Efter Paris: Hvor er interessen for massakrer i Beirut, Kenya og Nigeria?

Den 13. november dræbte terrorister mindst 129 mennesker i Paris. TV2 News ryddede sendefladen og sendte fra Paris i time efter time, mens aviserne fulgte trop både online og på tryk.

Det samme gjorde danske politikere, kendisser, og almindelige mennesker, der alle stod i kø for at ytre deres forståelige forfærdelse over terrorangrebet, og deres støtte til ofrene. 

Mange har desuden lagt blomster foran den franske ambassade eller deltaget i mindehøjtideligheder for ofrene, ligesom Facebook er fuld af profilbilleder med det franske tricolore-flags farver.

Provinsielle medier

Men hvor var den solide mediedækning, blomsterne og Facebook-profilerne da 147 kenyanere blev dræbt af terrorister i april, eller da 2.000 nigerianere blev dræbt i januar, i øvrigt på samme dag som angrebet på Charlie Hebdo?

Og hvor var de henne, da selvmordsbombere dræbte 43 mennesker i Beirut den 13. november 2015, dagen før angrebene i Paris?

Det simple svar er i Europa og i USA. For hvor der ifølge en undersøgelse, som Journalisten foretog i august er 39 danske udenrigskorrespondenter i Europa, heraf syv i Frankrig, og tolv i USA, er der tilsammen tre i hele Afrika (hvor der bor over en milliard mennesker i 54 lande) og syv i Mellemøsten.

Mediebilledet i Danmark er således med til at give os et skævvredet billede af verden, hvor store dele af verden, især Afrika, er stort set udækket. Dette både afspejler og afspejler sig i den udenrigspolitiske dagsorden, såvel som i hvad almindelige danskere vælger at fokusere på.

Tsunami-syndromet

For det er ikke kun, når det gælder terrorangreb at »hjemme er bedst« og »det kunne have været mig« sætter dagsordenen og får proportionaliteten til at vakle.

Støt Brysterne får eksempelvis massiv støtte og mediefokus hvert år, til forskel fra World Malaria Day eller World Aids Day.

Og selvom det er forfærdeligt, at der hvert år dør cirka 15.000 af kræft i Danmark, er tallet for malaria cirka 400.000 og for aids cirka en million på verdensplan.

Og ved naturkatastrofer, som tsunamien i 2004, er fokus ofte mest på danske eller andre europæiske turister. Også selvom der trods alt kun døde 46 danskere som følge af tsunamien, sammenlignet med over 100.000 indonesere og 40.000 andre asiater.

Hvor mange sorte går der på en hvid?

Hvis vi således mener, hvad vi siger, når vi taler om menneskerettigheder, medmenneskelighed og menneskesyn, så bør vi ikke kun fokusere på dem, der bor i vores del af verden, eller dem, der ligner os i hudfarve, indtjening, uddannelse, religion eller seksualitet.

Vi må også huske at fokusere på og støtte alle dem, der udsættes for terrorangreb eller naturkatastrofer, for ikke at glemme de mange hundrede millioner, der hvert år dør af malaria, aids eller simpelt hen af sult. Ligegyldigt om det sker i Beirut, Baga, Baghdad, København eller Paris.

Peter Kenworthy er journalist og aktiv i Afrika Kontakt.

Se også links på Modkraft Biblioteket om terroren i Beirut (12. nov.) og Paris (13. nov.)