Annonce

Nationalisme
19. januar 2016 - 13:02

Efter udtalelse om muslimer og voldtægt stopper Folkebevægelsen mod EU samarbejde med Dansk Samling

Folkebevægelsen mod EU melder den stærkt højreorienterede gruppe, Dansk Samling ud af Folkebevægelsen. Det sker på baggrund af kontroversielle udtalelser om muslimer fra organisationen, som ifølge landssekretæren er i strid med bevægelsens humanistiske asylpolitik.

Landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU har i weekenden 16.-17. januar besluttet, at den højreorienterede og nationalistiske organisation Dansk Samling, der er i gang med at indsamle vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget ved næste folketingsvalg ikke længere er medlemmer af bevægelsen.

Det skyldes ifølge landssekretær for Folkebevægelsen Poul Gerhard Kristiansen, at Dansk Samling, der har været medlem af organisationen siden 1972, har ændret holdninger:

– Det er nu et helt andet parti end tidligere, siger han til Modkraft.

Poul Gerhard forklarer, at Dansk Samlings formand, Morten Uhrskov Jensen har udtalelser, der er »i direkte modstrid mod Folkebevægelsens grundidé, som bygger på en humanistisk asylpolitik, og som følger FN’s flygtninge- og menneskeretskonvention«.

Morten Uhrskov Jensen har eksempelvis i et blogindlæg på Jyllands-Posten skrevet: »Det kan ikke bevises mur- og nagelfast, at et chokerende antal muslimer i Sverige har det som fritidsbeskæftigelse at voldtage svenske kvinder, men erfaringer fra København og Oslo sandsynliggør, at det er tilfældet.

I et andet blogindlæg i Jyllands-Posten hedder det: »Dyrkelsen af menneskerettighederne som en religion har altid været absurd, men den bliver det kun mere i de kommende år, hvor den vestlige verden relativt mister magt, og hvor kulturer, der aldeles ikke levner individet nogen nævneværdig plads, er ved at flække af grin over vestlige statslederes monomane henvisninger til de såkaldt universelle menneskerettigheder«.

Medlemsprotester imod Dansk Samling

Medlemmer af Folkebevægelsen tog Dansk Samlings medlemsskab af Folkebevægelsen op, efter en protestdemonstation af den højreorienterede organisation mod et asylcenter i Nyborg i december 2015.

Landsledelsen bad derefter Dansk Samling om en redegørelse af organisationens standpunkter. Den blev ikke besvaret og det førte ved weekendens landsledelsesmøde til en udmeldelse af partiet.

– Dansk Samlings udmeldelse fra Folkebevægelsen kan være med til at skærpe Folkebevægelsen mod EU’s profil som en humanistisk og ikke-nationalistisk bevægelse, siger Poul Gerhard Kristiansen.

Dansk Samling var med til at etablere Folkebevægelsen tilbage i 1972. Der har tidligere været bekymring blandt Folkebevægelsens medlemmer over Dansk Samling, som da også tidligere har været tæt på at blive udmeldt af bevægelsen.

Afgørelsen kan appelleres til Folkebevægelsens landsmøde, der løber af stablen til marts.

Poul Gerhard Kristiansen forudser dog, at landsmødet vil bakke op om landsledelsens beslutning.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce