Et kollektiv bliver aldrig ens familie

Thomas Vinterbergs nyeste film Kollektivet skildrer en flok mennesker, der flytter sammen i god idealistisk 1970’er-ånd.

Den politiske dagsorden, som var motor i den kollektive tendens, er dog suspenderet i Vinterbergs film. Den handler i stedet om følelsesmæssige udfordringer og omkostninger for den enkelte. Ofte var de udfordringer politisk motiverede, men de får deres eget fokus i filmen.

Filmen har fået mig til at tænke på min egen tid som kollektivist, der dog fandt sted senere end 1970’erne. I flere perioder fra slutningen af 1980’erne ind i 1990’erne og i 2000’erne boede jeg i fire kollektiver.

Her var det politiske som ideologisk fundament smuldret væk, men forventninger og antagelser om den rette venstreorienterede overbevisning kunne stikke dybt nok. Skam den, der havde politiske anskuelser eller blot overvejelser, der afveg fra den venstreorienterede konsensus for god opførsel og personlig moral, der udfordrede den rette forestilling om tolerance.

For den kvindelige hovedperson i filmen, Anna, er visionen om fællesskabet et regulært spørgsmål om økonomi, praktik og kedsomhed: at bo større for færre penge og være sammen med nogle »fantastiske mennesker«.

Det var præcis min egen motivation, da jeg i sin tid flyttede i kollektiv. Jeg kunne ikke se fidussen i at sidde i en toværelses skotøjsæske med min solo-husholdning og spise aftensmad til TV-avisen.

Anna er dog ikke single, som jeg var, men trummerummen med mand og barn kan åbenbart være lige så kedsommelig som ens eget selskab.

»Vi skal da bo sammen med nogle fantastiske mennesker«, siger Anna.

Det samme tænkte jeg. Man ville mødes over aftensmaden og have »fantastiske« diskussioner og samtaler. Man ville deles om det praktiske og bruge færre ressourcer på det. Man ville åbne terrassedøren og træde ud i en have med græs og træer. Her ville man trække vejret dybt, lukke øjnene mod solen om sommeren og lave en snemand om vinteren. Sammen.

At flytte i kollektiv var at ville selve livet. Jeg ville være med i et fællesskab i et hus med have i stedet for at dreje rundt om min navle i en skotøjsæske.

Udstødelse

I det første kollektiv fik jeg imidlertid et ultimatum om at deltage mere i fællesskabet eller at flytte.

Det næste fraflyttede jeg under stor hulumhej på grund af et trekantsdrama, jeg selv var en del af.

Det tredje kollektiv blev jeg ekskluderet fra.

Det fjerde og sidste kollektiv fraflyttede jeg, da der foregik mærkelige hændelser, jeg ikke kan klassificere på anden vis end dril og mobning fra en anden beboer.

Set i bakspejlet er det selvfølgelig temmelig ironisk. Jeg som ville livet, menneskerne og fællesskabet ender med at blive udstødt. Mere en én gang.

Lidt ligesom når Annas frimodigt udtrykker, at hun keder sig med sin ’gamle’ mand, Erik, og insisterer på, at de laver et kollektiv. Hvorefter han erstatter hende med en yngre model, og hun må flytte fra kollektivet for ikke at blive sindssyg. Det er ikke særligt fair, at hun har givet plads til for selv at måtte gå. Men det er hende, der ikke kan stå distancen.

Man skal passe på med, hvad man beder om, lyder et motto.

I min vision af et fællesskab af »fantastiske« mennesker, var jeg fascineret af demokratiet som basis og princip for fælleskabet. Det gik efterhånden op for mig, at demokrati bærer sit eget tyranni i sig. Især når det praktiseres privat og uformelt.

Dagsordener

I Kollektivet, der foregår i 1970’erne, bliver huset ikke formelt delt mellem beboerne, da de ikke har penge til at købe sig ind. Det betyder, at huset forsat er Eriks, og han kan bestemme. 

I min tid var der kommet ordnede forhold, i hvert fald i de kollektiver jeg boede i. Fællesejet og vedtægterne var på plads. Nogenlunde ligesom i en andelsboligforening.

Vedtægter skulle selvfølgelig overholdes. Bestemmelser, regler og aftaler blev indgået med flertalsbeslutninger med forudgående diskussioner på månedlige husmøder.

Det kunne være, at der var en ordstyrer eller en mødeleder, men talerækken blev ofte opløst. Den virkede så formel. »Vi er jo bare os« var det oplyste eller tavse argument. Det betød, at ville man til orde, skulle man mere eller mindre afbryde.

Der var mange forskellige bevidste såvel som ubevidste dagsordener i spil. Det er der som regel, når flere mennesker er samlet, men her havde man samtidig grundlæggende medindflydelse på hinandens økonomi og hverdag.

Indimellem blev det sprængfarligt. En tikkende bombe af konfliktstof, der kunne detonere hvert øjeblik. Det kunne være svært at skelne mellem overordnede principper, almenvellet og egeninteresser. Egeninteresser kunne blive varetaget ud fra promovering af almenvellet.

Strategier

I diskussioner under og udenfor husmøder var der en kommentar, der gik igen: »Du skal jo ikke tage det personligt.«

Den, der først fik sagt det, havde på en eller anden måde selv ryggen fri. Det havde den forunderlige virkning, at folk automatisk tog »det« personligt og reagerede følelsesmæssigt. Det undergravede de andres opfattelse af en som fornuftig og upartisk.

Det samme gjaldt beskyldninger mod andre om at have en »dårlig tone«. Den, der først fik sagt, »du har en dårlig tone, tal ordentligt,« havde overtaget. Det var slet ikke sikkert, at tonen var dårlig. Den kunne også være udtryk for en følelsesmæssig reaktion, der var rimelig nok. Eller vedkommende, der sagde det, var selv mindst lige så ophidset.

Når ordstyreren ikke fungerede som ordstyrer, og snakken gik løst rundt, var der selvfølgelig nogle, der kom mindre til orde end andre. Nogle afbrød mere end andre, og tonen blev nemt ophidset. Så gjaldt det om ikke at råbe, men i et roligt stemmeleje give stålsatte fornærmelser i form af ironiske stikpiller.

Når der var oprørte vande, troede jeg, at hvis jeg var omhyggelig og påpasselig med at formulere mig åbent og afventende, så var muligheden for ’ren’ kommunikation størst. Jeg lå sikkert under for Habermas’ idé om den »ideale herredømmefri kommunikation«. Den kan ikke realiseres af den simple grund, at alle har forskellige (divergerende) opfattelse af, hvad herredømmefri kommunikation er.

Ofte påkaldte jeg mig andres irritation eller vrede. Måske fordi jeg virkede insisterende. Måske fordi folk havde folk noget at skjule.

Især når jeg spurgte ind til manglende rengøring eller privat indkøb for fælleskassen, som jeg i øvrigt på et tidspunkt var sat til at afstemme.

Der var tidpunkter, hvor jeg fandt det nødvendigt at sætte mine personlige grænser. Når jeg blev afbrudt (igen) og derfor ikke kom til orde, eller når kommentaren »du skal ikke tage det personligt« faldt uden anden form for relevans end magtmiddel. Hvilken den oftest var. Så syntes jeg faktisk, at det var relevant at tage den personligt. Kommentaren blev netop benyttet for at hyle andre ud af den. I stedet for at gå efter bolden, det vil sige sagen, tacklede man personen.

Jeg observerede overrasket at eksplicitte grænsesætninger var mere konfliktskabende end skjulte. Ironiske kommentarer, der fungerede som fornærmelser, var mere acceptable. Hvordan man så end lykkedes med det (jeg gjorde ikke).

Ligesom et fotografi, der bliver fremkaldt på gammeldags vis, syntes den strukturerende og styrende autoritet for husmøder, såvel som fællesskabet generelt, at være den, som gruppedynamikken genererede. Autoriteten kunne være en bestemt mentalitet eller person eller begge dele.

Da alle beboere i et kollektiv selvfølgelig pr. definition var lige og havde medindflydelse, blev magt anskuet som ikke-eksisterende. Det betød, forekom det mig, at autoritet endte med at være et spørgsmål om personlig magt, der blev udøvet og distribueret skjult eller som tabu.

Nogle gange skiftede den hænder. Umærkeligt. Især, naturligvis, ved udskiftning af beboere. Så kunne gruppedynamikken ændre sig gevaldigt. I løbet af et par uger kunne et kollektiv ændre sig fra nogenlunde velfungerende til at være totalt dysfunktionelt.

Gruppen

Jeg kunne ikke finde rundt i gruppedynamikken. Den var som en labyrint, hvor væggene konstant flyttede sig og dannede nye gange.

Men det var der andre, der sagtens kunne. Ikke bare dem, som kom afsted med at bestemme, styre eller direkte manipulerer (ikke nødvendigvis af det onde men bestemt ikke demokratisk eller rimeligt) men også dem, der ikke gjorde det.

På forundelig vis undgik de at træde på minerne, interessekonflikterne, og fik det så alligevel et langt stykke af vejen, som de selv gerne vil have det. Andres interesser, rænkespil eller dårlige opførsel løb bare igennem dem som vand gennem en si. Uden at hænge fast.

Jeg var imponeret. Selv snublede jeg og blev vinklet ind i konflikter og mit eget tankespind omkring dem.

Begge dele tog en masse energi at udrede. Nogle gange følte mig paranoid. Mange gange havde jeg grund til at være det. Indimellem gik det jo helt galt, og jeg måtte flytte.

Jeg var typen, der havde trang til italesætte, hvad der foregik. Pege på elefanten i rummet. Men jo flere temperamenter og dagsordener, der tørnede sammen, jo flere elefanter. Det blev lidt crowded, når man begyndte at lægge mærke til dem alle.

Nogle gange skal man bare holde sin kæft og tie konflikter eller problemer ihjel. Ikke specielt demokratisk eller fair, men effektivt.

Der kunne også være forhold, der var irriterende og urimelige, men for ikke at provokere til noget, der var værre, så lod man sig intimiderer på et afgrænset område.

Kampe

Man skal ikke kæmpe andres kampe. Pludselig bliver de ens egne og tabt. Man kan således heller ikke forvente, at andre kæmpe ens egne kampe, endsige er solidariske.

Der er masser af solidaritet udenfor husmødet, men så snart husmødet er i gang, så fordufter opbakningen mærkeligt nok. Der er ligesom, når politikerne bliver enige i korridorrene, og så trækker sig, når lovforslaget skal stemme hjem.

Man skulle nødig risikere at ryge i unåde hos nogen, fordi man bakker andre op i krav, behov eller indsigelser, der før husmødet ellers var helt indlysende rimelige.

Det er hårdt, når folk er enige med én under madlavningen, men lader som ingenting til husmødet. Man kan ikke yde alle retfærdighed, men indimellem undrede man sig over, at folk ikke stod op for deres principper. Indtil man selv blev ramt.

Ens standarder mudrer til. Til sidst ved man ikke helt, hvad grunden eller motivationen er, for det man gør eller ikke gør – andet end man ikke vil føle sig som »idiot« eller uretfærdigt behandlet. Ens standpunkter bliver politisk motiverede.

Folks ansvarlighed varierer, og den kan variere efter den herskende gruppedynamik. På et husmøde kan man blive enige om, at madordningen kører sløjt, og det »må vi gøre noget ved«.

Men det er forskelligt, hvad folk så faktisk gør. Det kan være stressende. Man forsøger at leve op til fællesbeslutninger, som andre ikke gør, og som man måske endda selv også helst ville være fri for. Når man så lader være, så kan det være at en anden kommer til en, og spørger, hvorfor man ikke har gjort det.

Nogle kan gøre noget, andre ikke kan i kollektiver. Ikke så tydeligt som i filmen, hvor Erik som husejer og nærmest patriark trumfer sin vilje igennem. Der er tydeligvis en egensindig, individuel beslutning, der tages på bekostning af flertallet og kollektivet som idé.

Jeg oplevede mere forskydninger, der foregik i det skjulte. Folk, der kom af sted med ikke at gøre rent, så længe de boede der, eller næsten ikke lave mad. Nogle løb rundt i haven og skreg, hvorfor helvede vi andre ikke bidrog mere. Det var helt i orden.

Andre bliver udråbt til monstre, hvis de skældte ud på et opslag, at aviserne igen-igen ikke var lagt tilbage på fællesarealerne.

Et af de steder, jeg boede, var der et par. De havde samme funktion som Ole i Kollektivet. De indtog en ledelsesposition med en naturlig autoritet. Som Ole i filmen, forstod de også at bruge den konstruktivt med elegance. Uden egentlig dominans.

Alligevel overhørte og styrede de uden om bestemte udmeldinger, ideer og forslag. Da de flyttede, blev deres funktion helt klar: De havde holdt skansen mod asocial opførsel eller skøre ideer, der kunne tage overhånd.

De efterlod et magttomrum, som blev indtaget vilkårligt. Pludselig var der henkastede forslag og egensindig opførsel, som ikke var til at styre, fordi andre ikke kunne tage tilsvarende autoritet og bruge den konstruktivt til at skabe balance – og ro!

Jeg for vild i gruppedynamikken og fandt ud af, at alene kunne jeg ikke ændre den. Et par gange tænkte jeg, at en udefrakommende facilitator, coach eller terapeut kunne have løsnet op for mange konflikter. Eller blot burde have været til stede som et slags reality-check til den årlige generalforsamling.

Afmagt

I kollektivet, jeg blev ekskluderet fra, var der selvfølgelig mange forhold, der var gået skævt.

Det var et spørgsmål om tid, før jeg flyttede, da de andre kom mig i forkøbet. Der blev brugt en klausul i vedtægterne, hvor en beboer kunne bliver smidt ud uden videre begrundelse, hvis alle andre underskrev en bestemmelse om det.

Klausulen var tilføjet, fordi man ikke ville risikere at enkelte personer spolerede kollektivet ved for eksempel at nægte at betale husleje, drikke hæmningsløst, tage af fælleskassen etc. (men det var altså ikke min brøde).

I stedet for at gå gennem juridiske tovtrækkerier kunne et fællesmøde afgøre sagen. Det gjorde det også i mit tilfælde. De andre holdt husmøde i skjul og afgjorde sagen.

Kravet om min fraflytning talte bl.a. en underskrift fra en, der var fraflyttet. og en, der ikke var flyttet ind endnu. Den sidste havde hverken set hørt noget af det, som jeg angiveligt blev ekskluderet for.

Jeg stod tilbage med følelsen af total afmagt og uretfærdighed. Sådan måtte det føles ikke at have borgerrettigheder. Være fredsløs og udleveret til fællesskabet. Folket har talt.

I et kollektiv er dem, der flytter, ikke nødvendigvis dem, der opfører sig uordentlig eller asocialt. Det er dem, de andre vil af med, som bliver klemt i gruppedynamikken og må gå selv, fordi de ikke kan udholde at være der. Som Anna i Kollektivet.

I et kollektiv er man bogstavelig talt udleveret til andres mennesker mening om en. Principielt er man fredløs.

Derfor var planen også kun at bo til fremleje i en periode i det sidste af mine kollektiver, da min boligsituation var uafklaret. Alligevel blev jeg fristet, da muligheden for at blive boende bød sig. Det passede nogle, men vist ikke andre.

Der var særligt en person, der syntes at intimidere mig, når lejligheden bød sig. Han indrømmede det, da jeg endelig konfronterede ham. Men der var ingen andre, der bakkede mig op.

Jeg indså omsider, at jeg overhovedet ikke kunne navigere i et fællesskab, der kørte 24 timer i døgnet.

Solo

Jeg måtte også sande, at der var langt mellem »fantastiske« diskussioner og samtaler. Det virksomme, men tabuiserede krav om konsensus, når man skal se hinanden i øjnene hver dag satte hurtigt en stopper for det.

Den ugentlige maddag i et kollektiv var ofte et stressende heldagsprojekt med indkøb, madlavning og oprydning efter en given standard. Arbejdsweekender faldt altid på upassende tidspunkter.

Jeg konkluderede, at den største indflydelse et kollektiv er underlagt, er den, der generes gennem personlig magt og gennemslagskraft. Det kan være, det kaldes demokrati, men det ligner udviklingen i romanen Fluernes Herre. Dog i en mere kaotisk udgave. Det kan være uigennemskueligt, hvordan magtbalancen pludselig rykker.

Jeg huskede Sartres udsagn i dets helt igennem bogstavelige betydning: »Helvede er de andre«, og pakkede min uforbederlige optimist sammen med alle illusionerne om fællesskabet.

Nu opsøger jeg kun fællesskaber for afgrænsede perioder og steder. Jeg har konstateret, at fællesskaber bedst fungerer, når de ikke er søsat af sig selv, men er tilknyttet en ydre person eller organisation.

Det generer professionalisme i måden, man omgås andre på. Desuden skal der være et klart hierarki. Hvis der ikke er et formelt hierarki med formelle magtbeføjelser i en eller anden forstand, så er det de uformelle hierarkier og magtudøvelse, der overtager. Det er i princippet alles kamp mod kamp sommetider under dække af solidaritet og almenvel.

»Du vælger selv din familie,« lyder underteksten til Kollektivet. Som jeg oplevede det, var det modsatte pointen.

Det er vel egentlig også det, Anna erkender. Man kan ikke gøre sine medkollektivister til familie. Livet ændrer sig og fællesskabet er brudt. Man flytter, og ’familien’ flytter ikke med. Fællesskaber, der simulerer familie, er falsk tryghed.  

Jeg kan stadig ikke se fidussen i at sidde i en toværelses skotøjsæske med en solo-husholdning kørende som så mange andre. Men jeg nyder alligevel at købe impulsivt ind og spise på mærkelige tidspunkter.

Ofte er jeg meget bedre tjent med mit eget selskab end andres, såvel som andre er bedre tjent uden mit. Jeg vil hellere se fjernsyn end prøve at holde en samtale i gang. Obligatorisk eller automatisk socialisering har jeg egentlig altid haft det svært med. Tydeligvis. Men drømmen om fælleskab vandt i mange omgange.

Jeg ville så gerne! Nu kan jeg ikke mere!

Gudske tak og lov for den private ejendomsret! - siger jeg. Det handler ikke penge. Der handler om at kunne bevare sin personlige integritet. At kunne lukke sin dør. Ikke bare helt konkret bag sin krop, men også for sit sind.

Det kunne hverken jeg – eller Anna - i et kollektiv.

At bo i kollektiv blev en givtig læreproces, nærmest et dannelsesprojekt i, hvor skrøbeligt demokratiet er. Især når man selv skal håndhæve det og udøve det direkte. 

Fællesskab er ikke automatisk demokrati. Demokrati er ikke automatisk lighed.

I kollektiver bliver man konfronteret med forhold, der ikke er, som de burde. Alle har indflydelse, men samtidig skal man kæmpe for sin ret. Den ikke givet på forhånd. Hierarkiet eksisterer ikke, men alligevel skal man kende sin plads i det.

Måske bliver man nød til at fortrænge, hvor ofte demokrati og retfærdighed kommer til kort, for at kunne holde det ud.

Her kan det være nødvendigt at kunne lukke sin dør, at putte sig ind i den private ejendomsret og føle sig en lille smule beskyttet mod verdens ulighed og uretfærdighed.

Pernille Rübner-Petersen er Ph.D-studerende i performance og musik ved Brunel University, London.