Annonce

Venstrefløj
16. september 2013 - 13:58

Droppet kandidat kritiserer igen homoundervisning

Enhedslisten i Odense har på en ekstraordinær generalforsamling fjernet Dahir Jama Roobleh som kandidat til kommunalvalget. Roobleh opstiller nu på ny liste og fastholder kritik af homo-undervisning i Folkeskolen.

Lørdag den 14. september blev den odenseanske buschauffør Dahir Roobleh smidt af listen som byrådskandidat for Enhedslisten i Odense. Det sker, fordi Roobleh offentligt har betegnet inddragelsen af homoseksualitet i undervisning i Folkeskolen som »katastrofal«.

Selv om Roobleh umiddelbart efter trak sin udtalelse tilbage, fastholdt generalforsamlingen med 29 stemmer imod fem en ny liste, hvor han ikke længere er kandidat.

Roobleh opstiller nu på en ny lokalliste, Den Frie Liste, sammen med Mohammed Mansour, der også har kritiseret inddragelse af homoundervisning i Folkeskolen.

Roobleh siger til Modkraft, at han er skuffet over beslutningen, og at han endnu ikke har meldt sig ud af Enhedslisten.

Fastholder kritik af homoundervisning

Han fastholder nu sin principielle kritik af inddragelse af homoseksualitet i undervisningen:

– Hvis jeg har stødt nogen, beklager jeg. Jeg er ikke imod homoseksuelle, men jeg mener, at det er en privat sag, et moralsk spørgsmål, som det ikke er Folkeskolens opgave at forvalte, siger Roobleh til Modkraft.

Han mener, at det er problematisk at man i dansk politik bliver nødt til at smide sit bagland ud, hvis man vil være med.

Brian Nielsen, medlem af bestyrelsen i Enhedslisten Odense og kandidat til kommunalvalget, kalder på Enhedslistens hjemmeside hele sagen for trist:


– Dahirs holdninger er uforenelige med at være kandidat for Enhedslisten. Vi arbejder for respekt og lige rettigheder for mennesker, ikke mindst for homo-, bi og transseksuelle, siger han.

Læs om Dahir Roobleh opstilling på Den Frie Liste hos Fyns.dk

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten Odense

Læs modkraft-artiklen »Enhedslisten til homofobisk byrådskandidat: Træk dig«

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce