Amnesty Internationals internationale årsrapport handler i år om transpersoners rettigheder. Lanceringen af rapporten finder sted i Danmark, som for første gang i fire år er genstand for en international kritik fra Amnesty. Enhedslisten sætter området på dagsordenen i Folketingets sundhedsudvalg.
I dag, d. 4. februar, finder den internationale lancering af Amnesty Internationals årsrapport sted i København. Ved lanceringen vil både den danske og den internationale årsrapport blive præsenteret og begge vil have fokus på transpersoners manglende rettigheder inden for bl.a. sundhedsvæsenet.
Lanceringen vil have deltagelse af internationale gæster, ikke mindst transpersoner og aktivister fra nogle af de lande der har leveret materiale til rapporten. I både den internationale rapport og den mere uddybende danske rapport, vil Danmark blive kritiseret for begrænsningerne i muligheden for kønskorrigerende behandling, samt den underliggende holdning til transkønnede mennesker som værende psykisk syge.
Skærpet LGBT-profil
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har de senere år skærpet deres fokus på LGBTI-personers rettigheder. Amnesty kører aktuelt en kampagne om menneskerettighedssituationen i Rusland, ikke mindst om den såkaldte ”homo-propaganda lov” der har gjort det overordentlig vanskeligt at leve som LGBT-person i Rusland.
Amnesty har desuden flere gange kritiseret regeringen for behandlingen af transkønnede, sidste gang i forbindelse med den aktuelle debat om kategoriseringen af transkønnede som psykisk syge via Sundhedsstyrelsens diagnoseliste.
»Jeg tror, det kommer som et chok for mange danskere, at man i Danmark automatisk bliver erklæret psykisk syg, hvis man er født med det forkerte køn«, udtalte Helle Jacobsen, fra Amnesty International, i en pressemeddelelse, der slog fast at det er et hvert menneskes ret at kunne definerer og få anerkendt sin kønsidentitet. Amnesty startede derfor sammen med LGBT-DK i 2013 en underskriftsindsamling for at få fjernet trans-personer fra sygdomslisten.
Enhedslisten stillede kort efter beslutningsforslag om at få ændret sygdomslisten, hvilket regeringspartierne stemte ned under henvisning til at Verdenssundheds-organisationen WHO’s sygdomsliste skal revideres i 2015, hvilket man ønsker at afvente før en eventuel tilretning af den danske liste.
Årsrapport 2013
Som en del af den skærpede LGBT-profil har Amnesty International i det seneste år undersøgt transpersoners rettigheder og vilkår i flere europæiske lande og nu offentliggøres en helt ny rapport om området. Det er dermed første gang i fire år at en international Amnesty rapport retter en direkte kritik mod Danmark.
Amnesty anslår, at der er omkring 3000 transkønnede i Danmark, og som ønsker at opnå fysisk og juridisk kønsskifte, bl.a. i form af nyt cpr-nummer. Årelang psykisk udredning med medfølgende diagnose og tvangskastration er nogle af de krav transkønnede oplever i mødet med det danske sundhedsvæsen og det er bl.a, denne diskriminerende og krænkende behandling rapporten kritiserer.
Trans-området færdigsyltet?
Mens der på aktivist- og ngo niveau i de seneste år har været stor aktivitet på transområdet i form af nye organiseringer, debat, aktivisme og en stigende grad af formuleret utilfredshed og kritik, så har trans-området på parlamentarisk niveau ligget i en syltekrukke.
Da regeringspartierne sad i opposition før valget i 2011 lovede flere fremtrædende politikere fra De Radikale og SF konkrete resultater på transområdet efter et folketingsvalg, ikke mindst blev det lovet at afskaffe kastraktionskravet og åbne for mulighed for juridisk kønsskifte uden forudgående kastraktion. Det er imidlertid blevet ved løfterne hidtil, men i foråret 2012 nedsatte Sundhedsminister Astrid Krag efter længerevarende pres fra bl.a. Trans-pol under LGBT-DK, en arbejdsgruppe der skulle se på transområdet.
Knap to år senere er arbejdsgruppen tilsyneladende ved at afslutte processen og regeringen har annonceret et lovforslag i den nærmeste fremtid. I skrivende stund har det ikke været muligt for redaktionen at få oplyst hvad lovforslaget konkret indeholder, men Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix oplyser til Modkraft, at EL nu vil bringe emnet op i Sundhedsudvalget og invitere en række eksperter til at belyse emnet for sundhedsudvalget.
Amnesty International lancerer deres årsrapport d. 4. februar kl.17 – 19 på Amnestys danske hovedkontor i København. Her kan man bl.a. møde Amnesty ansatte fra Europa som har arbejdet med området samt LGBT-aktivister fra bl.a. Finland og Irland.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96