Er Roskilde Festival død og færdig?

Hvad er det særlige ved Roskilde Festival i forhold til andre musikfestivaler? 

Hvad er det særlige, som har givet festivalen en unik status i musikmiljøerne i Danmark, Europa og resten af verden?

Hvad har gjort Roskilde Festival til en kulturinstitution, som ingen andre festivaler tåler sammenligning med?

Det er spørgsmål, Roskilde Festivals ledelse er nødt til at stille sig selv og forsøge at besvare nu efter afviklingen af Roskilde Festival 2013.

Roskilde Festival har i de seneste tredive år været stedet, hvor den nye musik, de nye tendenser på musikscenerne rundt omkring kunne mødes, samt stedet, hvor det nysgerrige publikum kunne gå på opdagelse.

Denne kvalitet hænger godt sammen med, at festivalen er non-profit og båret oppe af et enormt antal frivillige. At gøre noget godt for musikscenen og dens publikum matcher Roskilde Fondens formål: at støtte socialt og kulturelt arbejde blandt unge.

Og den kvalitet baserer sig på en grundlæggende ikke-kapitalistisk holdning, der sætter fællesskabet og sociale og æstetiske værdier i centrum.

For at kunne leve op til de musikalske ambitioner, kræves tilstedeværelsen af en indflydelsesrig musikekspertise, der følger med i, hvad der foregår rundt omkring. Den ekspertises indflydelse på programmet synes at svinde ind år for år. Mest markant i 2012 og 2013.

Den brede bismag

Der synes at være gået målgruppetænkning i programlægningen. Vi skal have noget metal, så får vi fat i den målgruppe. Lidt house, så får vi fat i den målgruppe. Lidt indie, så får vi fat i den målgruppe, og så ellers en hel masse, som kan ramme den brede smag, den, der vil behages og snakkes efter munden, og som vil underholdes og forføres fremfor at blive udfordret med nytænkning i musikken.

Er det skadelig indflydelse fra sponsorerne, man aner som baggrund for målgruppetænkningen?

Skal orange markedsføres som værende det nye grøn, skal der jo rammes nogle bestemte kundesegmenter.

Den brede smag er en bismag i Roskilde. Den leder til koncerter, der fungerer som baggrundsmusik for det sociale liv foran scenen. For samtalen, for scoringen, for jagten på den næste øl. Ingen hører ordentligt efter, bortset fra det ene eller de få navne, man er kommet efter, fordi man lod sig indplacere i en målgruppe.

Som den britiske gruppe Savages har formuleret det: Når informationerne (og hermed også musikken) bruges som en distraktion, så man ikke kan høre sig selv og sit eget hjerte, bliver man et lettere offer for dem, der har én i sigtekornet. Man står til rådighed, man bliver et middel for andres mål. Ens hoved snurrer rundt, og man mister sit ansigt.

Hvis man går til koncert for at blive underholdt og forført, risikerer man at glemme sig selv.

Hvis man derimod er fokuseret på at gå på opdagelse i det nye og spændende, spænder man sig selv op mod tilværelsen og opdager måske nye sider af den.

Ramt eller ikke ramt

Men - vil skeptikeren sige - folk havde det jo godt og var glade, og der var stor tilstrømning til Rihanna og Metallica. Ja, men det havde der også været i Parken eller i Forum eller i Holstebro. Roskilde Festival behøver ikke at have disse navne, medmindre økonomisk overskud er det afgørende formål for non-profit fonden.

Og programlæggerne har jo sørget for, at der ikke var seriøs konkurrence fra andre scener, mens disse navne spillede, og dermed var det en selvopfyldende profeti, at pladsen for Orange scene nok ville blive fyldt.

Årets program ramte, uanset hvad festivalens leder Rikke Øxner selv tror, langt ved siden af, hvad der faktisk foregår på scenerne nu og gennem de seneste par år.

Helt oplagte pladeaktuelle navne savnedes i Roskilde i år: Primal Scream (de spillede ugen før på Glastonbury), Flaming Lips, Nick Cave og Phoenix (de spillede alle på Northside Festival). Grupper som Django Django og Tame Impala, der udgav nogle af de bedste albums i 2012, manglede. Og jeg ved godt, at sidstnævnte var på Roskilde i 2011, men da havde de ikke en David Friedman-produceret potentiel rockklassiker på samvittigheden, og stort set ingen kendte dem for to år siden.

Man kan nævne mange andre mangler, og man kan konstatere, at blandt de nye, ukendte navne, som festivalen faktisk præsenterede, var der meget langt mellem de egentlige nyskabelser, som der de tidligere år har været mange af. Med få undtagelser var vi vidne til andenrangs-indie og træt metal i de fleste tilfælde.

Festivalens status

Der foreligger naturligvis den mulighed, at Roskilde Festivals problemer ikke i første række skyldes udygtig ledelse og fraværende musikekspertise.

Måske er festivalens status blandt turnerende musikere faldet betragteligt de senere år. Måske er det derfor, at Flaming Lips, Nick Cave og Phoenix hellere ville spille på Northside. Måske er det derfor, at Green Day demonstrativt spillede på Refshaleøen kun to dage før Roskilde Festivals officielle start.

I så fald kan det både skyldes, at festivalen bruger pengene forkert, og at festivalens tykke kommercielle indpakning overskygger det non-profitable formål.

Måske skal festivalledelsen huske på Midtfynsfestivalens skæbne. Udover dårligt styr på økonomien var det dårligt styr på, hvad der rører sig i musikmiljøerne og blandt det musikinteresserede publikum - og deraf følgende uspændende musikprogram og dårligt omdømme - der gjorde det af med festivalen.

Det er på tide, at Roskilde Festivals ledelse gør op med sig selv, om man fortsat vil gøre sig til en del af en underholdningsmaskine, der ikke længere udgør et reelt alternativ til Parken eller Forum eller Grøn Koncert-turneerne, eller om festivalen faktisk bør fremvise nogle ambitioner, der rækker videre, og som kan begrunde festivalens fortsatte særstatus som kulturinstitution.

Læs anmeldelsen »En tynd omgang på Roskilde« hos Modkraft.    

Læs anmeldelsen »Rihannas musik går i ben, skridt og hjerte« hos Modkraft.

Læs anmeldelsen »Hipt hop på Roskilde« hos Modkraft.

Læs reportagen »Unicorny camp: Vi driller det mandsdominerede Roskilde« hos Modkraft.    

Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket om Roskilde Festival gennem årene.