Dramatisk sulte-aktion afblæst

11 iranske asylansøgere besluttede tirsdag at indstille deres sultestrejke, som begyndte den 23. maj i Stefanskirken på Nørrebro og endte på Christiansborg Slotsplads.

– Vi stopper vores sultestrejke, for vi har talt. Vi har tilkæmpet os en stemme. Dermed har de tavse politikere ikke nogen undskyldning for at unddrage sig ansvaret for en dansk flygtningepolitik, som bygger på snæversyn og uforstand, siger talsmanden for iranerne Ramin Molavi Vardangani.

Han tilføjer, at iranerne vil fortsætte med at protestere og bruge civil ulydighed for fremadrettet at skabe opmærksomhed omkring vilkårene for beboere i de danske asylcentre.

Læs artiklen »Iranere stopper sultestrejke« hos Politiken.

Smidt ud af kirke

Iranernes aktion fik fra begyndelsen stor medieomtale, men har også været stærkt omdiskuteret – blandt andet på grund af samarbejdet med det venstreorienterede netværk Asylret.  

Læs artiklen »Landsdækkende sultestrejke kommer til Nørrebro« hos Modkraft.

Allerede en lille uge efter iranerne under stor mediebevågenhed uanmeldt var flyttet ind i Stefanskirken, måtte de forlade stedet.

Det lokale menighedsråd ønskede af princip ikke at støtte deres aktionsform, lød begrundelsen.

– Det fremmer ikke deres sag, at de truer med deres egen død, og det er også kortsigtet, fortalte menighedsrådsformand Steffen Morild.

Læs artiklen »Menighedsrådsformand: Jeg besluttede, at iranerne skulle ud af kirken« hos Kristeligt Dagblad.

Men selv da fire af iranerne indstillede deres sultestrejke, ønskede kirken ikke – trods løfter i pressen – at huse dem.

Nu lød forklaringen, at man ikke ønskede at være part i en politisk kamp.

– Vi modtager ikke organisationer, som har en politisk dagsorden. Det er ikke egnet for et kirkerum, forklarede Steffen Morild til Kristeligt Dagblad.

Læs artiklen »Stefanskirken bryder løfte til iranere« hos Kristeligt Dagblad.

Ulovlig indtrængen

Den 29. maj rykkede iranerne til Demokratihuset på Vesterbro, hvor de med hjælp fra Enhedslisten fik adgang til nogle tomme lokaler i bygningen.

Til trods for at partiet hjalp iranerne, så tager de på linje med menighedsrådet på Nørrebro afstand fra aktionsformen.

 – Vi sympatiserer ikke med deres måde at aktionere på, men vi sympatiserer med menneskers ret til at aktionere. Vi var ikke forberedte på det her og ved endnu ikke, hvad der skal ske, så vi ser tiden an, forklarede lokalafdelingens kontaktperson Stinna Gammelgaard til Modkraft.

Læs artiklen »Sultestrejkende iranere får asyl hos Enhedslisten« hos Modkraft.

Opholdet i Demokratihuset fører dog allerede samme dag til, at Københavns Kommune melder de sultestrejkende til politiet for ulovlig indtrængen.

Læs artiklen »Sultestrejkende smides igen på gaden« hos Modkraft.

Efter et par dages forhandlinger med politi og kommune flyttede iranerne ind på Christiansborg Slotsplads, hvor de opholdt sig på madrasser i dagtimerne, mens de blev indkvarteret i privates hjem om natten.

Opholdet på slotspladsen udviklede sig allerede første dag – den 2. juni – dramatisk, da højreekstremister mødte frem og chikanerede iranerne, hvilket udviklede sig til slagsmål på åben gade.  

Læs artiklen »Nynazister angriber sultestrejkende iranere« hos ProjektAntifa.

»Vi er ikke marionet-dukker«

Dagen efter slagsmålet med højreekstremisterne, skrev Jyllands-Posten en stærkt kritisk artikel om sultestrejkens »bagmænd« – det aktivistiske netværk Asylret.

Heri beskylder både Dansk Flygtningehjælp og en talsmand for en anden gruppe iranere, der sultestrejkede i Sandholmlejren, Asylret for at ville »bestemme over alting« i forbindelse med sulte-aktionen.

Læs artiklen »Sultestrejke har bagmænd« hos Jyllands-Posten.

En påstand, som Asylret brugte mange kræfter på at tilbagevise.

Netværkets talsmand Said Parvin afviser således at have opfordret asylansøgerne til at sulte sig selv.

– Jeg tror ikke, der er nogen i verden, der vil opfordre dem til at sætte deres liv i fare. Det gør jeg heller ikke. Jeg har sagt til dem, at sultestrejke er den sidste udvej, man skal bruge. Det er bedst, at man bruger politiske løsninger, laver lobbyarbejde osv. Det er det, jeg har sagt, fortæller Said Parvin til DR.

Læs artiklen »Asylrets talsmand afviser at styre sultestrejke« hos DR.

Også iranerne selv afviser at være »marionet-dukker«.

– Vi blev fremstillet som hjælpeløse marionet-dukker. Det er vi ikke. Husk, vi er fra Iran. I vores rygsæk er der smerte, men også erfaring i at udholde chikane i kamp mod en af verdens mest totalitære regimer, sagde talsmanden for iranerne Ramin Molavi Vardangani i sin tale i forbindelse med afslutningen af sultestrejken.

– Vi har vilje og selvdisciplin. Vi kan tænke, planlægge, kæmpe og udtrykke os med de midler, som er til rådighed. Politikerne har haft travlt med at afvise vores protest. De har afskrevet den som udemokratisk, men de skal vide, at protest som oftest er proportional med problemets omfang, lyder det fra talsmanden. 

Fortsætter protest-arbejde

Efter 10 dages ophold foran Christiansborg og 20 dages sultestrejke er aktionen slut.

Selvom det formentlig betyder dalende medieopmærksomhed, så håber iranerne, at det giver anledning til en ny dialog med landets politikere.

– Hvis politikerne tager deres demokratiske forpligtelse alvorligt, så taler de med os nu. Når vi er kommet til kræfter igen, fortsætter vi vores kamp mod det iranske styre og mod de forhold, man byder os i Danmark, med andre midler. Vi ser det som vores pligt at åbne de danske myndigheders øjne, siger Ramin Molavi Vardangani.

Også Asylret minder om, at de iranske asylansøgeres situation stadig er uløst og kræver politisk handling.    

– Der findes efter Asylrets mening ingen afviste asylansøgere fra Iran. Der findes kun flygtninge, som ikke får opfyldt deres behov for beskyttelse, siger en repræsentant fra gruppen i en tale i forbindelse med afslutningen af sultestrejken og fortsætter:

– Flygtninge, som vi stædigt nægter en opholdstilladelse, og som derfor i nogle tilfælde tilbringer årtier i danske asyllejre som afviste flygtninge. Hvem ville gøre det, hvis ikke det var for at redde livet?

Dagen efter at iranerne afblæste deres aktion, så har regeringen fremlagt et forslag til en ny aftale omkring asylansøgeres forhold i Danmark. 

Heri foreslår regeringen blandt andet, at asylansøgere efter et halvt år i Danmark skal have mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene – hvis de vel at mærke, i tilfælde af et afslag på deres ansøgning, samarbejder med de danske myndigheder omkring en hjemsendelse til deres oprindelsesland. 

Læs artiklen »Regeringen vil give mere frihed til asylansøgere« hos Politiken.

Læs hele talen fra både iranerne og Asylret herunder.  

De sultestrejkendes tale ved sultestrejkens ophør (12.6.2012). Af Ramin Molavi Vardangani

Civil ulydighed og ikke-vold er vores middel. Vi 11 iranere blev inspireret af Ghandis sit-down strejker, der udviklede sig til sultestrejker. Vi påbegyndte vores sultestrejke den 23.5. Vi har sultestrejket i 20 dage. Vi har gjort det i håb om at få en stemme, vi kan trænge igennem med.

Hør, hvad vi siger:

Det handler om menneskers liv, når mennesker med en rygsæk af smerte flygter til Danmark. Siden 1981 er 900.000 blevet slået ihjel af det iranske præstestyre.

Flere 100'er kvinder er blevet stenet, og flere 100'er unge mennesker er blevet hængt på markeder og på gaden. Det var det budskab, vi prøvede at få fred til at komme ud med fra Guds hus.

Vi blev smidt ud af Guds hus, mens præsten stod med tårer i øjnene og så os gå. Så prøvede vi samfundets hus, Københavns Kommunes Demokratihus på Vesterbro.

Men samfundets hus blev også lukket. Vi blev smidt på porten.

Medierne viste sympati og bragte vores budskab ud, og befolkningen viste sin støtte ved at komme med dyner, tøj og tæpper. Pludselig vender medierne
fokus fra sultestrejkens budskab til sultestrejkens såkaldte »bagmand«, og i overensstemmelse med højrefløjens ønske blev der lagt pres på Asylret.

Da det så værst ud, og vores håb om at kunne gennemføre protestaktionen var meget lille, åbnede mennesker med hjertet på rette sted deres døre og husede os.

De danske myndigheder kaster os rundt fra flygtningelejr til flygtningelejr, uden tanke på vores psykiske ve og vel. Vi behandles ikke som mennesker. Vi bliver nedbrudt.

Vores mål med sultestrejken var at tilkæmpe os en stemme i det demokratiske rum, at gøre os synlige for myndighederne og dermed holde politikerne ansvarlige for den umenneskelighed der foregår.

Vi havde planlagt at sultestrejke på Christiansborg Slotsplads, men vi fik vi ikke polititilladelse til at slå telt op.

Vi har siddet ved Folketinget uden telt til at beskytte os i mange dage i det dårligste vejr: vådt, koldt og regnfuldt. Vi blev angrebet af nynazister – og også vores sultestrejke blev som sagt angrebet og udsat for massiv mistænkeliggørelse.

Vi blev fremstillet som hjælpeløse marionet-dukker. Det er vi ikke. Husk vi er fra Iran. I vores rygsæk er der smerte, men også erfaring i at udholde chikane i kamp mod en af verdens mest totalitære regimer.

Vi har vilje og selvdisciplin. Vi kan tænke, planlægge, kæmpe og udtrykke os med de midler, som er til rådighed. Politikerne har haft travlt med at afvise vores protest. De har afskrevet den som udemokratisk, men de skal vide at protest som oftest er proportional med problemets omfang.

Kynismen er ufattelig.

Vi stopper vores sultestrejke, for vi har talt. Vi har tilkæmpet os en stemme. Dermed har de tavse politikere ikke nogen undskyldning for at unddrage sig ansvaret for en dansk flygtningepolitik, som bygger på snæversyn og uforstand.

Nu sultestrejker vi ikke længere.

Hvis politikerne tager deres demokratiske forpligtelse alvorligt, så taler de med os nu. Når vi er kommet til kræfter igen fortsætter vi vores kamp mod det iranske styre og mod de forhold man byder os i Danmark med andre midler. Vi ser det som vores pligt, at åbne de danske myndigheders øjne.

På hjemmesiden www.tilflugt-i-kirken.dk vil man om et par uger kunne finde information fra os.  Vi håber at medierne og andre vil holde sig opdateret, så det politiske og folkelige pres vokser – og der bliver skabt en anden og mere værdig flygtningepolitik.

Lad os kæmpe sammen for i fællesskabet og barmhjertigheden er der styrke: Da de kirkelige og kommunale døre havde lukket sig åbnede private mennesker deres hjerter og deres døre og tog imod os.

Vi har lært, hvor man finder fællesskab, solidaritet og næstekærlighed.

Vi siger dem tak for af hele vores hjerte. Vi takker alle dem, der støtter vores kamp for et menneskeværdigt liv i Danmark.

Vi bifalder alle former for civil-ulydighed, der på fredelig vis gør opmærksom på livsvilkårene i de danske asyllejre.

Tilflugt i kirken, de 11 iranske sultestrejkende.

Fra i dag de 11 iranske aktionerende: Amir Shahedi Asl, Farhad Talebi, Ramin Molavi Vardangani, Jafar Shafaei, Majeed Rashidi, Daryoush Mokhtari, Sadegh Ashrafi, Adel Ghazanfari, Mina Khalili, Sara Mirbakht Shenas og Saeed Kazemi Khanghah.

Asylrets tale i anledning af at I de 11 sultestrejkende iranere afbryder deres sultestrejke i dag (12.6.2012).

Asylret har 9 bud på en menneskeværdig udlændingepolitik. De kan findes på Asylrets hjemmeside eller på Facebook.

Asylret arbejder for at Danmark overholder FN's Flygtningekonvention i ånd og bogstav. Vi vil ikke acceptere nationale redefineringer af FNs flygtningebegreb,
der indskrænker, hvem der har ret til at kalde sig flygtning i forhold til internationale konventioner.

Asylret arbejder for at Danmark overholder børnekonventionen og Asylret arbejder for, at Danmark overholder Menneskerettighederne.

Det er beskæmmende og symptomatisk at så enkle fordringer til samfundet som at opføre sig ordentligt i forhold til flygtninge kan skabe så megen modvind, som
Asylret har været ude for på det seneste.

Asylpolitik er hævet over partipolitik. Det er et område der afspejler samfundets grundlæggende værdier. Når man kaster vrag på den bestræbelse på at værne om menneskets værdighed og ukrænkelighed som FNs konventioner er udtryk for, er det et alvorligt faresignal.

Konventionerne er opstået på baggrund af en historisk erfaring; Europa i anden verdenskrig. Konventionernes baggrund er holocaust. Anden Verdenskrig har efterladt os alle med er en pligt til medmenneskelighed.

Hvis man skal leve op til pligten til medmenneskelighed skal man ikke udvise forfulgte til Den Islamiske Republik Iran.

Når man printer menneskerettighedsrapporter ud fra Iran, løber man risikoen for både at løbe tør for blæk og papir. Sidst jeg gjorde det - i 2011 -  var rapporten fra Iran tre gange større end rapporten fra Syrien, der  også fyldte godt. Nu ville rapporten fra Syrien fylde mere, men rapporten fra Iran ville ikke være blevet mindre.

Hvad vil jeg sige med det?

Jeg vil sige, at vi ved det godt. Vi ved det godt, men vi handler ikke i  overensstemmelse med det vi ved. Enhver der læser de rapporter eller gør sig
bekendt med iranske forhold vil vide, at man ikke kan forlange, at nogen der er flygtet fra Den Islamiske Republik Iran skal vende hjem igen så længe
præstestyret sidder ved magten.

Der findes efter Asylrets mening ingen afviste asylansøgere fra Iran. Der findes kun flygtninge, som ikke får opfyldt deres behov for beskyttelse. Flygtninge som
vi stædigt nægter en opholdstilladelse og som derfor i nogle tilfælde tilbringer årtier i danske asyllejre som afviste flygtninge. Hvem ville gøre det, hvis ikke
det var for at redde livet?

De sultestrejkende har fået iranske flygtninges vilkår frem i lyset igen. Det er et velkendt problem, som det danske samfund fortrænger.
I Holland har man givet opholdstilladelse til iranere som har opholdt sig længere tid i landet.

Løsningen findes - lad os bruge den, siger Asylret.