Annonce

Nedskæringer og protester
23. februar 2016 - 17:07

Aktivistiske studerende laver 24-timers protest: Svært at gå og være sur alene

Udsigten til voldsomme besparelser, flere fyringsrunder og nedlagte fag har skabt bevægelsen De Studerendes Aktivistforening, der vil bruge en 24-timers aktion som springbræt til en bølge af protester mod nedskæringer.

En gruppe studerende har fået nok af besparelser på uddannelsesområdet og vil kæmpe mod blandt andet lukning af små fag.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen varslede sidste år, at uddannelsesområdet »måtte holde for ligesom alle os andre« og »vise samfundssind«.

Med finanslovsaftalen udmundede det konkret i, at landets uddannelsesinstitutioner over fire år skal spare 8,7 milliarder kroner, hvilket allerede har fået Københavns Universitet til at nedlægge over 500 stillinger, mens Roskilde Universitet regner med at skære omkring 80 stillinger.

Nedskæringer giver modstand

13 små uddannelser vil på Københavns Universitet ikke optage studerende til sommer. Flere humanistiske fag inden for sprog- og områdestudier vil blive lukket helt, vurderer universitetet.

De Studerendes Aktivistforening er dannet på baggrund af de massive nedskæringer og frygten for, at det blandt andet udelukkende er erhvervslivet, der har noget at skulle have sagt i forhold til, hvilke uddannelser der skal overleve.

Foreningen, der er opstået på Københavns Universitet, men nu også har bredt sig til Roskilde Universitetscenter, har holdt en række stormøder for at samle utilfredse studerende om en bølge af protester.

Vil vise vrede og kærlighed

Første aktion bliver en 24-timers sit in den 3. og 4. marts på Det Humanistiske Fakultet i København.

24-timers protest på KUA from modkraft on Vimeo.

 

Læs mere om begivenheden her.

- Det er vigtigt at lave et statement, der viser, at vi er pisse vrede, men også viser at vores kærlighed til viden er så stor, at vi har lyst til at være her i 24 timer, forklarer Vincent R. Christoffersen, der er aktiv i foreningen, til Modkraft.

Aktionen skal blandt andet bruges til at give lejlighed til at mødes på kryds og tværs af uddannelserne og blive en mulighed for at diskutere fremtidige aktioner og demonstrationer, forklarer han.

- Besparelserne rammer alle uddannelser. Det er svært at gå og være sur alene. Vi skal have etableret en kollektiv stemme. Derfor er alle velkomne, siger han.

»Er du ikke vred, kan du blive det«

Ved selve aktionen vil der være workshops og oplæg fra studerende og ansatte.

- Det kan virke meget fjernt, når det handler om reformer eller noget teoretisk, så forhåbentligt får vi også nogle fyrede medarbejdere til at komme og fortælle om deres situation for at sætte nogle ansigter på konsekvenserne af besparelserne, forklarer Vincent Christoffersen

Derudover skal aktionen være et springbræt til videre aktioner. Blandt andet skal der planlægges rammer for en demonstration den 9. marts.

Katrine Weber, der ligeledes er aktiv, supplerer:

- Hvis man ikke allerede er vred, kan det være, man bliver det, siger hun og fortsætter:

- Besparelser og nedskæringer gør ondt. Men vi skal også træde et skridt tilbage og se på, hvilke idéer og strukturer, der ligger bag og åbenbart gør, at man på Christiansborg synes, at det er det rigtige at skære ned på uddannelserne nu.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce