Blå blok modarbejder ligeløn

I 2015 var det 100 år siden, at kvinderne fik stemmeret og på dette område blev ligestillet med mændene.

Ligestilling er dog langt fra slået igennem alle steder. For eksempel afslører HK’s seneste lønstatistik, at der er 11,3 procents forskel på mænds og kvinders løn på det private område, mens det inden for andre områder ser endnu værre ud.

Ser man på det samlede arbejdsmarked udgør lønforskellen ifølge det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) hele 16,4 procent.

I 1976 vedtog Folketinget en ligelønsloven, som skulle sikre lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Loven blev i 2006 ændret, så det fra 2007 skulle blive lettere at konstatere kønsbestemte lønforskelle.

Loven betød, at der skulle udarbejdes kønsopdelte lønstatistikker for alle virksomheder med mindst 35 ansatte, såfremt der var ansat mindst 10 personer af hvert køn med samme jobfunktion.

Loven, der skulle skabe større synlighed omkring ligeløn, havde dog ikke den forventede effekt, og det viste sig, at adskillige virksomheder – bevidst eller ubevidst – brød loven og slet ikke udarbejdede de krævede statistikker.

En undersøgelse, som SFI foretog i 2013, viste således, at kun to ud af tre virksomheder, der var omfattet af loven, fulgte loven.

Under alle omstændigheder var loven for slap. Ligelønsproblemerne er størst på mindre virksomheder, og med grænsen på de 35 ansatte var små virksomheder slet ikke omfattet af ordningen.

Skrappere regler

Under den tidligere regering vedtog Folketinget derfor en lovændring, der trådte i kraft i 2015, og som skulle gøre det lidt lettere at konstatere ligelønsproblemer.

Ændringen betød, at alle virksomheder med mindst 10 ansatte og mindst tre ansatte af hvert køn nu var omfattet af loven om kønsopdelte lønstatistikker.

Hertil kom nyskabelsen, at de omfattede virksomheder automatisk ville få statistikken tilsendt fra Danmarks Statistik (DS), og at statistikken skulle udleveres til tillidsrepræsentanter sammen med oplysninger om medarbejdernes DISCO-koder (dvs. en dansk version af den internationale ISCO-kode, der er en sekscifret kode, som beskriver den enkelte medarbejders arbejdsfunktion).

Det var ikke ligefrem revolutionerende ændringer, men dog et stort fremskridt i forhold til at kunne reducere kønsbestemte lønforskelle.

Som bekendt har vi i dag en regering, der ubetinget og til enhver tid ønsker at fjerne enhver sten i skoen hos arbejdsgiverne. Et flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti besluttede derfor den 4. februar 2016 – 40 år efter ligelønslovens indførelse – at rulle loven tilbage til 2007-niveau.

Ifølge Venstres ligestillingsordfører Jane Heitmann for at »friholde de mindre virksomheder for en administrativ byrde«. En begrundelse, som er absurd i betragtning af, at loven ikke ændrer på virksomhedernes pligt til at indsende lønoplysninger til Danmarks Statistik, og at det er DS, som udarbejder de kønsopdelte lønstatistikker for dem.

Ved at rulle loven tilbage, viser det borgerlige flertal i Folketinget en uhørt foragt for ligestillingen.

Men det er desværre blot endnu et eksempel på, hvordan man på alle tænkelige områder forsøger at komme arbejdsgiverne i møde.

Lønmodtagerne, de ledige, kontanthjælpsmodtagerne – og altså også kvinderne – skal betale prisen for blå bloks milde gaveregn over dansk erhvervsliv.

Hvad kan der gøres

Et folketingsvalg og et regeringsskifte vil være nødvendigt, før loven atter kan ændres, men kampen for ligeløn skal ikke gå i stå af den grund.

I fagbevægelsen må vi diskutere, hvordan vi kan arbejde hen imod reel ligeløn. Skal vi tænke ligelønsbestemmelser ind i overenskomsterne? Eller hvad skal der til?

Under alle omstændigheder skal vi klæde vores medlemmer bedst muligt på i forhold til lønforhandlingerne på deres arbejdsplads. Og vi må blive ved med at sætte fokus på ligelønsproblematikken, udarbejde vores egne lønstatistikker og lave kampagner for ligeløn.

Alt for mange arbejdsgivere nyder godt af, at medarbejderne ikke taler sammen om deres løn, blandt andet fordi de tror, at det er forbudt.

En væsentlig opgave består derfor i at oplyse medlemmerne om, at det er ulovligt, hvis en arbejdsgiver forbyder en medarbejder at fortælle andre om sin løn.

Åbenhed om lønnen blandt kollegerne giver den enkelte de stærkeste kort på hånden i lønforhandlingen og kan dermed bidrage til, at ligelønnen rykker et skridt nærmere.

Ulla Jeppesen er formand for fagforeningen HK it, medie & industri Hovedstaden.