En brutal verden i krigens zone. I filmen »A perfect day« møder vi hjælpearbejdere på Balkan i 1995 ved krigens afslutning. Gennem filmen opstår glimt af kærlighed mellem de meget forskellige personer, som indtager historiens hovedroller, men ellers domineres alt af meningsløshed og kynisme.
Vi synes ikke at lære af historien.
Når konflikter bryder ud rundt omkring i verden, blander vi os militært og humanitært, men vi efterlader de pågældende lande i kaos.
Vi mener, at vi bagefter bare kan rejse hjem uden skyld og ansvar. Således vasker vi gang på gang vores hænder.
Det er et af temaerne i filmen »A Perfect Day«, som udspiller sig, da Balkankrigen er i sin afsluttende fase.
Krigen startede i 1991 og brød ud, efter det daværende Jugoslavien gik i opløsning. Den var præget at etniske konflikter mellem befolkningsgrupper, der ellers havde levet siden om side i århundreder, og var den første krig på europæisk jord siden 2.verdenskrig.
Krigen er desuden officielt blevet karakteriseret som folkemord. Flere af de involverede parter er senere blevet dømt for krigsforbrydelser.
Vi møder i filmens begyndelse et meget umage par. De udgør en stærk kontrast. Den garvede B er fuldstædig forrået af lang tid i felten, og den unge franske kvinde Sophie ser et lig for første gang i filmens begyndelse.
Her i krigens afsluttende fase er alt kaos. Intet fungerer. Alle er hinandens fjender. Det internationale samfund har sendt FN og NGO’erne ind for at rydde op efter krigen, men ingen af dem gør megen nytte. Det lyder som en bekendt problemstilling, der synes at gentage sig igen og igen, uden at vi bliver særlig meget klogere.
Hovedpersonernes opgave er at hejse en stor fed og død mand op af en brønd for at undgå, at drikkevandet bliver ødelagt at ligets forrådnelse. De får hjælp af kollegaen Mambrú. Det er langt sværere end det lyder. De bliver modarbejdet af FN-bureaukrater, som synes at paragrafer og regneark er vigtigere end virkelighedens problemer.
Pludselig får de også selskab af Mambrús tidligere affære – den smukke Katya, som er udsendt for at evaluere og afbryde missionen.
Set fra skrivebordene i Geneve er krigen nemlig formelt slut og dermed også det internationale engagement.
Katyas ankomst komplicerer tingene yderligere, men det betyder måske også en indsprøjtning af menneskelig. I resten af filmen ligger spørgsmålet og lurer, om Mambrú vil knalde hende igen? – især da de alle sammen bliver tvunget til at overnatte »in the middle of nowhere« i deres to landrovere.
Forskellen på Balkan og de efterfølgende konflikter, som det internationale samfund har involveret sig i, var, at krigen foregik meget tæt på os. Det var et chok, at der kunne være krig på europæisk jord.
Det, der skete på Balkan i 1990’erne, er siden næsten blevet alt for normalt.
Der en konflikt et eller andet sted i verden, som vi overbeviser os om, at vi må blande os i såvel militært som humanitært.
Resultatet synes hver gang at være værre. Lande bliver efterladt i kaos, og vi mener at vi blot kan rejse hjem uden ansvar eller skyld.
Filmen er en god beskrivelse af den kynisme og ligegyldighed. Vi lærer ikke noget af historien, og vi gør ingen erfaringer, som kan bruges til at ændre vores gerninger i fremtiden.
Derimod vasker vi hver gang vores hænder. Vi forsvarer, at det vi gjorde var nødvendigt – og at alternativet ville have været meget værre.
Mambrú møder drengen Nikola, som han vælger at hjælpe. Drengen bringer overraskende faderfølelser op i den ellers hårdkogte mand. Måske skyldes det, at han snart skal hjem til sin kæreste og så småt er begyndt at drømme om en normal tilværelse.
Men den omsorg og følsomhed, det medfører, synes ligeså forladt for mening og formål som krigen selv.
Han møder Nikola, da nogle ældre drenge har stjålet hans fodbold. Drengene er bevæbnede og derfor vælger Manbrú at tage Nikola med sig i landroveren.
Efter mange strabadser finder de en ny fodbold til Nikola, som drengen imidlertid hurtigt sælger for 10 dollars til nogle ældre drenge. Han forsøger nemlig at spare penge sammen til at rejse for at finde sine forældre, som er flygtet i sikkerhed.
Alle andre ved, at forældrene allerede er dræbt på modbydeligste vis – hængt i familiens hus.
Alligevel vælger Mambrú at give 100 dollars til Nikola. Både fodbolden og de 100 dollars er nødvendige, symbolske handlinger for at opretholde en flig af kontakt med hans håb om stadig at være menneske(lig).
I en af filmens sidste scener kører de igen i deres landrovere mod et nyt sted med umulige opgaver.
B når netop at sige som en vittighed, at det nok ikke vil være så galt, når de når frem, med mindre det begynder at regne. I det samme bryder et voldsomt regnvejr ud.
Filmen klipper til den brønd, de forgæves har forsøgt at hive et lig op fra. Det regner nu så meget, at brønden flyder over med vand. De lokale kan uden problemer flytte den enorme døde krop væk fra brønden.
Meget symbolsk er det internationale hjælpearbejde i filmen helt nytteløst og uden mening. De lokale vil blive efterladt med problemerne, og de vil løse opgaven helt uden tekniske hjælpemidler. Det lyder som et ekko af den verden vi stadig befinder os i.
I midten af 1980erne – ikke mange år før krigen på Balkan brød ud - nærmest forudsagde Primo Levi, at det ville ske.
Primo Levi er overlevende fra Auschwitz og har skrevet adskillige bøger om Holocaust og sine oplevelser i fangenskab.
Tilbage i 1950’erne skrev han om Holocaust, at fordi folkemordet fandt sted, vil det ikke kunne ske igen. Vi vil kunne lære af historien og ikke gentage den, men 30 år senere reviderede han sin opfattelse.
Da skrev han, at fordi det er sket, så kan det ske igen – og det kan ske hvor som helst.
I sandhed en hård dom over vores civilisation og menneskeheden.
På Balken gik denne skærende kynisme i opfyldelse som en ond drøm. Ikke kun på Balkan, men desværre også mange gange siden.
Som en slags forsoning og måske også som et inderligt håb for fremtiden afspilles i filmens afsluttende scene den gamle anti-krigs og fredssang »Where have all the flowers gone«, og den synes vedvarende at være relevant.
Når vi hører den, ved vi, at det desværre ikke vil være sidste gang. Men det er ikke slut endnu. Mens rulleteksterne flyder over lærredet synger Lou Reed »A Perfect Day«, som også er filmens titel.
A PERFEKT DAY
- en film af Fernando Léon de Aranoa
Premiere: 16.juni 2016
Info: www.camerafilm.dk
Vises i Grand og få andre biografer landet over.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96