Annonce

Homoseksualitet
13. juni 2016 - 14:04

Det farlige bøsseblod: Homoseksuelle mænd må ikke donere blod efter masseskyderi

Mennesker står mandag i kø i Florida for at donere blod til ofrene for weekendens masseskyderi i byen Orlando. Men trods mangel på blod udelukkes bøsser på grund af deres seksuelle orientering. Også i Danmark blokerer lovgivningen mod at homo- og biseksuelle mænd kan give blod.

Efter weekendens masseskyderi i byen Orlando, hvor en bevæbnet mand gik amok på en bøsseklub og dræbte 50 personer, er der lange køer foran blodbankerne i byen.

53 personer blev såret under angrebet, og folk er derfor blevet opfordret til at donere blod.

Men selvom der er mangel på blod, må homoseksuelle mænd ikke have haft sex inden for et år, hvis de vil donere blod. Sådan lyder de amerikanske sundhedsmyndigheders regler.

Generel politik

Homo- og biseksuelle mænds blod anses generelt for så potentielt farligt og smittebærende i forbindelse med HIV, at de ikke kan donere blod i mange lande.

EU-domstolen i Luxembourg stadfæstede i 2015 medlemslandes ret til at skelne mellem homo-, bi- og heteroseksuelles bloddonationsmuligheder.

Dommen kom efter, at en fransk, homoseksuel mand havde lagt sag an mod praksissen.

Læs artikel »EU-Domstolen: OK at forbyde franske homoseksuelle at donere blod« på dr.dk

Dog er der et men, idet der skelnes mellem Frankrig og andre lande, da smitteudbredelsen i Frankrig af HIV blandt homo- og biseksuelle mænd er højere end i andre EU-lande.

Domstolen gør det derfor klart, at man kun må udelukke folk, hvis der ikke findes effektive værktøjer til screening af blod og donorer.

Læs artikel »EU-dom sår tvivl om udelukkelse af homoseksuelle bloddonorer« på Altinget

Klare danske regler

Hvis ulykken er ude i Danmark, vil problemet være det samme, som man oplever i Orlando i øjeblikket.

I den danske Sundhedsstyrelses retningslinjer til bloddonorer står der i dag, at du »ikke må give blod, hvis du på et tidspunkt i dit liv som mand har haft seksuel kontakt med en anden mand«.

Men personer fra andre højrisikogrupper, for eksempel borgere fra lande med store forekomster af HIV og hepatitis og folk med en konkret seksuel adfærd, udelukkes ikke per definition, men skal gennem en screeningsproces for at afklare eventuel blodoverført smittefare.

Blandt nye HIV-smittede i Danmark er der mange heteroseksuelle. Hovedparten af disse er indvandrere fra lande med en høj forekomst af HIV eller danskere, smittet enten i udlandet eller i Danmark, efter seksuel kontakt med en person med kendt høj risiko for HIV.

I USA gælder det, at en mand ikke må have haft seksuel kontakt med en anden mand indenfor det sidste år op til en eventuel bloddonation.

I aften er der arrangement foran USA's ambassade på Østerbro i København, hvor man vil mindes de døde i Orlando og protestere mod hadforbrydelser. Blandt arrangørerne er Copenhagen Pride.

Se begivenheden »Only love can drive out hate!« på Facebook

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce