En anden verden er mulig

»Altså, hvis du ikke er utopist, er du helt enkelt en spade«.

Sådan indleder David Graeber Brudstykker af en anarkistisk antropologi. Bogen, som første gang blev trykt i 2004, er for nyligt udkommet i en dansk oversættelse, og er efter eget udsagn »en række tanker, udkast til mulige teorier og bitte små manifester«.

Bogens formål er at tage spæde skridt mod en anarkistisk antropologi, som endnu ikke findes i en samlet form. Selvom det lyder ret specifikt, er bogen spændende læsning for alle, som er interesserede i, hvordan et alternativt samfund kunne se ud.

Graeber stiller modige spørgsmål og problematiserer det, vi tager for givet, i et sprog der er forsøgt renset for uigennemsigtige, akademiske termer. Bogen gør en indsats for at vise, at anarkismen ikke er en uopnåelig, naiv illusion; frie, ikke-hierarkiske samfund er ikke alene en mulighed, de eksisterer og har eksisteret.

En anden verden er mulig

Bogen baserer sig på en række antagelser, skriver Greaber. Den mest grundlæggende er, opsummeret i en strofe fra en brasiliansk folkevise, at en anden verden er mulig. Institutioner som kapitalisme, staten, racisme og mandlig dominans er ikke uundgåelige, og vi ville være bedre stillet uden.

Graeber går i rette med skeptikeres umiddelbare indvending: »kan du give mig bare ét levedygtigt eksempel på et samfund, som har fungeret uden regering?«.

For at imødekomme denne første forhindring, uanset om skeptikeren er én selv, må man acceptere, at anarkistiske organisationsformer højst sandsynligt ikke vil ligne en stat. Nærmere må man se på fællesskaber, foreninger, netværk og projekter, der varierer fra lokal til global skala, som måske kun har det til fælles, at de ikke indebærer folk, der dukker op med våben i hånden og fortæller andre hvad de skal gøre.

Det er blandt andet her, skriver Graeber, at antropologien kan være behjælpelig. Hvis nu vi forestiller os, at Vesten ikke er noget særligt, at vores nuværende samfund ikke er det eneste moderne? En af neoliberalismens og markedskapitalismens styrker er, at vi bliver overbevist om, at at det er højdepunktet af vores civilisation, og kan derfor ikke forestille os andre måder at indrette verden på – på trods af, at denne er en ret ny opfindelse, der aldrig har inkluderet alle befolkningsgrupper på hele kloden.

De primitive og det moderne

Antropologi betyder, direkte oversat 'studie af mennesket'. På trods af, at det er et forholdsvis småt uddannelses- og forskningsfelt i Danmark, er det et internationalt  etableret felt inden for samfundsvidenskaben, med en rig historie og stor indflydelse. Studiet af menneskers kultur og organisering i tidligere og nutidige samfund, kortlagde i begyndelsen de befolkninger, som den vestlige verden mødte som en del af koloniale udvidelser i »resten« af verden.

Antropologer viste det familiære ved de fremmede, og at de »primitive« var civiliserede. Denne viden blev brugt til at dokumentere forsvindende kulturer, argumentere for indfødte gruppers rettigheder og til tider til at vejlede i, hvordan man som udefrakommende statsmagt lettest kunne regere over disse.

Siden midten af 1900-tallet er blikket blevet vendt tilbage mod vestlige, kapitalistiske samfund, og globale problematikker. Forskningen kan nu omhandle alt fra behandling af kroniske smertepatienter i Region Hovedstaden, til enker til Palæstinensiske martyrer og åndeverdener i Amazonas.

Hvis vi accepterer, som det nu er accepteret inden for faget, at indianere også er moderne, logiske mennesker, kan vi begynde at se kapitalisme som en kulturel betinget konstruktion, og ikke tage f.eks. voldsmonopolet for givet.

Graeber viser, hvordan nogle af fagets grundlæggere var interesserede i det samme som anarkister, og for eksempel beskrev samfund uden penge, eller hvor indbyggere bevidst modarbejdede at magt koncentreredes i få menneskers hænder.

Samspillet mellem etnografi og anarkisme

Fagets metode er dengang som nu kendetegnet ved, at forskere udfører feltarbejde og deltagerobservation – det vil sige, at de ofte indsamler materiale ved at bo blandt og interviewe dem, man vil vide noget om.

Det giver indsigter, som er mere dybdegående end statistik og spørgeskemaer (selvom statistik ofte benyttes af antropologer). I bogen argumenteres der for, at netop denne forskningspraksis – etnografi – kan forenes med et bredere anarkistisk projekt.

Ved at basere sin viden og praksis på menneskers faktiske liv og meninger, kan forskere undgå at diktere en kunstig virkelighed. Og hvis anarkistiske bevægelser har brug for idéer til, hvordan man f.eks. kan opretholde en fælles vedtaget orden uden politi eller militær, er der utallige eksempler i den etnografiske litteratur.

Derudover benytter antropologer sig af sammenligning imellem kulturer, for at forklare fænomener og praksisser, og måske endda kunne konstatere nogle generelle menneskelige tendenser. Denne sidste del er noget, som Graeber benytter i en omfattende grad.

Tankeeksperimenter til aktivister og forskere

Bogens styrke er dens lette tilgængelighed, og den blanding af manifester, spørgsmål, og mulige projekter, som forsøger at fremprovokere læseren til at tænke ud over det givne.

Eksempler fra historien og andre samfund udgør næring til håbet, tilskyndelser til at påtage os lidt af Graebers optimisme.

Man kan derfor også kritisere bogen for at være overfladisk i dens beskrivelser af disse eksempler, og argumenterne er bygget på til tider spinkle antagelser.

Graeber reflekterer selv over dette og medgiver, meget af bogen er tankeeksperimenter. Det er, som titlen antyder, brudstykker, der er samlet i denne bog.

Men det er også en styrke, at alle spørgsmål ikke besvares, men efterlades åbne til kritik og udvikling, som konkrete projekter og skyts til diskussioner.

Graeber vil inspirere både aktivister, forskere og politisk interesserede. Og hvis man accepterer bogens præmisser, gør den dette fremragende.

David Graeber: Brudstykker af en anarkistisk antropologi 

Oversat fra engelsk af Mai Corlin og Rasmus Graff

Udgivet af OVO press i november 2016

120 sider, 120 kr

Marcus Ferreira Larsen er antropolog