Annonce

23. april 2015 - 10:47

Festival sætter lys på venstrefløjens kultur og historie

Ikke mindre end 27 gratis foredrag, debatter og workshops sætter på Arbejderhistoriefestival i København skarpt på klassekampens historie lørdag den 25. april.

Fagbevægelsen dropper igen 1. maj-optog. Abortlæge opstiller for kommunisterne. Ingen tak til kongen for kvindestemmeret. Trotskister bag strejkeprotest. S-minister til kamp mod TV-reklamer.

Det er blot nogle af de historier, man kan læse om i den festivalavis, som udsendes op til Arbejderhistoriefestivalen 2015 lørdag den 25. april på Arbejdermuseet i Ole Rømersgade i København.

Det er anden gang, at Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie i samarbejde med Arbejdermuseet slår dørene op til en hel dag med foredrag og debat om arbejderbevægelsens righoldige historie.

Læs festivalavisen online her

Sidste år deltog 500 personer på den første arbejderhistoriefestival, og arrangørerne håber, at endnu flere vil deltage i år.

Formålet med initiativet er at oplyse om faglige, sociale, politiske og kulturelle sider af bevægelsen og at give et historisk perspektiv på et samfund under voldsom forandring.

Festivalen giver med et stort program mulighed for at få et indblik i kendte og mindre kendte sider af arbejderhistorien, når dørene slås op på lørdag.

På programmet er der i løbet af dagen foredrag og debat om udviklingen af den socialdemokratiske integrationspolitik, danske trotskister under 2. verdenskrig, Rote Arme Fraktions tankegods, sociale bevægelser fra 1700-tallet til i dag, kz-lejrenes glemte danskere, tabernes velfærdshistorie 1990-2015, de unge socialdemokrater under den kolde krig, kvindekamp og klassekamp i 1915, EU's indvirkning på det danske arbejdsmarked, tjenestepiger dengang og nu, DR’s røde lejesvende, reklamernes indtog, mellemkrigstidens sexrevolution, det kinesiske arbejdsmarked i dag og en lang række andre emner.

Der vil desuden være en større paneldebat om venstrefløjen og velfærdsstaten med deltagelse af socialdemokraten Peter Hummelgaard, SF-formand Pia Olsen Dyhr og professor Jørn Henrik Petersen.

Se hele programmet for Arbejderhistoriefestival 2015 her

Læs Christian Holm Christiansens artikel »Terrorismens tankegods«, der er baggrund for et at oplæggene på festivalen, på Modkraft

Arbejderhistoriefestival foregår lørdag den 25. april kl. 10-17.30 på Arbejdermuseet i Rømersgade 22, København K.

Der er gratis entré til festivalen, som er støttet af en række fagforeninger.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce