‘Azarya-effekten’: Drab i ingenmandsland

Jeg har hørt om det, hvem har ikke det? Om bilangrebet i Østjerusalem: De israelske mainstreammedier rapporterede om fire ‘myrdede’ personer i et ’terroristangreb’, og det genfortælles af de internationale medier.

’Terroristen’ blev ’neutraliseret’.

Kun fire blev myrdet, for lastbilchaufføren tælles ikke med. Han er neutral – blev ’neutraliseret’.

Det er dette, der er vores opfattelse, og vælger man at formulere sig anderledes, er man pedant, for vi tvivler ikke, ikke rigtigt.

Den guide der skød (chaufføren, red.) med sin pistol, klagede efterfølgende til hærens radio over, at det tog lang tid for soldaterne at skyde tilbage – han antydede klart, at der var tale om en Azarya-effekt. Det betyder, at hvis du er bange for at blive anholdt for at dræbe en palæstinenser, så tænker du dig om en ekstra gang, før du skyder.

Sandelig, hvorfor tænke sig om en ekstra gang?

Politidirektør Roni Alsheikh udtalte, at det kun burde tage 3-4 sekunder at identificere et terroristmål.

Dette er en fejl fra vores side: Om vi dog bare havde skudt chaufføren med det samme.

Det ville være pedantisk og smagløst at beskæftige sig med, at lastbilsangrebet rent faktisk foregik i et besat område, og derfor ikke i et område under israelsk lovgivning - som anerkendt af hele det internationale samfund - ville det ikke? Hvem fanden vil bestride, at dette skete i ’Israel’? At pointere, at hele gruppen var uniformerede soldater, er irrelevant. At mene, at en sådan handling derfor hører ind under legitim modstand mod besættelse, vil være lig med ligegyldighed overfor ofrene - som chaufføren jo selvfølgelig ikke hører ind under.

USA har allerede erklæret, at det var en ulovlig handling.

Premierminister Netanyahu sagde, at angrebet var »uprovokeret«, og at det var »terrorisme« og et »morderisk angreb«. Ofrene er i hans optik ikke soldater, blot »fire unge israelere«. Ja netop, for han ser det ikke som et angreb i et besat område, for dette er ’ingenmandsland’ og en del af ’det komplette og forenede’ Jerusalem. Ja da, for Netanyahu skete det ikke engang bare i Jerusalem, men også i Europa. Han mener, at »dette er en del af det samme IS-inspirerede mønster, som vi har set i Frankrig og siden i Tyskland og nu i Jerusalem«.

Politidirektør Alsheikh mener, at angriberen måske har lært metoden fra TV, og at vi nu står over for IS-terrorisme mod den vestlige verden. Dette er fuldstændigt skilt ad fra den israelske besættelse, nu er det bare ’meningsløs terrorisme’. Men der er ingen beviser på, at det er IS-inspireret, eller Hamas, kun Netanyahus egne ord, som i sommeren 2014 (hvor Israel bombarderede Gaza, red.). Men det er jo svært at vide, ikke, da manden (man tør ikke kalde ham ung, selvom han var på cirka samme alder som de andre til stede) blev dræbt (man tør ikke sige myrdet) på stedet, og der desuden hersker en affejende ordre om at holde mund omkring sagen.  

Det er uden tvivl grimt, jeg har set billederne derfra. Men hvor grimt var det ikke, da de bedste af vore egne, vore piloter, udslettede hele familier i Gaza? Er tiden da ikke til at tale om dét? Det bestemmer jeg selv. De fløj på himlen, trykkede på en knap, mærkede en skælven i F-16 flyets vinge, og en familie på tredive medlemmer forsvandt. Tredive civile, men piloten kaldes ikke en terrorist: Han er en helt. Samtidig støttede 95% af vi jødiske israelere angrebene fra start til slut, i 51 dage. Også Obama støttede dem, det var vores berømte ’selvforsvar’.

Vi støttede også oberst Ofer Winter, da han bombede Rafah i det sydlige Gaza den 1. august 2014, da han dræbte næsten 150 civile på få timer (angiveligt for at dræbe en israelsk soldat der risikerede palæstinensisk tilfangetagelse, red.). Han slog hårdt ned på området, men hvad skete der med mændene og kvinderne i Gaza? De er bare indirekte skadesfølger. Børnene er et lille offer at bringe, meget lille. Babysmåt. Det er bare den slags, der sker. Når alt kommer til alt, er det jo bare ‘Hamas’. Og oberst Winter er ikke terrorrist, nej, det kan man vove at påstå! Forsvarsminister Yaalon udtalte, at der ingen grund var til et efterforske sagen, for der ville alligevel ikke falde dom over nogen. Hvorfor så ikke bare forfremme Winter til brigadegeneral – ja da, for han tog afsted for at hævne i sin guds navn mod dem, som forbander denne gud. Winter er ingen terrorist, han er ingen ond jihadist, han er en helt.

Nu står vi hér, Azarya blev dømt – ikke for mord naturligvis – vore soldater er ikke mordere, og Netanyahu har understreget, at noget sådan er utænkeligt. Næsten alle af de af os, som er i den våbenføre alder, støtter op om Azaryas handling. Hans kammerater siger, at dette sker ’masser af gange’, og ansvarshavende officerer har været ude og bakke ham op og siger, at de har tilskyndet sådanne handlinger og at de gentagne gange har tysset dem ned.

Hvad er der at betvivle? Vore ledere sagde helt åbent i 2015, at man skal skyde for at dræbe, også selvom man så blot så en skruetrækker i hånden på en terrorist, som (fhv. finansminister, red.)  Lapid sagde.

Azarya er nu en helt, han var blot uheldig at blive filmet (da han dræbte palæstinenseren i Hebron, red.), for han gjorde, hvad enhver af os ville have gjort, og nu ønsker vi, at han benådes. Endda på forhånd, for vi kender endnu ikke hans strafudmåling. Han er ikke kun ej en morder (du vover at sige det!), uanset om han rent faktisk slog ihjel, for han er en helt. Punktum. Selvom vi ikke umiddelbart kunne lide det, han gjorde, for det så noget heftigt ud, så er han ikke desto mindre et offer. Et offer for politisk korrekthed, og var det ikke for ikke-jøderne og deres ’følsomhed’, så ville det bare have været business as usual og Azarya kunne have fortsat med at neutralisere.

Men hør, vi er meget følsomme, fornærm os ikke ved at tro andet: Ofrene var ikke blot soldater, de var ej heller kampsoldatrekrutter, og dette burde angriberen have vidst. De var bare »unge israelere«, nogens søn eller datter, søster eller bror. Hvad havde de nogensinde gjort ham, angriberen? Vi kender til dét at kunne skelne, for vi er eksperter når vi benytter øverstkommanderende Gadi Eisenkots Dahiya-doktrin (hvormed Israel bombarderer civil infrastruktur i stor stil som regulær krigsførelsesstrategi, red.) og overfører den til Gaza, for de civile beboelsesområder dér er blot »fjendtlige baser«. Angriberen i Jerusalem burde have brugt sin fornuft og skelnet, selv mellem soldater og soldater, og hvis ikke det sker, er det virkeligt uraffineret.

Måske så angriberen bare for meget IS på fjernsynet og blev radikaliseret og myrdede helt uden grund i ingenmandsland. Han er ingen mand. Han er ingens søn. Han er ikke engang værd at nævne.

Men mord er det uden tvivl. Vi behøver ingen retssag her. For det betyder intet, da han allerede er blevet neutraliseret til døde – vi har alle set billederne derfra, ikke? Han kørte ind i dem, og derfor myrdede han dem! Hvad er der at betvivle?

Når det kommer til Azarya, er det slet ikke det samme, næh, slet ikke. Okay, vi så ham da gøre det, men det gør det ikke til mord. Det kan det ikke være. Den terrorist var ’bare nødt til at dø’. Hvorfor er det nødvendigt for Azarya at skulle forklare sig, han kunne have nøjes med at sige, at han følte sig truet? Han begik blot en lille fejltagelse og burde blive benådet, for det kan ske for selv den bedste.

For ‘terroristen’ i Jerusalem er der imidlertid ingen undskyldning. Han blev gennemhullet af kugler, og der var ingen plads til tvivl. Ingen tid til tøven.

Det er det uomtvistelige bevis: det var en fejl at bringe Azarya for en domstol, for nu tøver folk måske med at dræbe.

Måske så chaufføren fjernsyn, som politidirektør Alsheikh antydede. Måske læste han aviser. Måske havde han lagt mærke til, at næsten alle israelere på hans egen alder støtter Azaryas handlinger, og at de fleste ville gøre som ham. Måske var det gået op for ham, at vi kan slippe afsted med mord og med massiv statsterror. Måske tænkte han, at hvis det forholder sig sådan, ville det ikke være helt forkert af ham at kalde israelske soldater for en bande mordere, en flok terrorister, som for de flestes vedkommende går frit omkring uden straf.

Og når alt kommer til alt, at dræbe en terrorist handler jo bare om at neutralisere, ikke?

Vi forstår det godt, vi har fattet det, og det er skræmmende. Barak (fhv. premierminister, red.) har sagt, at havde han selv været palæstinenser, ville også han være blevet terrorist. Men lad os glemme alt det, det forstyrrer vores selvbillede: Unge israelere blev myrdet af en terrorist, det er dét, der er tale om. Det er en global krig mod IS, det er dét, vi gerne vil have dig til at forstå.

Azarya er alles helt, men hvis du tøver, er du den næste. 

Jonathan Ofir er født i Israel, men bosat i Danmark. Han er dirigent, musiker og blogger.

Teksten er oversat fra engelsk af Gitte M. Rasmussen