Annonce

SLAMM
14. november 2013 - 18:44

De autonomes hoforgan genopstår i protest mod internetafhængighed og baconfetichisme

Venstreradikale aktivister har brug for en pause fra internet, usund mad og løftede øjenbryn. Det mener folkene bag relanceringen af det fotokopierede, sorthvid ugemagasin SLAMM.

Der er for meget afhængighed af internettet, bacon-fetischisme og hemmelighedskræmmeri i den venstreradikale bevægelse.

Og det skal der gøres noget ved.

Det mener folkene bag relanceringen af den legendariske sorthvid pamflet SLAMM, som i perioden 1988 til 2008 var et af de primære medier for det autonome miljø i København.

– Vi følte at der manglede en fysisk udgivelse/et alternativ til alt det internet-fis som folk har kørende for sig, fortæller den nye generation af medieaktivister, der kalder sig »Redaktion X«, i en mail til Modkraft.

LÆS HELE INTERVIEWET MED REDAKTIONEN NEDERST

Ingen akademiske optagelsesprøver

Ligesom i de »gode gamle dage« består det nye SLAMM hovedsagligt af indsendt materiale fra læserne, som er samlet i et sorthvid, fotokopieret A5-format og distribueres gratis via hovedstadens fristeder.

Før internettet var SLAMM det foretrukne sted for aktivister, at offentligøre deres erklæringer – ofte skrevet på skrivemaskine – efter de havde været på aktion.

Det var her man annoncerede (og ikke mindst diskuterede) karantæner i miljøet og kunne holde sig opdateret om demonstrationer, stormøder eller den nyeste udviking inden for radikal feminisme eller imperialisme-teori.

I dag er tonen mere let. 

En gennemgang af de fem numre, der indtil videre er udkommet viser, at enkelte faste elementer fra det oprindelige blad går igen: En liste over, hvor man kan spise folkekøkken samt en ugentlig (anti-)leder.

Men der er også taget nye initiativer: En satirisk brevkasse, hvor redaktionen svarer på store og små hverdagsspørgsmål fra læserne, veganske mad- og kageopskrifter samt aktuelle koncert- og musikanbefalinger.   

Ambitionen med bladet er, at alle skal føle sig velkommen til at bidrag og blande sig i debatten.

Det skal blandt andet ske ved at tage lidt af brodden af den seriøse stemning, som ifølge medieaktivisterne, til tider dominere det venstreradikale miljø. 

– Hvis man kigger i sit seneste SLAMM kan man jo selv læse, at vi skriver at SLAMM jo ikke er universitetet eller informeren, men et sted hvor folk kan skrive hvad de vil uden at blive dømt at en eller anden jury eller skulle gennem en akademisk optagelsesprøve for at få deres mening ud i verden, skriver redaktionen til Modkraft.

Og fortsætter:

– For det er godt nok seriøsitetens holdeplads vi er nået til på den radikale venstrefløj for tiden. Hold nu op hvor er folk hemmelige og seriøse så det driver ned af væggen, det er lige før at det ikke er til at holde ud.

SLAMM udkommer hver anden onsdag i ulige uger og man kan aflevere indlæg i Spidsroden, Prins Jørgens Gade 14 eller skrive til slamm@riseup.net.

Træt af bacon-fetisch

Læs hele interviewet med det nye SLAMM-redaktion.

1) Hvorfor har I genstartet SLAMM?

Vi følte at der manglede en fysisk udgivelse/et alternativ til alt det internet-fis som folk har kørende for sig. Det udelukker alle dem som ikke har lyst til at være aktive der, blive styret af et eller andet virtuelt socialt netværk, som konstant fiser ligegyldige nyheder ind i skærmen på dig. Nonstop.

Det synes redaktionen er ufedt.

Samtidig handler det jo enormt meget om DIY (Do It Yourself, red.) kultur, om vi vil det eller ej. Den er forankret i de fleste mennesker på den radikale venstrefløj i København via aktivisme og deslige, men vi synes at der manglede og mangler noget i gadebilledet i kbh, der viser at der rent faktisk eksisterer en aktiv radikal venstrefløj.

Det sagt har aktivitetsniveauet jo ikke været specielt højt i det sidste stykke tid og for at være helt ærlige så tror vi at det går hånd i hånd – altså når folk når folk

føler/kan se at der konsekvent sker noget, altså at folk er aktive, så spreder det ringe i vandet – dvs. andre laver noget. Vi synes det er vildt fedt at dele vores udgaver ud, og folk kommer op til os og fortæller om det ene eller det andet de var uenige i, eller hvad de vil have med næste gang og hvad er godt og dårligt. Men vi må ærligt indrømme at vi til dags dato kun har fået positive reaktioner på at redaktion X er startet.

Grunden til at vi ”bare” har valgt at genstarte SLAMM er at det er genkendeligt, i hvert fald for de fleste, samtidig med at der er blevet snakket meget i krogene om at der var nogen der skulle tage og genstarte SLAMM.

Og så gjorde vi det sgu bare.

2) Hvem er – med jeres egne ord – den nye redaktion?

Se billedet i toppen af denne artikel.

3) I har mange sjove og skøre indslag (læserbreve) – synes I, at venstrefløjen/det venstreradikale miljø mangler humor?

Hvis man kigger i sit seneste SLAMM kan man jo selv læse at vi skriver at SLAMM jo ikke er universitetet eller informeren, men et sted hvor folk kan skrive hvad de vil uden at blive dømt at en eller anden jury eller skulle gennem en akademisk optagelsesprøve for at få deres mening ud i verden.

For det er godt nok seriøsitetens holdeplads vi er nået til på den radikale venstrefløj for tiden. Hold nu op hvor er folk hemmelige og seriøse så det driver ned af væggen, det er lige før at det ikke er til at holde ud.

Dermed ikke sagt at vi er useriøse eller laver satire, eller at vi distancerer os fra folk der er enormt seriøse, eller noget i den dur. Vi svarer bare igen med DIY af bedste skuffe. Det fedeste ved det er jo at de fleste indlæg slet ikke er skrevet af redaxen men af læseren selv.

4) Hvorfor skal folk læse SLAMM?

Det skal folk heller ikke, deres liv bliver bare bedre af det.

5) Det oprindelige SLAMM havde sin storhedstid i 90'erne. Er genstarten af SLAMM i 2013 udtryk for nostalgi omkring 'de gode gamle dage'?

Nej. Der er sgu ingenting i vejen med de gode gamle dage, men dengang var dengang og som nævnt tidligere fandt vi ud af at stemningen var at
folk manglede et forum, da der faktisk ikke rigtig var nogen som helst zine/anden slags udgivelse der kunne dække over det som vi synes vi laver.

6) Hvorfor har I så mange madopskrifter i jeres blad?

Fordi redaktionen gerne vil inviteres på kage. Og er trætte af at alle har fået en eller anden bacon-fetisch. Det er slet ikke så svært at lave vegansk mad. Desuden synes redaktionen at hvad du spiser også er en politisk kamp. Der kører et hate-trip på veganere i KBh som vi gerne vil være med til at stoppe.

Derudover har vi fået henvendelser fra folk der virkelig er glade for lidt gastronomisk input, og laver opskrifterne sammen med deres unger. Vi kalder det en slags ude og hjemme opskriftstillæg for autonome.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce