Der er film, som rammer en tidsånd så meget, at det næsten gør ondt. Nogle gange forudsiger de den endda. Santiago Mitres ‘Paulina’ havde premiere på sidste års Cannes-festival, men her ni måneder efter rammer den Europa efter overgrebene i Köln som en bombe.
Santiago Mitres film 'Paulina' er en eftertænksom, begavet bombe.
Argentina er ikke kendt for en speciel feministisk filmkultur. Snarere synes det store skel i filmkulturen at være mellem det bylige, europæiske syd og det vilde, indianske nord med alt hvad det indebærer af skel i klasse, race, geografi.
Jeg tænkte, jeg godt vidste, hvor filmen bar hen i den første del, som omhandler hvordan højtuddannede Paulina, der drager nordpå mod grænsen til Paraguay for at underviser fattige indianere i demokrati og samfundsfag.
Men pludselig hives Paulina væk fra vejen, ind i et buskads, og udsættes for en gruppevoldtægt. Det er et chokerende øjeblik, især fordi vi først får historien fra hendes side og derefter via flashback ser hændelserne, som leder op til gerningsmændenes beslutning om at overfalde hende.
Det, der gør filmen så øjenåbnende og tankevækkende i disse post-Köln tider, er, at den ikke ignorerer, at der er en sammenhæng til gerningsmændendes ophav, og at der er en ‘voldtægtskultur’ i det fattige indianske område, som adskiller sig fra, hvad der sker i Buenos Aires.
Filmen kommer faretruende tæt på at lægge skyld på Paulina selv. Ja, faktisk er den ret åben om, at hun selv har skyld. For havde hun blot holdt sig til sit eget område, var det en anden, som var blevet voldtaget - forbrydelsen skyldes nemlig, at de til at starte med tager fejl af hende og en lokal kvinde.
Men hvis Paulina kan have skyld i at være det forkerte sted, så er der ingen tvivl om, at årsagen til voldtægter generelt skal findes hos mændene. Måske skyldes det ydmygelse. Den kvinde, som skulle have været overfaldet, havde netop skiftet sin lokale fattige kæreste ud med en pumpet brasiliansk tilflytter i stor BMW.
Det skaber en underklassevrede, en nationalistisk vrede, som ikke findes hos middelklassemændene. Men så findes der andre slags vrede. Efter overgrebet er det ikke Paulina, som ønsker hævn. Hun ønsker at forstå, at komme videre, at markere sig selv som et større menneske. Det er hendes far og kæreste, som ikke kan forlige sig med ikke at straffe gerningsmændene. Det er det hvide politi, som mener, der skal foregå korporlig afstraffelse.
Igen er det meget, meget aktuelt med tanke på Stockholm, hvor hooligan-bander har draget gennem banegården og tævet marrokanske drenge som selverklærede beskyttere af den svenske kvinde. Filmen er rent faktisk ikke ret subtil om denne sammenhæng. I Paulinas klasse uddeler hun citater fra menneskerettighedserklæringen og beder eleverne skrive små essays om de tekstbidder, de får.
Det eneste, vi får høre, handler om slaveri, om hvordan det skyldtes at hvide mænd følte, de havde ret til at eje andre mennesker som de opfattede som underlegne. Det hævdes, at nogle mennesker stadig føler sådan i dag.
Det er ret åbenlyst, at mændene i filmen har ejerskabsfornemmelser over for kvinderne. Den indianske dreng føler, han ejer sin kæreste og går amok, når hun vælger en anden. Paulinas far og kæreste føler også, de ejer hende så meget, at en krænkelse af hende er en krænkelse af dem selv. Der er ingen mænd i filmen, som har nok respekt for kvinderne til at lade dem vælge selv. Kun hvis de vælger noget, som mændene vurderer er fornuftigt.
Det er her filmen sætter en påstand ind: Voldtægtskulturer er partikulære. Det er forskelligt i klasser, kulturer, geografiske områder. Men sexisme, det er universelt. Filmen er baseret på et teaterstykke, så de fleste af pointerne kommer via manus og fortælling. Rent filmisk gør Mitre tematikken højere ved at lade kameraet isolere personerne i dialogscener og dermed understrege, hvor lidt de forstår hinanden.
Åbningsscenens skænderi mellem Paulina og hendes far er taget i et enkelt imponerende take, hvor blocking og tracking hele tiden fanger den talende persons ansigt på en ny måde. Flashbacks, hvor vi først får historien fra én side og så fra en anden, gør det også klart, hvor lidt filmens folk ved om hinanden.
Det bliver dermed en film om en hel generel mangel på forståelse. Først og fremmest om sexisme, men også om racisme, klassisme, og generel narcisisme.
I sidste ende insisterer Paulina på at blive taget seriøst som menneske og i stand til at vælge over egen krop og egen fremtid. Selvom mændene ikke krænker dette krav på samme måde, og at krænkelserne lige knap kan sammenlignes, så er det fælles for dem alle, at de har ualmindeligt svært ved at acceptere en kvinde med disse krav.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96