I denne, den mærkværdigste af de amerikanske valgsæsoner, virker det, som om kapitalistklassen delvist har mistet kontrollen - midlertidigt i hvert fald - med sine trofaste politiske partier.
Bernie Sanders-oprøret, som forventedes at være feset ud på nuværende tidspunkt, har i stedet vundet styrke, i takt med at Demokraternes primærvalg skrider frem. Den voksende støtte til Sanders budskab afslører den kløft, der adskiller partiets institutionelle eliter fra partiets vælgerbasis, som er hårdt ramt af den kapitalistiske krise og den nyliberale politik.
Efter valget i New York bekendtgør de traditionelle »eksperter«, at nomineringsløbet er »overstået«. Men for Sanders' tilhængere er kampen i høj grad stadig i gang, mens de organiserer sig for at bære "den politiske revolution" hele vejen til Philadelphia, både inden for og uden for det demokratiske konvent - og videre endnu. Dette er en bevægelse for noget, der går langt videre end et enkelt primærvalg.
Den førende republikanske kandidat, en milliardær, der drives af sit ego mere end en ideologi, kører løbet som en ensom cowboy, med en pseudo-populistisk, indvandrerfjendsk racistisk dagsorden, tilsat økonomisk nationalisme. Udsigten til Donald Trump som kandidat - for ikke at tale om præsident - gør USA´s politiske establishment pinligt berørt, og driver den globale kapital ud i noget, der ligner panik.
Den vigtigste republikanske udfordrer, Ted Cruz, tidligere en isoleret person på den yderste højrefløj, er blevet håbet for det Republikanske Partis »establishment«, og for højrefløjens presse, særligt efter primærvalget i Wisconsin. Hvordan centrum har omdannet billedet af Ted Cruz er et studie i sig selv. Hans økonomiske program, der ikke bare kræver en »flad skat«, men en tilbagevenden til guldmøntfoden, er en formel for en ny, massiv og verdensomspændende depression. Det ved det Republikanske ledelse udmærket, og alligevel er det ham, de henvender sig til, i en desperat »Aldrig Trump«-anstrengelse.
Selv om hans mest ekstreme forslag aldrig vil blive gennemført, er det, at en person som Ted Cruz pludselig er gjort til en del af det pæne selskab, et temmelig spektakulært udtryk for den nye politiske unormalitet. Mens nogle på venstrefløjen fokuserer på Trump som en »fascistisk« trussel, er realiteten, at Ted Cruz er en langt mere alvorlig trussel fra højrefløjen, der fører sig frem som en »lille-regerings« traditionel konservativ. Omfanget af den løgn afsløres af hans plan om at »beordre Justitsministeriet til at undersøge »Planned Parenthood« [en organisation, der støtter kvinder, der vil abortere, red] og retsforfølge kriminelle krænkelser« - dvs. lave en politisk heksejagt, som den, der karakteriserede det Hvide Hus under Watergate-præsidenten Richard Nixon.
Men signalerer det republikanske show en skarp højredrejning blandt amerikanske vælgere? Næppe. Det viser den folkelige energi og entusiasme, der er strømmet ind i kampagnen for den selverklærede demokratiske socialist Sanders, selv om Hillary Clinton - centrumskandidaten for Wall Street og finanskapitalen - har et solidt forspring blandt Demokraternes delegerede, især når man medregner de super-delegerede fra det Demokratiske Partis apparat.
De afro-amerikanske stemmer har været hendes sikkerhedsnet, især i Syden, hvor sortes rettigheder og liv er under hårde angreb fra højrefløjens delstatsregeringer. Hun er også forhåndsfavorit hos flertallet i de trængte faglige ledelser, selvom der er dyb utilfredshed med dette blandt medlemmerne af mange fagforeninger.
Men Clinton inspirerer næppe nogen. Hendes dominans over partiapparatet bygger mest på hendes alder og erfaring, partiets inerti og et næsten totalt fravær af ledelse på partiets liberale venstrefløj, et tomrum, som den politisk uafhængige Sanders effektivt har udfyldt.
Mange emner, der fortjener opmærksomhed bliver nærmest ignoreret. For eksempel er der masser af snak om, hvem der ved, hvordan man ødelægger ISIS, men den humanitære "made in America" katastrofe i Honduras, vil ikke blive et tema i valgkampen. Og det sker, selv om Hillary Clintons hænder drypper af Berta Cáceres blod, den indfødte miljøforkæmper, der blev skudt ned den 3. marts og af mange andre aktivisters blod, der er myrdet efter militærkuppet i 2009.
Dette kup, der var velsignet og godkendt af Obama-administrationen, mens Clinton var udenrigsminister, har sendt dette mellemamerikanske land tilbage til dødspatruljernes og de multinationales regime. Tusindvis af unge mennesker er flygtet via Mexico til USAs grænse, hvor de er blevet interneret og deporteret - ofte for at blive dræbt ved hjemkomsten til Honduras. (Se artikel i Huffington Post).
Mens cirkusset om Clintons private mail-server får kilometervis af spalteplads, var mordet på Cáceres i medierne i én eller to dage, langt nede på listen, og Clintons ansvar for tragedien i Honduras blev ikke nævnt (heller ikke af Bernie Sanders), og slet ikke af Republikanerne. Det vil heller ikke blive diskuteret, når Demokraterne vil fejre den store forbrødring efter primærvalgene.
Clinton er faktisk en ret sårbar og langt fra ophidsende kandidat, på et tidspunkt, hvor partiets vælgerbase blandt unge og i arbejderklassen lider, er vrede og tørster efter virkelig forandring. Hendes valg i november er ikke sikkert, men muligt, først og fremmest på grund af det faktum, at hun – med mindre der sker noget helt uventet på Republikanernes konvent - er den eneste solide og "pålidelige" borgerlige politiker i præsidentfeltet. Hendes præsidentvalgkamp kan forventes at svinge stærkt til højre, når hun kynisk vil forsøge at appellere til de republikanske midtervælgere.
Selv hvis den republikanske ledelse skulle få held af at slippe af med Trump, og enten ophøje Cruz eller trække en ridder på en hvid hest frem af stalden på deres konvent i Cleveland, vil den efterfølgende ballade formentlig dødsdømme dem ved valget i november 2016.
Intet af dette betyder, at det Republikanske Parti er »færdigt«, som nogle overfladiske kommentatorer påstår. Det vil beholde kontrollen med Repræsentanternes Hus på grund af deres fusk med valgdistrikter; partiet vil stadig sidde på et lille flertal eller et stort mindretal i Senatet; det kontrollerer de fleste delstatsparlamenter, hvor de mest brutale anti-abortlove, vælger-undertrykkende, økonomiske og sociale nedskæringer, får lov til at gå amok. Og først og fremmest, så har den herskende kapitalist-klasse behov for det Republikanske Parti, og de vil ikke lade det dø, uanset hvilket kaos partiet udviser på et givent tidspunkt.
For os, der tilhører den socialistiske venstrefløj, er det største spørgsmål, hvad der vil ske med passionen og entusiasmen hos de millioner af vælgere og titusindvis af aktivister, der føler "the Bern". Det er klart, at der blandt græsrødderne er et kraftigt ønske om at lade bevægelsen fortsætte; ikke bare under konventet, men også efter konventet og valget i november.
Mødet i »Labor for Bernie« den 1. april og Labor Notes-konferencen var begge eksempler på levende begivenheder, hvor flere hundrede deltagere diskuterede både den kortsigtede valgtaktik og de langsigtede strategiske perspektiver.
At bryde igennem den fundamentale modsætning mellem bevægelsens potentiale og den politiske struktur, som den i øjeblikket er fanget i, vil kunne sætte retningen for amerikansk politik for den næste generation. Hvis, som vi påstår, kapitalen behøver det Republikanske Parti, så har det lige så meget brug for det Demokratiske Parti, og den vil absolut ikke tillade dette parti at udvikle sig til noget, der bare minder om »demokratisk socialisme«, for slet ikke at tale om genoplivelsen af aktive sociale bevægelser og en aktiv arbejderbevægelse.
Vi vil være mere end lykkelige over at se Bernie Sanders kampagne fortsætte fremad med et uafhængigt kandidatur. Sanders har selv udelukket denne mulighed fra starten, og vi forventer, at han vil tilslutte sig koret om »fælles fodslag« i partiet, for at besejre den truende fare fra højrefløjen.
Truslen er reel, men det tragiske er, at Demokraternes »enhed« handler om, at kanalisere den »politiske revolution« over i en kynisk positionering mellem fløjene, der vil skubbe det arbejdende folks behov, immigranters rettigheder, Black Lives Matter - og alt andet, der betyder noget - om på bagsædet af Clintons kampagnebus, i bytte for noget meningsløst snak på konventet og tomme løfter.
Den såkaldte »frihandel« er et meget varmt emne, hvor det er vigtigt for Sanders' bevægelse ikke at blive lagt i Demokraternes spændetrøje. Faktisk er en af de vigtigste politiske kampe, der lurer i horisonten, på den anden side af 2016, spørgsmålet om, hvorvidt snesevis af millioner fra den hvide arbejderklasse vil bevæge sig mod Donald Trumps reaktionære, racistiske, økonomiske nationalisme, eller om de kan vindes for en ny, progressiv, pro-arbejder frigørelsespolitik. Det Demokratiske Parti, et politisk redskab for virksomhedernes interesser, hverken kan eller vil iværksætte sådan et program.
Hvis der er et konkret, positivt resultat af primærvalgs-sæsonen, med dens høje deltagelse af arbejderklassestemmer for både Bernie Sanders og Donald Trump - så er det den udbredte lede ved den kræftsvulst, der går under navnet globale "frihandels"-aftaler.
Mens Trump demagogisk og falskt proklamerer, at "Amerika er holdt op med at vinde" fordi "vores forhandlere er uduelige", så har Sanders korrekt pointeret, at det virkelige problem er, hvordan disse aftaler er hemmeligt (og ganske kompetent) udarbejdet af, og for, de multinationale koncerner. Sanders kunne være stærkere i sin understregning af, hvordan den slags "fri handel" skader arbejdere og ødelægger helbredet, sikkerheden og miljøstandarder i alle lande, men den grundlæggende pointe er trængt igennem.
I år vil det være svært - umuligt, håber vi - for Obamas Hvide Hus og Kongressens ledelse, at gennemtvinge den rystende aftale om TPP (Trans Pacific Partnership). (Men pas på den forræderiske periode efter præsidentvalget, hvor præsidenten er »magtesløs«). I alle tilfælde vil et græsrodspres, som det, der til sidst tvang Obama-administrationen til at opgive det øko-fjendtlige Keystone XL rørledningsprojekt, være nødvendigt for at forhindre TPP i at blive ført ud i livet. Hvis ikke i de sidste dage af denne administrations tid, så i starten af den næste.
Er der en vej frem? Det, som Sanders har opnået, er - imponerende og meget sigende kommet fra en person uden for det Demokratiske Partis apparat - at vise, hvordan hans version af et socialistisk budskab kan inspirere folk, som har oplevet den spidse ende af den neoliberale kapitalismes stok. Tusindvis, måske titusindvis, vil måske beslutte sig for, at de også er socialister og begynde at drage de nødvendige konklusioner.
Denne situation tilbyder den mest dybtgående mulighed og udfordring for den organiserede socialistiske bevægelse i USA, så dårligt organiserede og splittede vore styrker end har været i nu mange årtier. Hvordan USA´s socialister svarer og reorganiserer sig vil være i centrum af mange strategiske diskussioner langt ud over 2016-valgene, og langt ud over sigtet med denne leder - men Against the Current har helt sikkert tænkt sig at deltage i processen.
Socialisme handler om meget mere end sygesikring og at få milliardærerne til at betale skat. Den kræver en politisk og en social revolution, for grundlæggende at ændre produktionens strukturer og ejendomsretten, og få at få ryddet op til bunds i racismen og patriarkatet. Det er spørgsmål, der kræver en nødvendig og indgående diskussion, der vil udfolde sig langt ud over denne valgkamp.
Nu og her er det vigtigste for Bernie Sanders hær, at den ikke opgiver kampen. Primærvalgene og delegeret-tallene er vigtige, men ikke afgørende, når det drejer sig om at forme fremtiden. Lad være med at tage HIllary Clintons og de store firmaers blindgyde-politik, som "det bedste vi kan opnå".
Hvis der er bydels-, by- eller faglig kampagner, der kan organisere sig som forkæmpere for social retfærdighed, så meget desto bedre. Se fx på Jill Steins kampagne og det Grønne Parti [Green Party, red]. Spred informationer om TTP. Forsvar vores immigrant-kvarterer mod angreb, deportationer og anti-muslimske fordomme. Opbyg støtte for Black Lives Matter og kampen for at bevare stemmeretten mod love, der gør det svært at stemme.
Masseaktiviteter kan give resultater, om det så er hjemme i kampen for 15 dollar i timen - eller i udlandet, som når gadeprotester tvinger den islandske statsminister til at gå af, på grund af Panama-papirernes afsløringer af offshore-konti og enorme skatteunddragelser hos den globale promille. Og kan der være nogen klarere afsløring af det snyd i systemet, som Bernie Sanders taler om?
Det »normale« mønster i USAs politiske cyklus er, at i valgår afsporer man sociale bevægelser, tømmer deres energi ind i det, der nu ser ud til at være "det mindste onde". Måske vil dette højst unormale valgår vise sig at være undtagelsen.
Oversat fra Against the Current (USA) af Steen Andersen
Artiklen er tidligere bragt i Socialistisk Information
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96