Efter Paris: Den blødende tunge smager af olie

Eksplosioner, angreb, overfald og bevæbnede konflikter hærger verden. Det ’internationale samfund’ har svaret - som forventet – ved at vise dets solidaritet med Paris, »kærlighedens by«, som blev angrebet af, hvad det ’internationale samfund’ beskriver som ’ondskab’. 

Det ’internationale samfunds’ tanker går til Paris. Statsledere stiller op – for Paris. Folk ændrer deres Facebook-profilbilleder – for Paris. Parisere blev markeret ’safe’ på Facebook, og de fleste hashtags er for Paris.

De fleste europæere sender et klart og tydeligt signal: Vi bør støtte op om pariserne. De fleste europæere ønsker at være en del af dette konstruerede kollektiv, og selvom nogle betænksomme stemmer er at finde i mængden, har de ikke fundet meget ekko i mainstreamens medielandskab.

Men kommer dette som en overraskelse?  

De virale annonceringer af antallet af dødsofre i Paris illustrerer en lækage – et misforhold. En lækage af død, vold og uro fra én verdensdel og befolkningsgruppe, hvor det påstås at høre til, til en anden, hvor det ikke gør.

Af denne grund blev angrebet i Paris anset for mere ’news worthy’ end utallige andre voldelige hændelser i verden. Dette er ingen undskyldning, men en klar illustration af systematisk ulighed i nationale og internationale forhold.

Det, som især har manglet i mediedækningen, er den tungtvejende faktor, at dette er hvad flygtninge flygter fra  – denne krig er ikke ny.

Vi er blevet så vant til at vold fastholdes inden for de ’rigtige’ grænser – af køn, race, nationalitet osv – og styres mod de ’rigtige’ befolkningsgrupper, at voldens konstante eksistens usynliggøres for de privilegerede dele af verdenssamfundet.

To grupper er diskursivt blevet konstrueret gennem medierne i kølvandet på Paris-angrebene: Den ene er ’Muslimen’, den racialiserede og fremmedgjorte ’Anden’ - og den anden gruppe består af hvide, højre-orienterede ekstremister.

Den liberale selvtilfredse idé om at svare tilbage med »love, not hate«, og en insisteren på at »ikke alle muslimer er terrorister«, bliver en måde, hvorpå de liberale europæere distancerer sig fra de højreorienterede ekstremister ved en forblommet selvransagelse.

Det er på tide vi erkender, at den liberale retorik stammer fra de samme idealer, som højreekstremisternes – idealer som får folk til at flagre med nationale symboler og råbe ‘liberté, égalité, fraternité’ (borgerskabets kendetegn), mens de reproducerer et desillusioneret samfundsbillede af »civilisationernes« eller »kulturernes« sammenstød.

Angrebene i Paris bekræfter ultimativt, at vores kamp mod højreekstremisme er kontraproduktiv, hvis vi ikke samtidig kæmper mod national-liberal retorik.    

Derudover ser vi en giftig depolitiserende retorik sprede sig blandt statsledere (særligt Frankrigs præsident Hollande). Som følge heraf neutraliseres den vestlige forståelse af ’terrorisme’. Brugen af ordet bunder i irrationelt had mod en ’ondskab’ udført af 'besatte religiøse galninge’.

Men hvordan udsletter ordene ’had’ og ’terrorisme’ Vestens ansvar for strukturelle og historiske vilkår, som forvolder bevæbnede angreb?

Ordet ’had’ vil forfølge os lige så længe, som det forhindrer os i at se dets historiske betingelser.

Konsekvenserne? Tiltagende fremmedfjendskhed og racisme; mere overvågning; stigende militært engagement i Mellemøsten.

Paris brænder og grænserne lukker
Paris brænder og krigsfly letter
Paris brænder og Frankrig erklærer undtagelsestilstand
Paris brænder og ingen taler om Calais
Paris brænder og David Cameron vil i krig
Paris brænder og en jødisk kvinde bliver stukket ned da hun forveksles med en muslimsk kvinde  
Paris brænder og en ung kvinde med tørklæde bliver tæsket i metroen i Marseille

Men Paris brænder ikke. Vi dræber ikke Hijabs, vi dræber mennesker. Vi bekæmper ikke terrorisme, vi opfordrer til imperialisme og kapitalisme og sexisme. Vi bider os selv i tungen og forhindrer et skrig og vi bløder og det smager af billig olie.  

Artiklen er en kommentar, der er skrevet til det feministiske tidsskrift HYSTERIA

Læs artiklen på fransk – eller på engelsk i Hysteria.