»Derfor ligner Trumps machoidéer om styrke fascisme«

»The time for empty talk is over. Now arrives the time for action«.

Sådan lød det i Trumps indsættelsestale, og disse ord indfanger på mange måder essensen af Trumps politiske fortælling. 

Grundene til, at Trump vandt valget er mange, men en afgørende faktor har utvivlsomt været, at han har formået at fremstille sig selv som en handlingens mand. Hans status som outsider, hans politisk ukorrekte facon og hans finansimperium har alt sammen medvirket til at skabe dette ry. 

Dog har hans vage politiske forslag og hans utallige politiske krumspring skabt en del spekulation over, hvad det præcist er, han vil gøre med magten? Dog giver hans opførsel, som ved første øjekast kan betragtes som politisk vaghed eller populisme, god mening hvis man sammenligner Trumps syn på politik med fascismens politikopfattelse.

Fascisme er et ord, som i dag er blevet frarøvet næsten al mening. I dag bliver begrebet ofte brugt af både højre- og venstrefløjen som et skældsord mod alle dem, man ikke kan lide. I det hele taget er »fascist-kortet« blevet så brugt, at ordet fuldstændig har mistet sin vægt og betydning.

Dog mener jeg, at man i dele af den nationalkonservative bevægelse kan se en række paralleller til den fascistiske logik, og at det derfor er værd at kaste et nyt blik på den historiske fascisme.

Fascismen kom med usikre fremtidsudsiger

Fascisme var en politisk ideologi, der opstod i starten af det 20. århundrede i Italien, og som senere optrådte i forskellige varianter i flere andre lande.

Fascismen opstod i en turbulent politisk periode; den italienske fascist Benito Mussolini kom til magten i en tid, hvor Europa havde gennemgået en brutal verdenskrig som bl.a. resulterede i en kommunistisk revolution i Rusland og forsøgte revolutioner i flere andre lande.

Da nazisterne (en art fascisme, der tillagde fascismen en racistisk raceteori) kom til magten i Tyskland, havde man gennemgået en voldsom global økonomisk krise.

Fascismen kom med andre ord til magten i en tid karakteriseret ved voldsom splittelse og usikre fremtidsudsigter. Mange har gennem tiden sagt, at det er meningsløst at snakke om fascisme som en ideologi, da fascisternes politik og begrundelsen for denne ofte var selvmodsigende og usammenhængende. Desuden er meget forskelligartede former for styrer blevet kaldt fascistiske, hvilket har fået mange til at spørge, om der overhovedet er en fællesnævner eller om fascisme er et tomt begreb, der starter og slutter med Mussolini.

Uklarheden vedrørende fascistisk ideologi har måske været en vigtig grund til, at ordet fascisme er blevet brugt i så forskellige sammenhænge gennem tiden.

Dog har flere forskere og filosoffer påpeget, at der rent faktisk er bestemte træk ved fascismen, som går igen i alle dens mange varianter. Jeg har valgt at fremhæve tre hovedtræk.

Disse hovedtræk er en sammenfatning af træk, andre har fremhævet vedrørende fascistisk ideologi. Jeg støtter mig primært til sociolog Michael Manns beskrivelse af fascismen i hans bog Fascists, men læner mig også op ad både forfatter Umberto Ecos definition, filosof Slavoj Zizeks og den samtidige Leon Trotskys karakteristik af fascismen. Jeg har ligeledes forholdt mig til fascisternes egen selvforståelse, særligt Mussolinis.

Fascisme er en konservativ revolution

Dette lyder umiddelbart som en selvmodsigelse; konservatisme er jo netop en ideologi, der er imod radikal forandring. Ikke desto mindre er denne betegnelse, efter min mening, den betegnelse, der bedst beskriver fascismen. Fascismen dyrkede traditionelle konservative værdier:

- Den var nationalistisk

- Den dyrkede national identitet, religion og kultur

- Den dyrkede traditionelle kønsroller og var stærkt antifeministisk

- Den afviste universalisme (f.eks. idéen om universelle menneskerettigheder)

- Den var autoritær og dyrkede hierarkier

- Den hyldede lov og orden som noget, der er godt i sig selv

- Den opfattede nationen som det vigtigste fællesskab; et fælleskab man skyldte sit liv.

Alle disse træk er utvetydigt konservative og mange udtrykkes allerede af konservatismens fader, Edmund Burke.

Dog er der særligt ét springende punkt ,som adskiller fascismen fra konservatismen. I modsætning til traditionel konservatisme er fascismen, om ikke andet så i dens egen selvforståelse, stærkt anti-elitær.

Det betyder, at den primære konflikt for fascismen er en konflikt mellem »folket« og en ofte internationalistisk »elite«.

Denne tilgang betød, at de kunne appellere bredt, samtidig med, at man kunne angribe både højre- og venstrefløjen for at tilhøre »eliten«. 

Hos nazisterne blev jøden til indbegrebet af denne internationalisme: højrefløjen blev angrebet for at være i lommen på jødisk international finanskapitalisme, som skabte fattigdom for almindelige mennesker, og venstrefløjen blev angrebet for at være styret af internationalistiske jøder, der ville ødelægge nationalstaten.

Fascismen vil overkomme klassesamfundet ved at pege på én national identitet 

Fascismen opstod i stærkt revolutionære tider. Det er ikke nogen hemmelighed, at Mussolini var mangeårig socialist, før han skabte sit fascistiske parti.

Højrefløjen bruger ofte dette faktum til at beskylde socialismen til at være roden til samtlige totalitære styrer gennem historien.

Selvom dette udviser en mangel af forståelse for fascistisk ideologi, er det sandt, at fascismen drog stor inspiration fra arbejderbevægelsen, på trods af at den opfattede arbejderbevægelsen som sin største politiske fjende. 

Fascismen var optaget af mange af de samme problematikker som venstrefløjen. Den svenske venstrefløjspolitiker Åsa Lindborg viste i sin glimrende analyse af »Mein Kamp«, at Hitler var forbløffet over arbejderklassens ringe kår og forundret over, hvor uvillige borgerskabet var til at give arbejderklassen bare lidt bedre vilkår 

Læs artiklen »Achtung – hvor det minder om vores egen tid« hos Information 

Hitler var, ligesom arbejderbevægelsen, optaget af arbejdernes vilkår. Michael Manns data viser, at nazisterne på mange måder var et unikt parti i datidens Tyskland.

Mens arbejderpartierne SPD og KPDs medlemmer hovedsageligt kom fra arbejderklassen, og de borgerlige partiers medlemmer næsten udelukkende kom fra overklassen, så bestod nazisterne af en broget flok af både arbejdere, middelklasse og overklasse.

Nazisterne startede ganske vist ud med primært at henvende sig til middelklassen, men med tiden fik de også en betydelig støtte fra både arbejder- og overklassen.

Man så noget lignende i Italien. Dette stemte godt overens med fascisternes egen selvforståelse. I deres øjne var nationalisme en måde at overkomme de klassespændinger, der var så tydelige i starten af det 20. århundrede.

Den nationale identitet overtager klasseidentitetens ideologiske funktion og indre og ydre fjender af denne identitet anvendes som et fælles fjendebillede, der kan forene de stridende klasser.

Med Mussolinis egne ord, er fascismens fundament 

»(…) the State as an absolute, in comparison with which all individuals or groups are relative, only to be conceived of in their relation to the State ... The Fascist state is itself conscious, and has itself a will and a personality ... it represents the immanent spirit of the nation ... It is the force which alone can provide a solution to the dramatic contradictions of capitalism ... It is not reactionary but revolutionary« (Mann 2004:99). 

Fascismen var et revolutionært konservativt svar på et problem formuleret af venstrefløjen. Ifølge den slovenske filosof Slavoj Zizek kan sådan en opløsning af klassekonflikt kun lykkes med den konstante tilværelse af en udefrakommende fjende, som kun fascistpartiet kan besejre.

Fascismen virker gennem vold og tror politik er et spørgsmål om rå styrke

Fascismen er besat af styrke. Den russiske kommunist Leon Trotsky beskrev fascismens fascinationskraft således: »De desperate småborgere ser i fascismen først og fremmest en kampstyrke mod storkapitalen og tror, at i modsætning til arbejderpartierne, som kun handler i ord, så vil fascismen bruge magt for at skaffe mere ’retfærdighed’ (…)
Fascismen forener og bevæbner de splittede masser. Af menneskeligt affald skaber den kampenheder« (Trotsky 1993:49-50). 

Hvad end man må mene om Trotsky, så er denne karakteristik utroligt rammende og stemte fint overens med fascisternes egen selvforståelse som en bevægelse, der prioriterer handling over ord og ideologiske dogmer (Mann 2004:95).

Det er vigtigt at huske, at fascismen voksede ud af Første Verdenskrigs skygge. Dette efterlod et stort aftryk på de fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland, som hovedsageligt bestod af unge ugifte mænd med militærerfaring (Mann 2004:105, 155).

For Mussolini var politikkens ultimative sprog derfor krigens sprog: »War alone brings up to the highest tension all human energy and puts its stamp of nobility upon the peoples who have the courage to meet it« (Mann 2004:98). 

Paramilitære bander spillede en central rolle hos både de italienske og tyske fascister, ligesom et klart skel mellem ven og fjende blev centralt. Voldsparathed og voldsforherligende krigsretorik var fascismens umiskendelige kendetegn, og modsat andre totalitære ideologier som stalinismen og maoismen, blev volden ikke primært set som et nødvendigt redskab til at nå et mål, men snarere et mål i sig selv. Denne militaristiske macho-attitude er reflekteret i de italienske fascisters motto, »me ne frego«, som kan oversættes til: I don’t give a damn

Hvorfor nationalkonservatisme ikke er fascisme

Der har siden Anden Verdenskrig eksisteret nynazistiske og nyfascistiske grupper i vesten. Dog har de oftest været stærkt isolerede og, med enkelte undtagelser, meget langt fra magten. Dog har vi i de sidste par årtier, særligt indenfor de sidste 10 år, set en voldsom tilslutning til nationalkonservative partier i vesten.

Disse partier er ofte blevet kaldt nazistiske eller fascistiske, men jeg syntes det er vigtigt at lave en klar distinktion mellem nationalkonservatisme og fascisme. Vi er nødt til at huske, at mange nationalkonservative synspunkter virker ekstreme, fordi konservatismen som ideologi i så lang tid har stået i skyggen af liberalismen og socialdemokratismen.

Vi finder f.eks. kritik af universelle menneskerettigheder helt tilbage hos Edmund Burke. Jeg vil påstå, at den afgørende forskel mellem fascisme og nationalkonservatisme er fascismens revolutionære ambitioner og dens fascination af styrke og vold.

Hvis fascisme er en konservativ revolution, så er nationalkonservatisme en radikal konservativ reformisme. Målet er det samme, men strategien og de midler, der opfattes som legitime er dybt forskellige.

Hvor ser vi fascismen i dag

Derfor mener jeg ikke, at nationalkonservative partier som DF eller Front Nationale kan betegnes som fascistiske; de spiller inden for det parlamentariske demokratis rammer og viser ingen tegn på at have nogle ambitioner om at gøre andet.

Dermed ikke sagt, at jeg opfatter det som utænkeligt, at denne slags partier i fremtiden skulle kunne udvikle sig i en fascistisk retning. Vi har før i historien set, hvordan historiske omstændigheder kan skabe radikale forandringer indenfor politiske bevægelser (et godt eksempel er splittelsen i arbejderbevægelsen i starten af det 20. århundrede).

Den nye nationalkonservative bølge, der har grebet næsten hele vesten, er dybt bekymrende, men man er nødt til at huske, at en lang række af disse partier har vokset sig store ved at gøre op med fascismen (et af de få nævneværdige undtagelser er græske Gyldent Daggry).

Dette ses bl.a. i DF’s eksklusion af nynazistiske medlemmer, Marine Le Pens opgør med hendes fars antisemitisme og Sverigedemokraternes opgør med deres nazistiske fortid.

Mange af disse nationalkonservative har gjort sig stor umage med at fremstå som almindelige parlamentariske demokrater og har i mange lande lykkedes med dette. Netop derfor er det dybt bekymrende, at vi i disse år oplever en ny og anderledes tendens internt i den nationalkonservative bevægelse.

Hvordan vi forholder os til dette skift vil få afgørende betydning for vores fremtid. Derfor er det vigtigt at vi snakker om USA’s nye præsident og hvordan han kom til magten.

Er USA’s nyvalgte præsident fascist?

Lige siden Donald Trump trådte ind i den amerikanske valgkamp har beskyldningerne om racisme, sexisme og islamofobi fulgt ham som en skygge. I den sammenhæng er han blevet kaldt mange ting: populist, autoritær, nazist, fascist. Lad os tage disse beskyldninger én for én.

I idéhistorikeren Jan-Werner Müllers nye bog om populisme opsummeres populismen bedst ved den populistiske påstand: vi – og kun vi, taler for folket! Set i dette lys giver det god mening at kalde Trump populist (Müller 2016).

Mange har dog kaldt ham populist med den begrundelse, at han bare siger det folk ville høre uden at have en sammenhængende politisk plan eller ideologi. Jeg mener denne analyse er forkert. Der er en klar rød tråd gennem Trumps umiddelbart fuldstændigt uforudsigelige opførsel, hvilket jeg vil vende tilbage til

Lad os gå videre til nazisme-anklagen. Særligt ét politisk forslag har fået mange til at drage paralleller til nazismen, nemlig forslaget om en særlig registrering og identifikation for muslimer (en klar parallel til nazisternes brug af jødestjernen)

Derudover hjælper det ikke, at en ikke ubetydelig del af hans bagland dyrker en racistisk hvid identitetspolitk, samt at han flere gange har vist sig underligt modstræbende, når han er blevet bedt om at afstand fra disse grupperinger. Eksempelvis hans håndtering af tidligere Knights of the Ku Klux Klan formand David Dukes rosende ord,

For mange satte videoen af heilende Trump-støtter ligeledes et uudsletteligt indtryk

Læs artiklen »'Hail Trump!': White Nationalists Salute the President-Elect« hos The Atlantic

Der er ingen tvivl om, at Trump befinder sig på den yderste højrefløj, men det kan nemt blive for letkøbt at forbinde en bestemt politisk yderfløj med de fortidige forbrydelser, der klæber til den.

Den nationalkonservative bølge, der i disse år skyller hen over hele vesten er ikke Nazismen 2.0, ligesom Trump, på trods af hans åbenlyse racisme, ikke kan betegnes som nazist (selvom nogle af hans støtter bestemt kan).

Trumps racisme er et miskmask af fordomme, frygt og modstridende holdninger, ikke en systematiseret racelære. Han er typen, der siger »jeg er ikke racist, men…«, hvorimod en nazist til en hver tid stolt ville proklamere, at han er racist.  

The winner takes it all

Påstanden om, at Trump har en autoritær tilgang til magten er til gengæld utroligt nem at påvise. Han har hængt medierne ud som løgneriske, ligesom han har sagt han vil gøre det nemmere at sagsøge »uærlige medier« 

I en nylig pressekonference afviste han et spørgsmål vedrørende hans ukendte skatteforhold på følgende måde:
»You know, the only ones who care about my tax returns are the reporters (…)

I won. I mean, I became president«

Trumps logik er ganske enkelt, at fordi han vandt valget, må det betyde, at han én gang for alle har vundet amerikanernes, og vel og mærke alle amerikaneres, tiltro, og dermed overflødiggjort mediernes rolle som demokratisk vagthund.

Set i dette lys er Trumps brug af Twitter interessant, fordi han her får lov til, umedieret, at kommunikere sine budskaber ud. Hvis man medtager hans gentagne påstande om valgsnyd, samt hans trusler om at fængsle sin modstander under valgkampen, så efterlader det et billede af en selvtilstrækkelig leder, hvis opfattelse af demokrati mere eller mindre er, at the winner takes it all.

Denne autoritære tolkning af demokratiet (hvis man overhovedet kan kalde det det), ser man ligeledes hos autoritære statsledere som Erdogan og Puti

Hillary er billedet på den indre fjende

Den røde tråd i Trumps handlinger og udtalelser har stærke ligheder med de træk, der karakteriserede den historiske fascisme. 

Trump har fra starten iscenesat sig selv som anti-elitær, og har gentagne gange tordnet mod the establishment. Han har ligeledes iscenesat sig selv som de svages beskytter med en retorik, der bærer en slående lighed med venstrefløjens

»We've got to listen to the concerns that working people, our FORGOTTEN working people, have«

Læs artiklen »Transcript of Donald Trump’s Immigration Speech« hos New York Times

Men er det ikke selvmodsigende, at en rigmand, der er født med en sølvske i munden forsøger at være talsmand for det arbejdende Amerika? Ikke hvis man følger en nationalkonservativ logik, hvor national identitet er i stand til at overkomme klasseskel.

Budskabet er: kapitalisme er godt, men der er folk derude, der vil jer det ondt. Fjendebillederne har nærmest stået i kø: ISIS, Kina, Mexico, muslimer, Wall Street, osv.

Men fjenden beskrives ikke blot som nogen, der er derude; der findes også forrædere blandt vore egne, der hjælper dem. Med skurke-gørelsen af Clinton, der kulminerede i valgkampsråbet »lock her up«, gjorde Trump således Clinton til mere end blot en politisk modstander; han gjorde hende til billedet på den indre fjende

»Hillary Clinton meets in secret with international banks to plot the destruction of US sovereignty. This is a conspiracy against you, the American people and we cannot let this happen«

Læs artiklen »TRANSCRIPT: Donald Trump's Speech Responding To Assault Accusations« nrp

At gøde jorden til en konservativ revolution

Helt frem til det sidste insisterede han på, at der ville finde valgfusk sted for at sikre Clinton sejren, ligesom han beskyldte medierne over en bred kam for at sprede usandheder. Denne attitude står uforandret efter valget - senest illustreret ved hans affejning af CNN som »fake news«,

Se videoen »Trump calls CNN fake news« hos New York Times

Han var ligeledes en del af den såkaldte »birther-bevægelse, der påstod at Obama var en illegitim præsident. Han påstår, at han som en politisk outsider vil skabe grundlæggende forandringer, samtidig med at han delegitimiserer og kritiserer, ikke blot politiske modstandere, men selve det demokratiske system og dets institutioner og normer.

Når man påstår, at et valgnederlag vil være en konsekvens af stemmefusk og en medie-konspiration, og samtidig påstår at den kommende præsident i dette scenarie er en forbryder og en landsforræder, og tilmed nægter at svare på, om man vil anderkende et valgnederlag, så gøder man grunden for revolution.

En konservativ revolution, hvor landet skal gøres »great again«, ikke gennem reformer af det bestående, men gennem et radikalt brud med det nuværende system.

Lad os nu se på det mest skræmmende aspekt af Trump, nemlig fascinationen af styrke og vold. Selvom han gennem sin kampagne har kaldt sine modstandere mange ting, så er der særligt én beskyldning, der går igen: de etablerede politikere er svage, mens han iscenesætter sig selv som stærk »We don’t need a weak person being president of the United States«,

Budskabet er klart: Mens den politiske elite taler, handler Trump.

Gennem hele valget, har han opført sig som en mobbende skolegårdsbølle overfor enhver, der har sagt ham imod.

Jeg tror desværre dette siger en del om hans opfattelse af politik.

Han, og politikere som ham, mener ikke blot det går af helvede til, fordi der bliver truffet forkerte beslutninger. Den svage leder bliver gjort til selve inkarnationen af den førte politik. Hvad der er politisk muligt bliver således gjort til et spørgsmål om viljestyrke og lederens karaktér.

Et godt eksempel er Trumps arrogante bemærkning, da han blev spurgt ind til hans forhold til Putin: »Do you honestly believe that Hillary would be tougher on Putin than me, does anyone in this room really believe that? Gimme a break

Citatet er interessant, fordi der er bred enighed om, at Clinton ville have ført en hårdere linje overfor Rusland end Trump.

Hans svar, og den selvfølgelighed han lægger i det, kan ikke forklares på anden måde, end at han ganske enkelt tror, at Putin vil have mere respekt for ham som person, og at forholdet landene imellem vil forme sig derefter.

Når Trump så skråsikkert kan sige, som han gør, kan det således ikke forklares med andet end en sexistisk machologik. Hvis vi ser bort fra sexismen i denne logik, så er det utroligt sigende, at Trump tillægger det personlige så stor værdi, når det kommer til forholdet mellem to atomsupermagter. Hans mobbende stil gør det nemt at argumentere for, at Trump ser den politiske kampplads som én stor skolegård, hvor det gælder om at være ham, de andre er bange for.

I forlængelse af dette er det er værd at lægge mærke til den voksende fascination af Putin i Europa. Han ses på mange måder den komplette modsætning til den europæiske politiske elite, og fascinationen kan derfor nemt ses som et udtryk for den »forbudte« fantasi om handlekraft, der nemt kan opstå i et system, hvor demokratiske hensyn ofte resulterer i en politisk sløvhed og ubeslutsomhed: Putin er ikke en grå papirnusser, men en machomand, der går på jagt i bar overkrop osv.

Med andre ord: han er en handlingens mand og står derfor i skærende kontrast til en politiker som f.eks. Obama, som er kendt for hans talegaver og diplomati ifht. lande som Cuba og Iran. 

Argumentet om, at sværdet er stærkere end pennen, dvs. at rå styrke er vigtigere end ord og idéer i politik, kan umiddelbart virke primitivt, ikke bare for venstreorienterede, men i lige så høj grad for liberale.

Dog er man nødt til at forsøge at forstå, hvor dette ønske om styrke kommer fra. De fleste af os kan godt forholde os til ønsket om at have en stærk og handlekraftig ven i nærheden i en overfaldssituation.

De neoliberale har længe forsøgt at overbevise os om, at staten fungerer som en virksomhed. De nye konservative højrekræfter forsøger nu at italesætte den politiske virkelighed som en overfaldssituation, hvor diplomati er tomme ord, og styrke er en dyd i sig selv.

Derfor er det farligt, når dele af den nationalkonservative fløj spår om en forestående borgerkrig og snakker om, at flygtningestrømme vil betyde enden på Europa. Det er farligt, fordi man skaber illusionen om en brændende platform, hvor man er nødt til at reagere hurtigt og effektivt for at undgå katastrofen. I en sådan situation er folk villige til at ofre meget på nødvendighedens offerbål.

Tortur, atombomber og drab på civile

Hvilket leder mig videre til Trumps fascination af vold. Adskillige gange har Trump svælget i voldsretorik. Der var dengang han kaldte forbuddet af waterboarding for politisk korrekthed og insisterede på at torturere, selv hvis det ikke virker, fordi »(…) they deserve it«

Se filmen » Donald Trump on waterboarding: ‘If it doesn’t work, they deserve it anyway« hos Washington Post

Der var også dengang, han ikke ville afvise at smide en atombombe over sine egne allierede i Europa

Læs artiklen »Donald Trump refuses to rule out using nuclear weapons against Europe« hos The independent

Fælles for alle disse udtalelser er, at Trump forsøger at vise handlekraft gennem opfordringer til brutalitet. Vi ser det ikke kun i forhold til udenrigspolitik. Da demonstranter begyndte at dukke op til hans rallys, så vi den samme voldsretorik: »I’d like to punch him in the face«, udtalte Trump i ét tilfælde, mens han ved en anden lejlighed opfordrede hans tilhængere til at tæve demonstranter«

Han forsikrede dem endda om, at han nok skulle betale deres eventuelle retsomkostninger

Hvis man dertil tilføjer hans uansvarligt tvetydige kommentar om, at våbentilhængere ville kunne »gøre noget« ved Clinton samt hans himmelråbende absurde kommentar om at Obama er ISIS’ grundlægger, tegner der sig et billede af en mand som enten er ligeglad med, hvilken virkning hans ord har på hans tilhængere, eller som bevidst bruger voldsforherligende retorik til at skabe en lynchstemning.

At fohindre revolutionær konservatisme i Europa

Der er nu gået noget tid siden valgresultatet lå klart, og nu sidder outsideren få spåede en chance i verdens mest magtfulde stol. Derfor er det vigtigt at huske, nu når støvet har lagt sig, med hvilke virkemidler denne mand kom til magten.

Man kan ikke komme udenom, at Trump førte en kampagne, der var voldsforherligende, dyrkede forestillingen om en farlig ydre og indre fjende, insisterede på at styrke er den afgørende politiske dyd, delegitimerede de politiske institutioner og medierne, fremstillede den siddende regering og præsident som landsforrædere, der var allierede med nationens fjender, samt iscenesatte individet Trump som den stærke ener, der alene kunne genrejse nationen.

Det er desværre relativt nemt at drage paralleller mellem mange af Trumps udtalelser og den historiske fascisme, hvilket mange vitterlig også har gjort. Til tider, som dengang Trump retweetede et Mussolini-citat, har det været decideret tragi-komisk, hvor nemt det har været at lave fascisme-sammenligningen. Dog stikker lighederne langt dybere end racistiske tweets og autoritære politiske forslag. Som jeg har forsøgt at påvise, findes der i selve Trumps politiske logik stærke lighedstræk med fascismen.

De individuelle frihedsrettigheder og den kritiske og demokratiske kontrol med magthaverne er ikke dumpet ned fra himlen. De kan laves om, hvilket er præcis hvad vi risikerer, hvis det lykkedes folk som Trump at få os til at se verden i et lys, hvor styrke er altafgørende, og alt andet er sekundært.

Trumps sejr får ikke blot afgørende betydning, fordi han bliver leder i et af verdens mest magtfulde lande, ej heller blot fordi hans katastrofale tilgang til global opvarmning vil påvirke os alle; Trumps sejr vil først og fremmest få direkte betydning for os i Europa, fordi hans fascination af styrke taler direkte ind i en europæisk virkelighed, der er præget af usikkerhed, magtesløshed og en bred utilfredshed med de grå bureaukratiske ledere.

Gennem idéen om nødvendigheden af den stærke mand (m/k), risikerer vi at den nye nationalkonservative højrefløj, som ser stort på mediefrihed, individers rettigheder og minoriteters rettigheder, kaprer denne folkelige utilfredshed. Dette er ikke blot tankeeksperimenter.

Polen og Ungarn har allerede valgt nationalkonservative regeringer, der har angrebet mediefriheden og kvinders rettigheder. Frankrig vil med al sandsynlighed vælge Le Pen. Dog har fascinationen af styrke og den revolutionære tilgang endnu ikke ramt de store nationalkonservative partier, med enkelte undtagelser, f.eks. Gyldent Daggry.

De forbliver, på trods af deres fremmedfjendske og nationalistiske politik, parlamentariske reformister. Dette kan dog hurtigt ændre sig. Den aktuelle debat på den nationalkonservative fløj er blevet langt mere radikal de senere år, og mens katastrofefortællinger bliver mere og mere mainstream, bliver revolutionære nationalkonservative løsninger også gjort mere og mere legitime.

Dette er hvad er der på spil. Og en rigtig analyse af Trump og hans sejr er afgørende for at forhindre en revolutionær nationalkonservatisme i Europa.  

Mathias Hee Pedersen har en BA i idéhistorie fra Aarhus Universitet og er kandidatstuderende i filosofi på Københavns Universitet.  

 ___________

Litteratur

Mann, Michael (2004): Fascists, Cambridge University Press, Cambridge

Müller, Jan-Werner (2016): Hvad er populisme?, Informations Forlag, København K

Trotskij, Lev (1993): Hvad er fascisme og hvordan kan den bekæmpes, Socialistisk Arbejderforlag, København K

Eco, Umberto (1995): Ur-Fascism, tilgængelig på http://www.nybooks.com/articles/1995/06/22/ur-fascism/

Finnes, S. & Finnes S., Holly, K., Rosenbaum, M., Wilson, J. (2012) The pervert’s guide to ideology, Zeitgeist Films, Storbritanien.