Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
13. november 2014 - 16:38

Enhedslistens forhandlere: Derfor indgår vi finanslov

Det er lykkedes at bekæmpe fattigdom og ulighed og at skabe mere tryghed for dem, der er ramt af arbejdsløshed. Sådan lyder det fra Enhedslistens forhandlingsgruppe, der torsdag blev enig med SF og regeringen om finansloven for 2015.

I dag har vi indgået en finanslovsaftale med SF og regeringen. Vi sagde før forhandlingerne, at vores mål er at bekæmpe fattigdom og ulighed og at skabe mere tryghed for dem, der er ramt af arbejdsløshed.

Det er lykkedes.

Mindst 17.000 danskere får permanent mere at leve for – det er nogle af de mennesker, som har allermindst, og som er benhårdt ramt af uretfærdige reformer.

Den gensidige forsøgerpligt for samlevende bliver afskaffet. Vi afskaffer den gensidige forsørgerpligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere – det sker med et års udfasning. Det er ikke bare en vigtig forbedring for en masse mennesker, der har hårdt brug for det.

Det betyder også, at vi har fået slået hul på den kontanthjælpsreform, som alle andre partier end Enhedslisten stod bag.

Vi har fået taget et principielt opgør med noget af det krænkende dyneløfteri, hvor kommuner holder øje med, hvem der sover hos hvem, og splitter familier. At vi har fået sat en kæp i hjulet på den ordning, er en vigtig forbedring for mange.

Samtidig hæver vi de laveste satser for unge arbejdsløse forsørgere på kontanthjælp med flere tusinde kroner om måneden, og vi øger boligstøtten til de fattigste unge ramt af arbejdsløshed med omkring tusind kr. om måneden. Færre kommer til at leve i fattigdom.

Læs finansloven for 2015 på Finansministeriets hjemmeside her.

Flere hænder til børn og ældre

På velfærdsområdet sikrer vi, at over 13.000 af de svageste ældre får et hjemmehjælpsklippekort. Det giver dem en halv times ekstra hjemmehjælp om ugen oven i den, de får i forvejen. Den ekstra tid kan de ældre bruge, som de selv vil – f.eks. på en tur i svømmehallen, i biografen eller til at komme ud at trække frisk luft.

Vi sikrer flere jordemødre til vores fødeafdelinger, så vi kan få trygge fødsler og ordentlige arbejdsvilkår for vores dygtige jordemødre, sygeplejersker og sosu’er. Samtidig har vi sikret flere voksne til at tage sig af vores børn i vuggestuer og børnehaver. Det er der brug for efter mange års nedskæringer. Og selv om det er godt, er det er langt fra nok.

Finansloven indeholder desuden flere midler til at bekæmpe social dumping, øget fradrag for faglige kontingenter, flere almene boligbyggerier og tiltag, der skaber et mere grønt og økologisk Danmark.

Kampen for dagpengene er ikke slut

Det gør det langt fra til en perfekt finanslov.

Det mest åbenlyse problem er, at der ikke er fundet nogen permanente løsninger på dagpengeproblemet. Vi har fået en kontantydelse, der er en lidt ringere udgave af arbejdsmarkedsydelsen. Den sikrer forsørgelse til mange af dem, der ellers havde stået uden forsørgelse i 2015, på samme niveau som arbejdsmarkedsydelsen. Det er endnu en lap på en lap.

Derfor er kampen for permanente forbedringer af dagpengesystemet på ingen måde slut. Vi bliver ved med at kæmpe, indtil Danmark igen har et retfærdigt dagpengesystem.

Ser man på det samlede billede, mener vi, at vi har opnået en fornuftig finanslov. Vi synes, finansloven viser klart, at det gør en forskel, når regeringen vælger at bruge sit flertal med os frem for at flette fingre med Lars Løkke. Det her er ikke en finanslov med nye skatterabatter til de største virksomheder. Eller med nye angreb på arbejdsløse.

Det er en finanslov, der styrker lønmodtagerne, forbedrer velfærden, sætter mere turbo på den grønne omstilling og mindsker afstanden mellem rig og fattig.

Enhedslistens forhandlergruppe
Finn Sørensen, Frank Aaen, Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Stine Brix

Denne kommentar er tidligere blevet bragt på Enhedslistens hjemmeside.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce