Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
11. november 2016 - 16:18

»Du fokuserede på en flok tågere og lod fascisterne have frit spil«

KOMMENTAR: Reaktion på debatten i kølvandet på Hizb ut-Tahrirs årsmøde på Nørrebro: »I saboterede en flok højrenationale tossers i øvrigt lovlige demonstration. Fascisterne stod inde i Korsgadehallen, og havde fred og ro til at tordne imod alle de værdier, som vi på venstrefløjen holder af: seksuel frihed, kvinders rettigheder og et sekulariseret samfund.«

Modkraft har modtaget denne kommentar på baggrund af et indlæg af Lisbeth Bryhl, der som nabo til Korsgadehallen beskrev de uroligheder, der fandt sted i forbindelse med, at Hizb ut-Tahrir holdt årsmøde.

Læs hendes indlæg »Hvorfor Pegidas standpunkt aldrig får sin gang på jord på Nørrebro« her

Hej Lisbeth

Du skrev den 8. november et indlæg, hvor du fortæller om den modstand, som du og andre i søndags viste over for Pegidas demonstration ved Hizb ut-Tahrirs årsmøde.

Jeg tilbragte selv et par timer den dag ved Korsgadehallen for at dække årsmødet samt demonstrationerne ude foran. Jeg ved ikke, om du nåede ind til HuT's årmøde, eller om du kun fik hørt de 30 forkølede vindjakker fra Pegida, der stod udenfor og råbte, imens de viftede med dannebrogsflag og hørte dansktop.

Vi ville nok ikke have fået samme oplevelse derinde, da du havde været forvist til kvindesektionen. Adspurgt om adskillelsen fortalte deres medietalsmand Junes Kock mig, at adskillelse af køn er et sundt princip, der sikrer kvinder imod bl.a. sexchikane.

Noget af det, der slog mig, var, hvor skarpe ham og hans kollega Chadi Freigeh er.

Nej, de er lynene intelligente, medietrænede og velformulerede. Netop det gør dem ekstra farlige, fordi de med stor succes pakker deres budskaber ind på en måde, der får dem til at virke harmløse og letspiselige.

Noget andet, der overraskede mig, var den massive interesse, som årsmødet havde. Der var flere hundrede mennesker tilstede, inklusiv mange børn og unge, der lagde ører til udtalelser som, at vestlige værdier er i fundamental modstrid med islam.

At vores ungdomskultur er syg, og ikke er mennesker værdig. Samt at homoseksualitet er en forkastelig synd. Gode og sunde holdninger at indprinte i hovederne på unge, letpåvirkelige mennesker. Holdninger som ikke blot er skadelige, men som er tændvæske på det generaliserende bål, som højrefløjen hver dag prøver at tænde under islam.

Jeg er ikke i tvivl om, at du, ligesom jeg, ikke deler disse holdninger. Det, jeg ikke forstår, er, at du vælger at bruge din energi på bonderøvene fra Pegida, der stod og klappede hinanden på skuldrene - og ikke den fascistiske organisation, der havde godt gang i at hjernevaske flere hundrede mennesker inde i hallen.

Noget der kan have nogle meget negative konsekvenser, ikke bare for integrationen generelt - men også for bydelen Nørrebro, hvor jeg selv bor, og som jeg holder utrolig meget af.

Hvis du er forfærdet over Pegidas udtalelser og dårlige indflydelse på kvarteret, som du skriver i dit indlæg, så forstår jeg ikke, hvorfor du og de mange, der gik til modstand imod dem, så ikke også stillede jer op foran Korsgadehallen for at udtrykke jeres modstand imod HuT's antidemokratiske udtalelser og dårlige indflydelse på ungdommen?

Jeg har af gode grunde ikke svaret. Men som bloggeren Jaleh Tavakoli sagde til mig:

»Hvis det derinde var en hvilken som helst anden fascistisk organisation, så ville venstrefløjen være de første til at gå på gaden. Men fordi fascisterne her har en anden hudfarve og religion, så vil man ikke. Man tør ikke af frygt for at blive kaldt racist«

Derfor virkede det også så utrolig tåbeligt, da Antifascistisk Aktion dukkede op for at kaste sten og æg efter Pegida - og derefter gik hjem og pralede med, at man havde forsvaret Nørrebro imod fascismen.

Nej, I gjorde ej.

I saboterede en flok højrenationale tossers i øvrigt lovlige demonstration. Fascisterne stod inde i Korsgadehallen, og havde fred og ro til at tordne imod alle de værdier, som vi på venstrefløjen holder af: seksuel frihed, kvinders rettigheder og et sekulariseret samfund.

Og jeg mener faktisk, at I lader de mange muslimer i stikken, der ligeledes ønsker at leve efter disse værdier, ved at give en organisation som HuT frirum til at forgifte lokalmiljøet i hjertet af Nørrebro.

Pelle Dragsted fra Enhedslisten skrev forleden i et debatindlæg, at »De ynkelige smågrupper på den ekstreme 'hvide' totalitære højrefløj er antalsmæssigt vand imod HuT«

Inden du begynder at snakke om 'whataboutery', vil jeg derfor gerne stille dig et spørgsmål: kigger man lokalt på Nørrebro, hvad mener du så, er så den største trussel - Pegida eller Hizb ut-Tahrir? Og i så fald, hvad burde man lægge energi i at bekæmpe? 

Det ene udelukker jo ikke det andet, og man skal bestemt ikke underkende den nationalistiske højrefløj - men lige nu virker det som om, at den ene af dem får lov til at køre på frihjul. Det skal du selvfølgelig ikke stå ene til regnskab for, så det spørgsmål skal alle interesserede være velkommen til at besvare. 

Du slutter i øvrigt dit indlæg af med at skrive om Pegida, at »(...) dem ved jeg ikke, hvordan jeg skal give en hånd, det må nogen klogere hoveder udtænke«

I Hizb ut-Tahrirs tilfælde ville det slet ikke have været relevant. Fordi du er en kvinde, så ville de aldrig give dig hånden.

Emil Arenholt Mosekjær er journaliststuderende.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce