»Det er bare DU, som kan føle det, du føler« - Skrøbelighed og queer-alliancer i SKAMs tredje sæson

Det er mange gode ting at sige om den norske ungdomsserie SKAM. For det første er SKAMs sæson 3 noget så sjældent, som en skildring af queer-begær, der er til at holde ud at se på: På magisk vis formår serien at undgå den mængde af ulidelige homo-faldgruber, man som queer ellers har indstillet sig på at lade sig udsætte for: Den tragiske homo, der dør til sidst. Den fjollede og acceptable, men ensomme sidefigur-homo. Eller den gode, straight-acting homo, som man får lov at identificere sig med på betingelse af, at man des-identificere sig med svansen (Will & Grace).

I SKAM bliver svansede Eskild aldrig en figur, man skal andetgøre for at få lov at elske Isak. Snarere bliver Eskilds eyeliner og tights udtryk for en lidt større modenhed og får lov til at blive eksplicit politiseret – ikke i form af en udglattende lovsang til homo-mangfoldighed, men i en queer kritik af forskellighedens ulige mulighedsbetingelser.

Det er ikke det at legemliggøre stereotypien, der er problemet: problemet er det homofobiske angreb på sådan en legemliggørelse.

Som en mainstream serie er SKAM på mange måder usædvanlig, fordi Isak ikke fremstår som den eneste queer i et hav af heteroseksuelle. I stedet for, at hans skæbne afhænger af, hvorvidt han opnår accept fra heteroseksuelle, fortæller SKAM, at der faktisk findes andre queers, man kan læne sig op ad – og at det især er dét, der gør livet som queer muligt. Altså, hvis der havde været dén slags homo-TV, dengang far var dreng…!!

Selv ens velbegrundede frygt for, at sexscenerne – nu da der var tale om to mænd – ville være reduceret til kindkys og blafrende gardiner blev gjort totalt til skamme: Ikke bare bliver homoerne alt andet end afseksualiserede. Oven i købet får Isak også mulighed for at lufte den ambivalens over for det straighte bliks lystfulde investeringer i homosex, man godt kan få oven på en den generelle Isak+Even-hype.

Som han siger: »Det er lidt turn of…«

De små dryp af heteronormativitet

Det kunne så nemt være endt i en repressiv tolerant fortælling om, at ’det at være homo jo bare er HELT DET SAMME som at være hetero’, eller ’kærlighed er universel (læs: heteroseksuel)’, eller at ’det er så flot, at de ikke gør et nummer ud af det’.

Men dér ender SKAM ikke. Bl.a. fordi 3. sæson tematiserer, at grunden til at det netop kan være så vigtigt at ’gøre noget ud af det’, er, at selv hvis kærligheden virkelig er universel, så er dens eksistensbetingelser det i hvert fald ikke.

Selvom man på den ene side kan argumentere for, at serien bliver lige vel harmoniserende i sit fravær af mere direkte homofobi, så brillerer sæsonen med Isak omvendt ved sin skildring af de mere subtile måder, hvorpå homofobien virker.

Det havde været så oplagt at indlægge en eksplicit homohadende karakter (den homofobiske bøvert fra parallelklassen fx), som på praktisk vis kunne bære al homofobien og dermed frikende alle andre fra at være del af homofobiske dynamikker (sådan som det sker i sæson 2, hvor Williams latente misogyni udspaltes i hans onde bror).

I stedet viser SKAM det, der kan være så svært at forklare den, som ikke deler en queer erfaring: Alle de små dryp af heteronormativitet, man konstant er udsat for. Det er de små dråber, som i længden udhuler én – måske i langt højere grad, end det åbenlyse homofobiske overgreb gør.

Når minoriteter skal forklare, hvordan eksklusion fungerer, bliver vi ofte bedt om at levere de mest ekstreme og spektakulære eksempler, som majoriteten så i ro og mag kan sidde og vurdere, om de nu synes er slemme nok til, at de vil anerkende dem som homofobi/ sexisme/ ableisme / racisme.

Men de små homofobiske dryp – også dem, der kommer fra ens bedste venner – det er dem, vi der er queer ser i SKAM: vi ser, når Isak undlader at fortælle vennerne om Even, fordi de lige står og snakker om, hvor klamt det må være at kysse én med skæg.

Vi ser ham vende hovedet væk fra et kys fra Even på åben gade, fordi… fordi, man ved aldrig… og man orker aldrig. Og vi ser, hvor brutalt internaliseret homofobi virker, som når Isak langer ud efter de åbenlyse og svansede homoer som danselæreren og Eskild.

I disse scener tilbyder SKAM seeren at se med et queer blik, der formidler den affektive oplevelse af at være ude af synk med heteronormativiteten. Tag fx scenen med dansechiksne.

Her åbnes der med en slow motion montage af en gruppe frækt dansende kvinder, hvor musikken de danser til, er byttet ud med klassik musik. Det kan dels læses som om, at de dansende kvinder udgør en åbenbaring af poetisk skønhed, en »port til paradis« som Mahdi siger.

Men som kameraet panorerer hen over drengegruppens ansigter ser man, at det netop kun er heteroseksuelle Magnus, Mahdi, og Jonas, der er i paradis: Isaks tvivlende-forundrede ansigtsudtryk fanger, hvordan, det opleves at føle sig totalt uden for det heteroseksuelle blik og ikke at kunne høre den englesang, det forventes, at alle drengeører per definition må høre 

Dén uoverensstemmelse mellem lyd og billede er en meget præcis skildring af livet som queer i et heteronormativt samfund: Det er lige præcis mislyden mellem heteroseksualiteten og det begær, man forventes at have investeret i den, som genererer følelsen af at være ad led.

I stedet for at skildre det spektakulære overgreb giver SKAM et andet billede af, hvad der kan genkendes som ekskluderende praksisser.

Faren ved den subtile fremstilling af hverdagshomofobi er selvsagt, at det gør serien sårbar for at kunne fortolkes som at ’homofobien bare er paranoia, der findes inde i Isaks eget hoved’. Det er den ikke, men det kræver, at man ser ordentligt efter.

At kunne se ordentligt efter marginaliseringserfaringens udtryk er ikke altid så nemt, men noget, der kan styrke dén evne, er selv at have en lignende erfaringshorisont – ikke nødvendigvis af den samme marginalisering, men af marginalisering i det hele taget.

Det er fx betegnende, at det er udover Eskild er Sana, som får lov til at levere sæsonens stærkeste enetaler om marginalisering. For den som måtte synes, at netop Eskilds og Sanas opsange til Isak fungerer som et realismebrud, fordi de er mere formfuldendte end fx Magnus’ og Jonas’ fumlende sætninger, kan det være værd at overveje, at nogle – som fx svansen eller den muslimske feminist – ofte har svar på rede hån, fordi netop de oftere er nødt til at have det.

Det er ikke urealistisk, at lige præcis Eskild og Sana tager en dyb indånding, før de tager den for 117. gang for Prins Knud & for Isak: Det ville være urealistisk at forestille sig, at de ikke så meget oftere er blevet bedt om at forklare deres livsvalg, end fx en Magnus eller en Vilde er blevet det (hvor vidunderlige begge figurer end er).

Solidaritetens mulighedsrum mellem feministiske glædedræbere og queer fejltagelser

Skam viser med andre ord nogle alliancemuligheder, som går gennem erfaringerne af udsathed. Og det er måske det, som i et affektivt perspektiv drager os til den her serie, nemlig dens dvælen ved, og insisteren på sårbarhed. Det er i hvert fald det, der (måske?) forklarer forfatterne til denne artikels +40årige investering i et teenageunivers, som noget mere end infantil romantisering: Noget af det bedste og vigtigste ved SKAM er nemlig seriens insisteren på sympati og forståelse for det at fucke up.

For i SKAM fucker alle up. Isak dummer sig konstant: Han sårer Eskild med homofobiske kommentarer, han fornærmer Sana med fordomme om religion og han skubber Even væk med sine opfattelser af psykisk sygdom.

Men det magiske er, at man som seer forstår ham og holder af ham alligevel – at man giver ham en chance for at blive klogere (Og ja: det er sikkert også bl.a. fordi han er en ciskønnet, kropskapabel, hvid dreng, at serien er så tålmodig med ham – men den er det i hvert fald).

Der er meget at lære af en tålmodighed med at dumme sig: Lige så vigtigt det er at arrestere homofobi, racisme, ableisme – lige så vigtigt er det at erkende, at ingen af os er fødte med at kunne identificere den.

Som Lene Myong har sagt: »Ingen af os ankommer ren til viden« Vi er ikke neutrale voksplader, der bare venter på at blive imprægneret med den rigtige, etiske, politisk ansvarlige, antinormative, queer viden.

Tværtimod er de fleste af os vokset op med en tro på, at samfundet er retfærdigt, at der ikke findes andre begrænsninger end dem, man lægger på sig selv, at racisme er et overstået kapitel, at kvinder bare ikke har lyst til at være ledere, at transkønnethed er noget pjat, at handicappede kan, hvis de vil, at racial farveblindhed er antiracistisk osv. At aflære diskriminationsstrukturer er en lang, vanskelig og vedvarende proces.

Vi, der er interesserede i queerteori og affekt, har i nogle år være glade for Sara Ahmeds figur The Feminist Kiljoy 

Læs artiklen »Dem der laver ballade« om den feministiske glædesdræber hos Modkraft

Glædesdræberen. Det er glædesdræberen, der siger nej, siger stop, siger fra, siger op. Og som er villig til at ødelægge den gode stemning for at påpege uretfærdigheder. I SKAM er glædesdræberen således repræsenteret ved Sana og Eskilds opsange.

Men selvom glædesdræberen er vigtigt, så er det også vigtigt ikke at fortabe sig i glædesdræberens raseri. For glædesdrab er ikke et mål i sig selv.

Midt i kampen for at sige nej, må der være en plads til at fejle

Læs artiklen »Embrace Queer Failure« hos Jack Halberstam

Minoriteter er historisk blevet set som fejltagelser: Naturens fejl, fysiske fejl, mentale fejl, politiske fejl. Derfor er der noget paradoksalt ved en queer politik, som operer med en nul-tolerance over for fejl.

Et ideal om, at vi kan blive til subjekter, der aldrig lader os tale igennem af cis-normativitetens, racismens, kapitalismen, ableismens logikker risikerer at gøre os blinde over for, hvor subtile, gennemtrængende og uforudsigelige den slags logikker er.

Det er ikke det samme som at acceptere fx homofobisk opførsel – men at være nultolerant over for homofobi kræver også en meget specifik viden om, hvad homofobi er og hvordan den kan ser ud. Det er ikke sikkert, at man bedst bekæmper homofobi ved at tro, at vi på forhånd ved, hvad homofobi er eller kan være.

Og deri ligger måske vores primære +40årige investering i en serie, hvis målgruppe er 15årige. Det er ikke fordi, vi synes, det er så eksotisk og nuttet at se teenagere, der ikke kan finde ud af en skid, men fordi vi godt ved, at det aldrig rigtigt holder op med at være svært at finde ud af, hvad der er det rigtige at sige og gøre.

Og fordi vi tror på værdien af give de folk, vi tror, vi kan nå, en reel chance for at komme igen. Der er forskel på at dømme folk for evigt ude og så det at give dem en mulighed for at »sidde der lidt og tænke over det, jeg har sagt«, som Eskild siger.

Snarere end at udpege fejlen som en diskvalificering af solidaritet, bliver Eskilds og Sanas glædesdrab en anledning til at bygge solidaritet og alliancer i og på tværs af minoritetspositioner.

En solidaritet som ikke løber gennem majoritetens blik og erfaring, men finder sine veje uden om den. En queer politik, hvor det at udpege fejlen er vævet sammen med og udspringer af en fælles minoritetserfaring af queer fejl og skrøbelighed (hvor queer ikke bare betegner køns- eller seksualitetsminoritisering, men det at være andetgjort).

Fejlen eller det, at fucke up, bliver anledning til at forstå diskriminationens og minoritiseringens allestedsnærvær og anledning til at bruge de minoritetserfaringer som grobund for solidaritet. I skam bliver glædesdrabet ikke det politiske facit, men en vej til det, der er vigtigere: at lære og forstå – og at bygge alliancer.

Queer, crip og sekularismekritiske alliancer

Sådan en alliancebygning ses især i tredje sæsons fokus på psykisk sygdom (Even, Isaks mor, Magnus’ mor og Linn). Homoseksualitet og psykisk sygdom er temaer, det historisk set er prækært at filtre ind i hinanden, fordi det er en klassisk filmkliché at fremstille queerness som vanvid, og psykopater som queer.

Men her formår SKAM at vende en filmkliché på hovedet på en måde, der hverken andetgør homoseksualitet eller psykisk sygdom. I stedet for at hævde, at homoer ikke er psykisk syge eller at psykisk syge godt kan have en sund, heteroseksuel seksualitet, peger serien i stedet på de oplevelser af devaluering, som den psykisk syge og den homoseksuelle kan have til fælles: Oplevelsen af at andre konstant stiller spørgsmålstegn ved ens følelsers autenticitet.

Ex-kæresten Sonjas reduktion af Evens følelser for Isak til mani spejler det evige spørgsmål om, hvorvidt ens ikke-heteroseksuelle begær mon ikke bare en fase (eller et modefænomen/et eksperiment/et teenageoprør/en fiks idé).

Når Even og Isak står fast på, at »det er kun dig, der kan føle det, du føler« er det ikke kun en viljestærk insisteren på, at den queer kærlighed er ægte, men også en henvisning til, at queer følelser ofte må trives uden for den løbende støtte og opmuntring, som heteroseksuelle følelser normalt opnår.

At »hjernen er alene« spejler også den blandede følelse af ensomhed og begejstring ved udsigten til at måtte finde ud af sit begær selv.

SKAM gør med andre ord en pointe ud af værdien af uforudsete alliancer: Da Isak og Even til sidst finder sammen igen, er det bl.a. pga. Magnus’ uforudsete crip-politiske attitude over for bipolaritet, som han på én gang nedtoner dramatikken omkring, samtidig med at han ser dens antiautoritære potentialer (i form af moderens breve til Socialstyrelsens).

På samme måde gør Sanas no-bullshit-attitude og intuitive forståelse af eksklusionens dynamikker hende til en mere solidarisk ven end fx Vildes repressive tolerance. Der er meget håb for os i de scener med Sana og Isak. Spørgsmålet er, om SKAM giver Sana mulighed for at træde ud af seriens sea of whiteness på samme måde som Isak kom ud af the sea of straightness?

Artiklen er oprindelig bragt på peculiar.dk – forskning om og i affek, som er en blog for forskerkollektivet af samme navn.

Mons Bissenbakker er lektor på Center for Kønsforskning på Københavns Universitet. Michael Nebeling Petersen er adjunkt på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.