Det er muligt at skabe fred i Ukraine

Ukraine er et land i national mobilisering. Overalt er der reklamer der siger ting som ”Ukraine – et land”, og aviser og TV er stærkt nationalistiske og anti-russiske.

Den dominerende retorik er at kalde modstanderne ”terrorister”.

Der er mange lysreklamer med ukrainske soldater, det ukrainske flag og teksten ”Tak gutter”. Kiev er fredelig, men kampen bølger i øst og der er mange tab – der er blevet dræbt mindst 275 ukrainske soldater, mindst 500 civile ofre – og et ukendt antal separatister.

Hver dag er der kampe.

Maidan

På Maidan – centret for oprøret i vinters, er der nu en blanding af en afdanket militærlejr og turistattraktion. Lurvede militære telte står, og inde bag dem sidder nogle få mænd i militære uniformer. Barrikaderne er på plads, men der er gjort plads til stier til turister.

Overalt er der de blå og gule ukrainske flag.

Men der er også mange flag der er sorte og røde – hvilket her i Ukraine er flaget for de mest højreorienterede ukrainske nationalister.

Der er også transparenter for Bender – den ukrainske nationalismes kontroversielle skikkelse, fordi han samarbejdede med nazisterne. Maidan startede fredeligt, med en berettiget vrede mod den daværende præsident Janukovitj. 

Men Maidan udviklede sig hurtigt til at være kontrolleret af højrefløjen.

I dag er størstedelen af dem der kæmpede på Maidan er væk – nogen er taget hjem, men mange er taget til det østlige Ukraine, hvor de er blevet indrulleret i en stribe nye bataljoner for frivillige, der kæmper mod de separatistiske strukturer.

Andryi Parubiy, som har en fortid i den nationalsocialistiske bevægelse, og som var militær kommandant på Maidan  er nu blevet national sikkerheds sekretær og er en kerneperson i at organisere ATO – den ”antiterroristiske operation”.

Til dette formål har han indrulleret de mest højreorienterede miljøer fra Maidan i bataljoner, bevæbnet dem, trænet dem og sendt dem i kamp. De får også penge fra nogen af de største rigmænd i Ukraine.

De har været i front i hårde kampe ved erobringen af Slavjansk og Mariopol. Dette er absolut ikke betryggende. Situationen er at vi nu er ved at få en gruppe af bevæbnede højrenationale med kamperfaring i Europa.

Nationalister styrker nationalister

For et år siden, var der ingen bevægelse i Ukraine for at de østlige provinser skulle udskille sig og blive en del af Rusland. Folk ville bruge det russiske sprog – fakta er at det russiske sprog er mindst lige så anvendt i Ukraine, som ukrainsk – og folk ønskede selvstyre – men ikke at blive en del af Rusland.

Skepsis i Ukraine mod russisk chauvinisme og Putins politik var stærk – også i øst.

Men den stærke højredrejede ukrainske nationalisme fik mange til at føle sig ukomfortable ved situationen. Og da så parlamentet umiddelbart efter at Janukovitj var flygtet lavede en ny sproglov, der begrænsede anvendelsen af russisk – så var det en stærk provokation – selv om den midlertidige præsident nedlagde veto.

På den anden side har russisk aggressivitet også styrket den ukrainske nationalisme. Dette skete da Rusland annekterede Krim – og det sker når stærkt højreorienterede russiske nationalister deltager i kampene i øst. Det skete også, da separatister i øst valgte at ”befri” et område i Lugansk og Donetsk i stedet for at føre politisk kamp.

Når så den ukrainske regering sender stærkt højreorienterede nationalister ud for at tilbageerobre området, bliver den russisksprogede befolkning endnu mere skræmt.

Således har vi i dag en situation hvor nationalisterne på begge sider styrker hinanden, og derved vanskeliggør alle forsøg på at løse op for konflikten. Det er det samme som i Jugoslavien hvor serbiske, bosniske og kroatiske nationalister styrkede hinanden i deres indbyrdes kamp – og gjorde det meget vanskeligt at forsvare et tolerant og åbent samfund.

Det er muligt, at den ukrainske hær i løbet af efteråret kan slå det separatistiske oprør ned.

Der er ting der tyder på at oprøret ikke har så stærk folkelig basis, og der er meget der tyder på at de lokale kommandanter slet ikke har det der skal til, for at organisere et samfund under belejring.

Men konflikten vil sætte sig dybe spor i mange år frem.

Den har hele tiden haft stærke internationale aspekter, fordi EU og USA så stærkt har støttet de ukrainske nationalister og Rusland har spillet så stor en rolle i støtten til de russisk orienterede separatister i øst og ved annekteringen af Krim.

Ved nedskydningen af det malaysiske fly er den internationale situation blevet meget farlig. Endnu er det ikke klart, hvem der skød, men den internationale opinion er klart imod Rusland og ser dette land som skyldige. Dette kan blive anledningen til stærkere international indblanding.

Oligarkerne har magten med en national dagsorden

I dag har det nationale spørgsmål helt erobret dagsordenen i Ukraine. Men samtidig står landet på randen af en statsbankerot. Ukraine låner hver måned store penge i udlandet. Industrien er næsten stoppet. Turismen er næsten væk. Det gælder selvfølgelig i øst, men også her i Kiev. 

Befolkningen er ludfattig. Der er ingen social sikkerhed. Og det bliver værre første august hvor taksterne for de kommunale tjenester – vand – gas – el – og nogen steder husleje – sættes i vejret med 50-70% efter ordre fra IMF, som giver lån.

Nogen få rigmænd kontrollerer landet, og den nye præsident er en af dem. Der er stærk vrede mod disse rigmænd der ”stjæler med arme og ben”.

Læs interviewet »IMF anvender chokdoktrinen i Ukraine« hos Modkraft.

Hvorfor er der så ingen stærk modstand mod dette?

Sandheden er, at venstrefløjen har haft tre store projekter siden Sovjetunionen blev opløst og de er alle fejlet.

Der er et socialistisk parti efter socialdemokratisk forbillede – men dannet af gamle kommunister – og der er et kommunistisk parti. Begge de to partier har været stærke – men begge partier har også valgt at sælge forsvaret af deres vælgere til fordel for at støtte den herskende koalition – Janukovitj – med alle de fordele det har givet i form af personlig rigdom og magt. Derfor har de tabt folkelig støtte.

Der var et tredje forsøg – ”Det progressive socialistiske parti” – men lederen Natalia Vitrienko blev pludselig stærkt prorussisk og ortodokst kristen – og partiet tabte enhver troværdighed.

En venstrefløj i Ukraine, som forsvarer befolkningen og organiserer sociale kampe – skal begynde næsten forfra, og det er ikke nogen let opgave i dagens Ukraine.

Læs analysen »Venstrefløjen har svigtet Ukraine« hos Modkraft.

Fred?

Foreløbig er spørgsmålet om fred, det mest brændende.

Der er krav om våbenhvile fra mange sider – blandt andet fra USA's præsident.

Fred er nødvendig – og det er nødvendigt at den ukrainske regering tager det første skridt. Det er sådan set meget simpelt.

Man skal erklære at man stopper kamphandlingerne – og at konflikten skal løses fredeligt.

Man skal også erklære at spørgsmålet om Ukraines nationale integritet ikke står til diskussion.

Og så skal man forsikre den russisksprogede befolkning om, at den stadig kan bruge russisk, og de mange regioner i Ukraine om at de vil få vidtstrakt selvstyre.

Det er det politiske grundlag.

Derefter er det et spørgsmål om at genopbygge forbindelserne.

Selv i dag, kan man tage toget fra Kiev til Donetsk, og køre ud og ind af Lugansk i bil. Man kan begynde genopbygningen af økonomien og det civile liv.

Det er muligt at skabe fred i Ukraine.

Som Ukraines nye præsident er det Porosjenkos ansvar at gå i spidsen for den proces.

Mikael Hertoft, Cand.mag i russisk og Øststatskundskab og med i Forretningsudvalget i Enhedslisten. (Pt. Ukraine).