.

Ifølge Gyldendals Leksikon defineres sabotage som »planmæssig hindring eller standsning af produktion, forsætlig ødelæggelse af maskiner og materiel som led i økonomisk, politisk eller militær kamp«, og i Den Danske Forenings univers er hærværk mod flygtningefamilier og børneinstitutioner tilsyneladende en naturlig del af »modstandskampen«.

I artiklen, der introducerer oversigten, argumenteres der for, at det drejer sig om »impulsaktioner« udført af »oftest pæne og veluddannede unge«. Ifølge den anonyme skribent kan »den voldelige modstand« kun stoppes på én måde: »Ved at udforme en indvandringspolitik, som folk – især de unge – kan være trygge ved!«

Henrik Gade Jensens bidrag til dette nummer af Danskeren er en artikel med titlen »Privatiser flygtningepolitikken«. Her argumenteres for, at staten bør bestemme mindst muligt og slet ikke føre nogen flygtningepolitik. Hvis folk synes, der skal være flygtninge i Danmark, så må de selv betale for dem, skriver Gade Jensen og konkluderer:

»Det er er dyrt at være god, men gratis at være god på andres vegne. Gid flere danskere var egoister og kun ville være god på egne vegne«.

I samme nummer skriver Peter Nerup Buhl i en artikel om det franske højreradikale parti Front National, at »læsning af Jean-Marie Le Pens bøger synes at afkræfte påstandene om »racisme« og »ekstremisme«.

Og i en oversigt over begivenheder i udlandet får harmen frit løb i beskrivelsen af en anti-racistisk blokade mod en nazi-march i Lund den 30. november, som politiet ender med at aflyse:

»Asylsøgerne, der vælter ind over de svenske grænser, kræver såkaldte menneskerettigheder. Svenskernes ældgamle friheder og rettigheder, først og fremmest mødefriheden og ytringsfriheden, forsvinder stadig hurtigere i det multikulturelle paradis. (...) Også gadefriheden er på vej til at blive kun et minde i det Sverige, som indvandringsinteresserne er i færd med at besætte«.

Også i det efterfølgende nummer af bladet fra april 1993 kan man læse helt ukritiske omtaler af racistisk inspireret vold og hærværk. En algerisk klub på Vesterbro, et asylcenter i Roskilde og Flygtningehjælpens kontorer i Næstved er brændt af, og »formanden for Christianshavns beboerhus, som har stået for kontakten til jugoslaverne på asylskibene i Københavns havn, er blevet gennembanket.

Flere unge flygtninge er ligeledes blevet banket«, meddeler bladet lakonisk, og indkalder samtidigt til offentligt møde i Københavns Sydhavn.

Nazisterne »party-crasher«

Den rabiate retorik og konsekvente opbakning til racistisk vold virker tilsyneladende tiltrækkende på mere militante kræfter på den ekstreme højrefløj. Under et offentligt møde i Den Danske Forening den 4. februar på en folkeskole i Hillerød forsøger en gruppe uniformerede medlemmer af nazi-partiet DNSB med formanden Jonni Hansen i spidsen at få adgang. Hagekorsflag til et offentligt møde i Den Danske Forening er dog for meget, og politiet bliver bedt om at hindre nazisterne adgang.

Men da Den Danske Forening gennemfører et møde i Sydhavnen i København den 29. april, dukker der en ny gruppe højreradikale unge mænd op. I modsætning til nazisterne fra DNSB svinger de ikke med nazifaner, men ellers ligner uniformeringen til forveksling. Det viser sig senere at være skinheads fra den nydannede nazistisk orienterede gruppe Dansk National Front, og de deltager uden problemer i foreningens møde.

Nazisterne er også aktive i andre sammenhænge i denne periode. Da der et par uger senere bryder »raceuroligheder« ud på Nørrebro i København, kigger nazisterne også forbi, og midt i maj demonstrerer hundredvis af anti-racister mod et planlagt topmøde mellem europæiske nazister i den sønderjyske by Kollund.

Til Den Danske Forenings grundlovsmøde den 5. juni i Hillerød, hvor Mogens Glistrup taler, agerer flere skinheads fra Dansk National Front og DNSB ifølge dagspressen »vagtværn«. De to organisationer gennemfører en uge senere en nazistisk koncert i Gladsaxe med flere hundrede deltagere.

Repræsentanter fra både DNSB og Nationalpartiet Danmark dukker også op til begravelsen af et prominent DDF-medlem, Elisabeth Bardino i august 1993. Elisabeth Bardino var tidligere sekretær for Fremskridtsmanden Uwe Jensen, der i 2002 blev arresteret i USA for at levere våben til en højreorienteret colombiansk terrororganisation.

Få måneder forinden bragte Danskeren et interview med hende, og i samme nummer optræder Henrik Gade Jensen i en indkaldelse til DDF’s Grundlovsmøde den 5. juni på Kongeåkroen i Foldingbro, Sønderjylland, hvor forfatteren og filosoffen skal tale.

Det er næstsidste gang Henrik Gade Jensen officielt optræder i Danskeren, og der kommer til at gå mere end to år mellem Grundlovstalen og Gade Jensens næste indlæg. I disse to år bliver den højrerabiate bue yderligere strammet i Den Danske Forening – i en grad så den næsten brister.

Samarbejde med nazister

I Danskeren nr. 4 fra september 1993 trækkes de afrikanske flygtninge i Danmark pludselig gennem sølet. De bærer angiveligt hovedansvaret for HIV-smitten i landet, bl.a. på grund af »Sort luderimport«, som det smagfuldt hedder i en overskrift.

Under en anden opsigtsvækkende overskrift, »Sort Invasion«, kan man læse følgende karakteristik af afrikanske flygtninge:

»I de senere år er Danmark i stigende grad blevet mål for fup-flygtninge fra Afrika, der søger til et smørhul tusinder af kilometer væk i en helt anden verdensdel for at lade sig forsørge af landets tossegode indbyggere i en driver- og luksustilværelse, de kun kunne drømme om dér, hvor de kommer fra og hører hjemme. Adskillige af dem tjener desuden utvivlsomt store penge på narkohandel.«

I dette nummer støder man også på en lille omtale af et nyt initiativ på den yderste højrefløj, der til trods for en meget kortfattet omtale i bladet kræver en vis opmærksomhed.

Initiativet kaldes »Den frie Meningstelefon«, og her kan folk få lov til »ucensureret« at diskutere flygtninge- og indvandringspolitik.

»Det er ikke DDF, der står bag den nye telefonlinje. Men derfor kan den jo godt være en god idé!«, hedder det i den korte meddelelse.

Om den ydmyge tone hænger sammen med en vis tvivl i forhold til samarbejdspartnerne får stå hen i det uvisse, men cirka otte måneder senere kan Ekstra Bladet afsløre, at Meningstelefonen er et tæt samarbejde mellem bl.a. Den Danske Forening, det nazistiske æresmedlem Albert Larsen fra Partiet De Nationale, Mogens Glistrups Trivselspartiet og nazi-sympatisøren Kaj Vilhelmsens Nationalpartiet Danmark.

Overfor Ekstra Bladet hævder DDF’s formand Ole Hasselbalch, at han ikke kan huske, hvem det var, der kontaktede ham og tilbød taletid på telefonavisen, men at han i øvrigt ikke kan se noget bemærkelsesværdigt i samarbejdet.

I artiklen interviewes også en Peter Larsen, der er landssekretær i Partiet De Nationale.

Han skal senere få stor betydning for Den Danske Forenings omdømme.

»Auschwitz-løgnen«

Året 1994 er i høj grad præget af en række demonstrationer landet over vendt mod organiserede nazister fra ind- og udland. Især i de sønderjyske byer Kværs og Kollund går bølgerne højt, da lokale borgere sammen med organiserede anti-fascister forhindrer tyske og danske nynazister i at oprette distributionscentraler for fremmedfjendsk nazi-propaganda.

I Kollund er det den tyske topnazist Thies Christophersen med decideret kultstatus på den internationale nazi-scene – han gjorde i 1944 tjeneste i kz-lejren Birkenau – der efter flere års arbejde i det skjulte bliver mål for de anti-nazistiske protester. Fra den søvnige grænseby har han i en årrække forsynet et internationalt nazistisk netværk med propaganda, der benægter Hitler-tysklands udryddelse af jøder.

De mange og til tider voldsomme demonstrationer afføder en hed debat i alle landets medier. Og således også i Danskeren nr. 6 fra december 1994. Under overskriften »Heksejagten« vender cand. jur. Knud Eriksen sig mod anti-nazisterne og bakker til gengæld helhjertet op bag Holocaust-benægterne, de såkaldte historierevisionister:

»Var den gamle Thies Christophersen, der havde levet fredeligt i Kollund i otte år, og som jo faktisk var en ægte politisk flygtning i landet, pludselig blevet så farlig? (…) Der var ikke plads til en gammel utilpasset mand, hvis »forbrydelse« var, at han udbredte skrifter, der havde en anden historie om Auschwitz og jøderne end den officielt godkendte med »de seks millioner gassede«. (...)

I 50 år har tyskerne haft mundkurv på m.h.t. Anden Verdenskrigs begivenheder og specielt jødespørgsmålet. Omfanget af jødeforfølgelserne, jødeudryddelserne og de skyldige har været tabuemnet. Blot at rykke lidt ved den officielle version af begivenhederne har været en forbrydelse. Og fra 1. december i år skærpes straffen for den »forbrydelse« at nægte, at 6 millioner jøder blev udryddet af tyskerne (»Auschwitz-løgnen«), til at kunne give op til fem års fængsel. Thies Christophersen var en revne i denne mundkurv, som nu skal sættes på 80 millioner mennesker.«

Hitler havde ret

I sommeren 1995 går det for alvor galt for Den Danske Forenings bestræbelser på at opretholde en afstand til de nazistiske ungdomsgrupper. På et kursus med titlen »Forsvar din fremtid« for unge DDF’ere i Bededagsferien 12.-14. maj, sniger en journalist fra Ekstra Bladet sig med under dække af at være medlem af foreningen. Og så ruller lavinen.

»Militante racister i Den Danske Forening« lyder overskriften i Ekstra Bladet den 16. maj, og så følger en detaljeret reportage fra en tre dage lang tur, der bød på alt det racistiske og antisemitiske snavs, som Den Danske Forening i årenes løb i offentligheden havde gjort sig store anstrengelser for at undgå.

Journalisten følges med det mangeårige DDF-medlem Henrik Søndergård, der står for kurset. Han er også medlem af Glistrups Trivselsparti, og lader ikke den gamle partiformand noget tilbage i den fremmedfjendske jargon. »Vi ved, at tyrkerne yngler som rotter«, lyder det bl.a. fra Søndergård, der ifølge Ekstra Bladets referat åbner kurset med ordene:

»Det er alvor, det her kursus. Om ti, femten, tyve år er der krig i Danmark. Og hvis vi mødes om tyve år, vil nogle af Jer, der er til stede her, med garanti være faldet i den krig!«.

Og ligesom Glistrup få år senere går i offentligheden med, er Søndergård tilhænger af at sælge fremmede til udlandet:

»Jeg er for udlicitering af muhammedanere. Ligesom med affald til u-landene«.

På kurset deltager også flere skinheads fra Dansk National Front, skriver Ekstra Bladet. Flere er bevæbnede med jernkøller, og der tales om bevæbning, våbenlov og jødesammensværgelser. »Jeg er ikke nazist. Men jeg kan se, at Hitler havde ret i

nogle ting. Jøderne er en trussel mod nationalismen«, udtaler en af deltagerne.

Blandt oplægsholderne er bl.a. Knud Eriksen, der holder foredrag om nationalisme. Det får jødedebatten til at blusse op igen, og jøderne omtales bl.a. som »smovser«.

Ifølge Ekstra Bladet bliver der afslutningsvis talt om at oprette en ungdomsgruppe under Den Danske Forening – eventuelt med navnet »Selvstændig Dansk Ungdom«.

DDF’ere på nazi-march

Journalisten og Fremskridtsmanden Søren Espersen er også tilstede på kurset, hvor han holder oplæg om pressen. Han er særdeles aktiv i denne periode, hvor han også holder oplæg om pressen til DDF’s sommerstævne i Korsør den 10.-11. juni.

Inden da skal han endda holde tale til DDF’s grundlovsmøde i Hillerød. Et møde, der ender i katastrofe for foreningen, da nazister fra bl.a. Danmark, Norge og Sverige gennemfører en demonstration, som ender hos Den Danske Forening. Ifølge nazisterne selv deltager medlemmer af både Nationalpartiet Danmark og Dansk National Front i marchen.

Det er den første nazistiske demonstration på dansk jord siden den tyske besættelse, og Den Danske Forening aflyser omgående deres grundlovsmøde, da omkring 150 nazister »besætter« deres mødeplads.

Foreningsmedlemmerne er dog ikke mere oprørte over nazisternes tilstedeværelse end at flere bliver hængende og sludrer med de uniformerede nazister, og flere af dem deltager ligefrem i nazi-marchen gennem Hillerøds gader.

Hang the Nigger

I Danskeren nr. 3 fra juni 1995 skæres sympatierne for de nazistiske skinheads helt ud i pap i et længere interview med medlemmer af nazi-gruppen Dansk National Front.

I interviewet vedstår skinheadene, at de sælger klistermærker og trøjer med hagekors og slogans som »White Power« og »Racisme er kærlighed til Danmark«, og de indrømmer blankt, at de undertiden er i slagsmål med indvandrere:

»Danskerne har ret til Danmark. Vi ejer landet. Overfor samtlige vore modstandere er det et godt og rigtigt signal, at vi om nødvendigt vil bruge vold for at forsvare denne ret«, udtaler et medlem.

Og da han bliver spurgt om de vil skræmme indvandrerne ud af Danmark, lyder svaret: »Enhver fugl synger med sit næb. Hvad vi gør, er een vej«.

At medlemmerne af Dansk National Front har det fint med nazisme og racisme er ikke nogen nyhed. Allerede i december 1993 udtaler et af de ledende medlemmer i gruppens medlemsblad: »Op i røven med om vi er fra DNSB, NPD, PDN eller Den Danske Forening, det handler om at stå sammen om et dansk Danmark«.

Senere bringer både Jyllands Posten, Politiken og månedsbladet Press længere interviews med DNF-medlemmer under overskrifter som »Skinheads«, »I skyggen af det kantede kors«, »Patrioterne« og »Gaderne fri«.

Her forklarer de bl.a., at de optræder bevæbnede til møder i Den Danske Forening, og at de i mindst et tilfælde er blevet opfordret til det af Den Danske Forening selv. De udtaler også klar sympati med nazisterne, og indrømmer, at flere af dem selv er nazister.

Og frontens varesortimentet lader da heller ingen tvivl tilbage. I medlemsbladet kan man se motiver til t-shirts med hagekors, kelterkors, White Power, Danmark for Danskerne og et afrikansk ansigt med en streg over. Motiverne er optrykt under overskriften »Dansk national front«, og ned fra bogstaverne hænger ti afrikanere i galger.

I medlemsbladet fra maj 1994 er følgende sangtekst endvidere optrykt:

What’s that scum on the street,

A nigger crawling at my feet,

(...)

Hang the nigger

Hang the nigger

That bastard’s gotta pay

(...)

We’ll give this nation a bit of hope

get the ladder, tie the rope

Det er medlemmer af denne organisation, der i juni 1995 ukritisk interviewes i Danskeren – af en anonym skribent – til artiklen, der slutter med ordene:

Vil volden blive optrappet?

Hasse: Det er meget tænkeligt. Det må vi tage, som det kommer.

Folkelig fremmedfrygt

Fem måneder senere dukker Henrik Gade Jensens navn så for sidste gang op i Danskeren. Han har altså haft tid nok til at læse interviewet med de voldelige nazi-skins, da han i Danskeren nr. 5 fra november 1995 anmelder Zygmunt Baumans bog »Modernitet og holocaust«.

Og skal man tro Gade Jensens analyse, så er det ikke f.eks. Nationalfrontens racisme, der er problemet, men derimod statens. I forlængelse af anmeldelsens overskrift »Racismen skyldes ’social ingeniørkunst’«, konkluderer Gade Jensen, at staten skaber racismen, mens folkets fremmedfrygt er »naturlig«.

»Det (synes) mig mere som om, at CDeren Mimi Jakobsen, der kalder danskerne »dumme« og »halvfede egoistiske mus i en osteklokke«, repræsenterer den farlige statsbårne racisme, end det er Brian og Benny fra Brøndby, der magtesløse fabler om perkere og fejlfarver på grillbaren«.

»Den folkelige fremmedfrygt er harmløs sammenlignet med den politiske racisme, fordi politikerne kan benytte statsapparatet til at gennemføre sin vilje med«, lyder det fra den senere pressesekretær i kirkeministeriet.

I samme nummer af Danskeren kan man for første gang i en lille annoncetekst læse om det, der tilsyneladende er det konkrete resultat af Bededagsferiens ungdomskursus:

»Piger & Drenge! Dansk Ungdom indbyder til fest og kammeratligt samvær«, lyder overskriften til et arrangement, hvor de unge mennesker kan høre taler af en repræsentant fra det højreradikale parti Sverigesdemokraterne og Poul Vinther Jensen fra DDF’s styrelse. Og så er der ellers »musik, gris og samvær«.

Nazister i Dansk Ungdom

Dansk Ungdom skal senere blive central for udviklingen i Den Danske Forening. For med oprettelsen af en ungdomsforening med så tæt tilknytning til DDF er der for alvor åbnet op for en radikalisering af den i forvejen højreekstreme forening.

Ifølge de ledende medlemmer selv bliver Dansk Ungdom stiftet af den tidligere topnazist Peter Larsen. Peter Larsen er søn af Albert Larsen, der efter en karriere hos nazisterne i DNSB – hvor han opnåede at blive æresmedlem – stiftede sit eget nazi-orienterede parti, Partiet De Nationale. Albert Larsen, der ofte åbenlyst truede med voldelige aktioner, blev som den eneste navngivne højreekstremist sat i forbindelse med bomben mod Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade den 16. marts 1992.

Peter Larsen var ligeledes i en årrække medlem af DNSB, hvor han fast leverede illustrationer til partiets blade, indtil han fulgte med sin far over i det nye parti, som han overtog styringen af efter Albert Larsens død i 1994. Kort efter nedlagde han imidlertid partiet, og hævdede så sent som i maj 1995 at have droppet politik. Men så blev han kontaktet af nogle unge mænd fra Roskilde.

Dansk Ungdom blev stiftet den 11. november 1995. I et interview i Danskeren nr. 2 fra april 1996 fortæller formanden Claus Berthelsen og kassereren Kasper Nielsen, at Dansk Ungdom startede som en gruppe af venner i Roskilde, der mente, at »der burde gøres noget ved tingene«.

»Nogle af os havde læst om Peter Larsen, og vi tog kontakt til ham. Det viste sig at han ikke rigtig var aktiv på det tidspunkt, men han ville også gerne være med til at rette op på tingene«, fortæller Claus Berthelsen. Gennem Peter Larsen fik de derefter kontakt til ligesindede grupper af unge på Sjælland, og selv trådte han ind i den nystiftede forenings styregruppe.

Dansk Ungdom blev kollektivt medlem af Den Danske Forening, og selvom ungdomsforeningen officielt var ikke-voldelig, kunne man i den første udgave af det interne medlemsblad bl.a. læse at to af medlemmerne »skræmte livet af en neger. De er nu sigtet for trusler på livet«.

Med rank ryg i Frejas Sal

Interviewet med de to DU’ere blev foretaget af en ny stjerne på DDF’s himmel: Martin Kasler. Han debuterer officielt i Danskeren nr. 1 fra februar 1996, umiddelbart efter Henrik Gade Jensens sidste bidrag til bladet.

Martin Kaslers indlæg i Danskeren, med titlen »Et brev til ungdommen«, kan bedst beskrives som højspændt nationalromantik. Efter en næsten obligatorisk kritik af pædagogerne, der undertrykker de unges naturlige skepsis overfor fremmede (»Det blev kedeligt at være lærer. Men i de senere år er det igen blevet spændende. Små brune børn med ubehjælpsomme forældre befolker nu klasserne.«), slutter Kasler af med følgende advarsel til den danske ungdom om de »truende tider«:

»Hvad ved du? At det at være dansk er noget helt specielt for dig som dansker. At være dansk er noget man har under huden. Der er en samhørighed mellem dig og dit land, som du ikke kan løbe fra og som du ikke kan forklare. (…) At være menneske er at have et tilhørsforhold til sin slægt og sin hjemstavn. (…) Du må se i øjnene, at den tid hvor retten til dit hjemland var en selvfølge, er forbi. I dag må du stride for retten til at gå med rank ryg i Frejas Sal.

Flere og flere unge danskere siger fra og tilslutter sig organisationer som Den Danske Forening og Dansk Ungdom. Her arbejdes der på at sikre Danmark som hjem for dig og dine! Her ses fremtiden i den nationale helstøbthed og ikke i multikulturelle forvirring. Her er beslutningen taget: Danmark vil bestå.«

Andetsteds i bladet bringes en lille annonce med teksten:

»Nyt initiativ.

Danmarks fremtid siger:

Nej til indvandring.

Ja til Danmark.

Vi er Dansk Ungdom.«

Køller og knojern

Dansk Ungdom bliver hurtigt en alvorlig belastning for Den Danske Forening, der næsten revner på midten af uenighed om holdningen til den uofficielle ungdomsafdeling. I hurtig rækkefølge følger nemlig en stribe episoder, hvor de unge højreekstremister gør sig uheldigt bemærkede.

Den 4. februar 1996 stopper politiet i Roskilde seks unge mænd en bil fuld af våben, bl.a. baseball-køller, knojern og tåregas-spray. Ifølge politiets døgnrapport er de »iklædt tøj med nazi-symboler«, bl.a. armbind med et trebenet hagekors. Udover våbnene er der ifølge politiet en del »nynazistisk propaganda-materiale« i bilen. Ifølge DU’s medlemsblad drejer det sig imidlertid om »lovligt politisk materiale« fra Den Danske Forening. Og ifølge Ekstra Bladet begge dele.

Bag rettet sidder et styrelsesmedlem af Dansk Ungdom, og af de øvrige fem er fire medlemmer af DU, mens den sjette er tidligere medlem af nazi-partiet DNSB.

Anholdelserne satte på ny belastende spot på Den Danske Forenings nazi-problemer, men i første omgang ikke i en grad, der udløste reaktioner fra ledelsen.

Tværtimod udtalte DDF’s næstformand Harry Vinter til Ekstra Bladet, at nazisten Peter Larsen »lyder som en fornuftig ung mand, når jeg taler med ham. Hans fortid gør ham ikke uegnet til at være styrelses-medlem i Dansk Ungdom og medlem

af DDF.«

Den opsigtsvækkende episode får da heller ikke ungdomsafdelingen til at dæmpe sig. I medlemsbladet indkaldes tværtimod til Den Danske Forenings sommerstævne med slet skjult forventning om slagsmål:

»Sæt et stort kryds i kalenderen d. 15/16. juni. Da holder Den Danske Forening sommerstævne i Korsør, og det kan forventes, at de autonome og/eller de fremmede vil dukke op og spille med musklerne. Det vil vi også!

DU vil være med til at gøre sommerstævnet til en stor succes.«

Ballonen revner

Stævnet bliver dog langt fra en succes for Dansk Ungdom. De karseklippede unge går nemlig så højt op i rollen som vagtværn, at ledende medlemmer af DDF kræver dem hjemsendt, og på sommerstævnets anden dag bliver Dansk Ungdom strittet ud.

Officielt lød forklaringen på druk og intern ballade, men i realiteten var det snarere et opgør i Den Danske Forenings ledelse om det politisk smarte ved at have unge nazi-sympatisører som medlemmer, der udløste det røde kort.

Få dage efter offentliggør pressen et åbent brev fra Den Danske Forenings stifter Søren Krarup til foreningens styrelse, hvor han truer med udmeldelse, hvis ikke kollektivt medlemskab afskaffes.

Krarup frygter, at kollektivt medlemskab kan fungere som en trojansk hest for »tvivlsomme og uheldige elementer«, der vil misbruge foreningen. Konkret har han – mere end et halvt år efter stiftelsen af Dansk Ungdom – erfaret, »at en Peter Larsen (…) der har haft forbindelse til et eller andet halv-nazistisk, er medlem af denne ungdomsgruppe og dermed også af Den Danske Forening«.

Brevet bliver også bragt i Danskeren nr. 4 fra september 1996, og her svarer Ole Hasselbalch på kritikken ved dels at forsvare Dansk Ungdom og deres bestræbelser på »at give kritiske unge et ståsted, så at de ikke skubbes over til nazisterne«, dels at klandre Søren Krarup for at have offentliggjort sin kritik i dagspressen.

Ole Hasselbalch undlader dermed at forholde sig til sommerens afsløringer af, at flere af Dansk Ungdom-vagterne på sommerstævnet netop er fuldblods-nazister, der mindre end to uger forud for stævnet heilede offentligt ved nazipartiet DNSB’s hovedkvarter i Greve.

I en anonym kommentar andetsteds i bladet udtrykkes endda klar forståelse for voldsanvendelse mod indvandrere:

»Med kioskrøverier, indbrud, tasketyverier, vold og overfald som hverdagskost er det forståeligt, at en gruppe af de stadig færre tilbageværende danskere taler om at samle et tæskehold for at sætte de unge indvandrere på plads.«

I samme nummer af Danskeren indkaldes til debatmøde i Roskilde med emnet »DDF – udgiverselskab eller kamporganisation?«. Det er Danskerens redaktør dr.phil. Sune Dahlgaard, der skal diskutere foreningens fremtid med stud. phil. Martin Kasler.

Danskerens læsere får hverken at vide, at Dansk Ungdom i mellemtiden har nedlagt sig selv eller at Martin Kasler har overtaget ledelsen af Dansk Ungdoms direkte arvtager ved navn Dansk Forum.

Fugl Fønix og fascisterne

De veldokumenterede afsløringer af nazisterne i Den Danske Forenings ungdomsgruppe går trods alt ikke helt hen over hovederne på Dansk Ungdoms ledelse. Heller ikke selvom der går flere måneder, før gruppen tager konsekvensen af dem.

På et møde i Holstebro den 3. august – altså knap en måned før ovennævnte udgave af Danskeren – er Dansk Ungdom blevet nedlagt, blot for at genopstå på selv samme møde, men nu under navnet Dansk Forum. De belastede medlemmer, der har rodet med nazi-sympatier smides ud, formand og næstformand bytter plads, så Martin Kasler nu tegner den »nye« forening, mens kassereren bliver på sin post.

Dansk Forum opretter en lang række underafdelinger for bl.a. »sikkerhed«, »efterretning« og »aktioner«. Aktionerne består bl.a. i omdeling af løbesedler med påtegnede bomber og teksten »Bekæmp racismen! Rejs hjem!«.

Foreningen opretter desuden en hjemmeside, hvor der i detaljer – og temmelig fantasifuldt – bringes »fakta« om en lang række venstreorienterede grupper og organisationer.

Dansk Forums link-samling efterlader i øvrigt ingen tvivl om gruppens ekstremt højreorienterede tilhørsforhold. Hyldestsider til de tidligere fascistiske diktatorer fra Chile og Spanien, Pinochet og Franco, blander sig med begejstrede henvisninger til gamle tyske nazi-propagandafilm og et »mesterværk« om den racistiske amerikanske terrororganisation Ku Klux Klan.

Desuden linkes til stort set samtlige højreekstremistiske partier i Europa, heriblandt de italienske fascister, Front National i Frankrig og Jörg Haiders østrigske Frihedsparti.

Også det højreekstreme tyske parti Deutschen Volksunion og den højreradikale tyske avis Junge Freiheit er med på listen.

Sidstnævnte beskrives af Dansk Forum som »Den succesrige ugeavis for Tysklands unge nationalkonservative«, hvorimod den tyske efterretningstjeneste beskriver avisen som »agerende i en gråzone mellem demokratisk konservatisme, højreradikalisme og højreekstremisme«.

De usolidariske jøder

Navneskiftet fra Dansk Ungdom til Dansk Forum virker muligvis til en start efter hensigten. Men efter få år bliver organisationen alligevel indhentet af fortiden, da Dansk Folkeparti i august 1999 ekskluderer et større antal medlemmer fra Dansk Forum med henvisning til deres »højreekstreme holdninger«.

Som eksempel blev nævnt, at de ekskluderede nærede sympati for Le Pen og Pinochet, og Martin Kasler gjorde næppe sin sag bedre, da han få dage senere i dagbladet Politiken vedstod sig et vist politisk slægtskab med nazismen:

»Der er da en affinitet til nazismen, som hele højrefløjen må bekende sig til. Uden at bekende sig til den affinitet, kan du nemlig ikke gøre op med nazismen. Du er nødt til at finde patologierne i din egen tænkning.«

Dansk Forums »affinitet til nazismen« fremgår tydeligt af især debatten på foreningens hjemmeside. Her debatteres ofte både racerenhed, jøder og nazisme, og Martin Kasler, der bestemmer hvilke indlæg, der får adgang til hjemmesiden, har ingen problemer med at lade erklærede nazistiske kommentarer optræde.

Når det gælder forholdet til jøder, gør formanden sig også bemærket ved konspirationslignende bemærkninger, som f.eks. at »man i hele Hollywoods historie aldrig har portrætteret jøder negativt«, og »Det skal være usagt, om jøderne sådan i al almindelighed udnytter nazisternes holocaust til politiske formål, men korrekt er det, at jødiske organisationer (…) trækker denne efterhånden gamle traver frem ved snart sagt enhver lejlighed«.

Et andet højtstående medlem af Dansk Forum, Mads Kirkegaard Otto, er også med på den vogn: »Har jøderne nogensinde udmærket sig ved at være særligt nationalistiske? Tværtimod er det jo ofte sådan, at folk pga. deres fremmede afstamning ikke kan vise solidaritet med Danmark, og det er ikke kun et jødisk fænomen«, lyder hans kommentar på Dansk Forums »Nationaldebat«.

Endelig udtrykker Dansk Forum klar sympati for holocaustbenægtere bl.a. den britiske fascist David Irving.

I Dansk Forums Bibliotek på internettet anbefales Irvings bog »Hitlers War«, som foreningen mener »kan tjene som inspirationskilde for enhver, der ønsker at tage kritisk stilling til denationaliseringen af Danmark«, ligesom der linkes til en hjemmeside om en retssag mod Irving med kommentaren »Følger tæt historikeren David Irvings juridiske kamp for sit renommé.«

»Der bor en nazist i os alle«

Det er i forbindelse med eksklusionen fra Dansk Folkeparti, at Henrik Gade Jensen så at sige dukker op igen. Fra han officielt ophørte som skribent i Danskeren har han bl.a. bestridt hvervet som redaktør af Fremskridtspartiets medlemsblad. En post der efterfølgende overtages af den Henrik Søndergaard, der vil »udlicitere muhammedanere. Ligesom med affald til u-landene«.

Ifølge den racismedømte holocaustbenægter Bo Warming var det ham, der i sin tid introducerede Henrik Gade Jensen for Fremskridtspartiet, hvor Gade Jensen også en overgang fungerede som pressekretær, inden han fulgte med bl.a. Søren Espersen og Peter Skaarup over i Dansk Folkeparti, hvor han ligeledes tog sig af pressearbejdet.

Som den eneste forsvarede Gade Jensen Dansk Forum, da de blev smidt ud af partiet. Bl.a. i en kommentar i Politiken den 3. september 1999 med titlen »Vi må erkende, at der bor en nazist i os alle«, hvori han kalder Kaslers udtalelse om højrefløjens slægtskab med nazismen for »modig«.

I en kommentar i Berlingske Tidende den 23. august 1999 med titlen »Ekstremisme er sundt« oplyser Gade Jensen, at han har »smugkigget på Dansk Forums hjemmeside«, som han finder er præget af en »national jargon«. Indholdet er ifølge Gade Jensen »mestendels interessante, om end noget studentikose, diskussioner om væsentlige anliggender for det danske samfund«.

Til Universitetsavisen fra december 2003 bliver Gade Jensen spurgt, om han sympatiserede med Dansk Forums synspunkter, hvortil han svarer: »Noget – og noget ikke. For mig at se var det mest almindelige nationale synspunkter«.

Og netop i universitetssammenhæng kastede Henrik Gade Jensen sig ind i debatten til fordel for Dansk Forums Studentergruppe og deres blad »Alætheia« kun et par måneder inden eksklusionen fra Dansk Folkeparti

Usandsynlig uvidenhed

I den senere tids debat om Henrik Gade Jensens forbindelser til den ekstreme højrefløj, hævder han selv, at han aldrig har haft noget med Dansk Forums forgænger, Dansk Ungdom, at gøre – senest i ovennævnte udgave af Universitetsavisen.

Kendere af Den Danske Forening har dog meget svært ved at forestille sig, at Gade Jensen og Martin Kasler – der f.eks. begge er tilknyttet Københavns Universitet – skulle kunne undgå at støde ind i hinanden i den relativt snævre kreds omkring Danskeren.

Dels fordi de begge har tilhørt det mindretal af DDF’s medlemmer, som jævnligt har været oplægsholdere og talere til foreningens arrangementer, dels fordi de var tilknyttet Danskeren med så kort interval, at de »skulle have krydset hinanden i svingdøren for at undgå at mødes«, som det udtrykkes.

Det forekommer ligeledes usandsynligt, at Henrik Gade Jensen igennem sit mangeårige medlemsskab af Den Danske Forening skulle være uvidende om endsige uenig i foreningsbladet Danskerens redaktionelle linie, der dels hyldede europæiske fascistpartier i bl.a. Frankrig og Østrig, og samtidig konsekvent bakkede om voldelige overgreb mod flygtninge og indvandrere i Danmark såvel som udlandet.

Gade Jensen og hans politiske bagland har kritiseret journalister og politiske modstandere for at karakterisere ham som højreekstremist på baggrund af citater taget ud af en sammenhæng, og de skulle dermed have gjort sig skyld i karaktermord, hetz, løgn og berufsverbot.

Som denne artikel gerne skulle have belyst, er Henrik Gade Jensen ikke nazist. Men ligesom flere andre på den yderste højrefløj har han et lunkent og tvetydigt forhold til nazismen, ligesom han beviseligt har været aktiv i sammenhænge, hvor der var forbindelser til nynazister og nazistiske kredse.

Især tre forhold understreger dette, nemlig Henrik Gade Jensens omfattende aktivitet i Den Danske Forening; hans solidariske omtale af Dansk Forum samt hans sympati for den tidligere SS-officer og højreekstreme partileder Franz Schönhuber, der ifølge Gade Jensen hverken er højreorienteret eller racist.

Martin Lindblom er journalist på Mediesyndikatet Monsun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce