Annonce

24. januar 2017 - 14:49

»Da Modkraft rykkede mod midten, mistede det identitet - ligesom resten af venstrefløjen«

Friktion-redaktør og Modkraft-blogger Nazila Kivi var særligt glad for den hedengangne Queerkraft-redaktion. Modkraft blev mindre vigtig i takt med, at det søgte mod midten og de vilkår, som fremkomsten af mange nichemedier og sociale medier satte.

Modkraft har spurgt tidligere journalister, redaktører, brugere og bidragsydere om deres reaktion på beslutningen om Modkrafts snarlige lukning. 

Læs mere om den forestående lukning her 

Nazila Kivi er forfatter og redaktør for magasinet Friktion og arbejder med intersektionen af køn, race og klasse. Hun anmelder litteratur i Politiken og har også en blog på Modkraft

Det første, jeg tænkte, da jeg så, at Modkraft lukker den 1. Februar var…

- At det var utrolig trist. At jeg ikke har lyst til at undvære Modkraft, og har været så taknemlig for, at der har været nogle ildsjæle, der har ført det ud i livet i så lang tid. Det er alligevel en bedrift.

Mit forhold til Modkraft har været, at…

- Det er her, jeg har kunnet læse nyheder og virkeligt gode analyser, der ikke er blevet dækket af andre. Særligt fra Latinamerika, men også om økonomisk politik.

Jeg så Modkrafts lukning, som…

- Noget, som måske var  uundgåeligt med så mange nye magasiner og onlinemedier, der dukker op, og at fragmenteringen er så karakteristisk for, hvordan både venstrefløjen og mange andre bevægelser fungerer under de nye vilkår, som sociale medier stiller op.

Jeg tænker, det er vigtigt, at der findes noget samlet som Modkraft, og måske er det ikke strategisk smart, at vi er fragmenteret i så mange retninger som fx tidsskriftet Friktion, Tidsskriftet Marronage osv., men samtidigt er de mindre magasiner hver for sig nødvendige og har i en dansk sammenhæng nye vinkler på at behandle emner, der er vigtige i udviklingen af modstand mod den fortsatte højredrejning.

Det er vigtigt at have et medie, der samler den såkaldte venstrefløj, men..

- Måske var det også en miniatureudgave af, hvad der er sket med den øvrige yderste venstrefløj: Den har forsøgt at bevæge sig mod midten for at få flere 'følgere'/vælgere, men har i den proces mistet noget af sin definerende identitet.

For mig var det, da jeg begyndte at se folk efterlyse en 'kritik af islam' og tale om 'berøringsangst på venstrefløjen', at jeg tænkte, at Modkraft nu bevægede sig i en retning, der kunne sende den i samme retning som en stor del af venstrefløjen.

Når man kigger på det øvrige mediebillede synes jeg, at Modkraft har været…

-En ledende figur og helt sin egen. Jeg har også været specielt glad for Queerkraft. Der både havde både internationalt udsyn og solidaritet og var et af de få steder i sin tid, hvor man kunne få indblik i både queerteoretisk og postkolonial teori. Særligt Mette Buchardts tekster har været ret vigtige for mig.

Hvis jeg kunne bestemme, hvad der skulle ske med sitet efter 1. februar, så...

- Ville det fortsætte, mere radikalt og kompromisløs og gå imod mainstreammediers konstruktion af sandheden om eksempelvis 'berøringsangst' for at kritisere islam. Og i stedet udfordre højrepolitiske begreber som 'flygtningestrøm' og fortsætte med at give plads til para parlamentariske stemmer, der taler ud fra viden og kritisk tænkning.

Hvis jeg havde en stor pose penge til et progressivt medie, så ville jeg…

- Ansætte flere kritiske journalister, så Modkraft kunne fortsætte.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce