Fødevareminister Eva Kjer Hansen udpeger McDonalds administrerende direktør, Joachim Knudsen, som nyt medlem af Madkulturens bestyrelse.
Organisationen 'Madkulturen - bedre mad til alle' oplyser på deres hjemmeside, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har udpeget fem nye medlemmer til Madkulturens bestyrelse. Et af de nye medlemmer er McDonalds administrerende direktør, Joachim Knudsen. De øvrige er Nelly Frees Riggelsen, formand for Sønderjyske Fristelser. Flemming Paasch, direktør i Easyfood A/S, Leif Wilson, formand for Danske Slagtermestre og Christian Bason, direktør for Dansk Design Center.
"Fødevareerhvervet skaber vækst og arbejdspladser i hele landet, og derfor er det afgørende, at Madkulturen i sit arbejde med at fremme madkvalitet og innovation får styrket samarbejdet med erhvervet. Derfor er det også glædeligt, at erfarne kræfter har takket ja til at bidrage til arbejdet med at styrke dansk madkultur og tænke nye løsninger på tværs af den private og offentlige sektor", siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Madkulturen er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet, etableret i 2011, der arbejder for ‘bedre mad til alle’ med fokus på kvalitet og vækst i fødevareerhvervet. Madkulturens nyudnævnte bestyrelsesmedlemmer vil - sammen med den øvrige bestyrelse - som noget af det første videreudvikle Madkulturens strategi for de kommende års arbejde med at styrke dansk madkultur og understøtte et stærkt fødevareerhverv.
Inden Joachim Knudsen kom til McDonalds, var han marketingschef hos Carlsberg, hvor han stod for markedsføring og salg af sodavand.
"Mad og måltider skal prioriteres højere derhjemme, på skolen, i idrætshallen, i ældreboligerne, på hospitalerne og i daginstitutionerne skal vi spise sammen, smage på maden og udfordre vores evner i køkkener", skriver 'Madkulturen - bedre mad til alle' på deres web site.
Modkraft ville gerne have spurgt Eva Kjer Hansen, om udnævnelsen - af McDonalds administrerende direktør - forventes at få konsekvenser for maden i f.eks. danske vuggestuer og børnehaver, men det var lørdag ikke muligt at træffe miljø- og fødevareministeren.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96