Annonce

COP21
30. november 2015 - 10:20

Aarhus: Fakkeloptog med indlagt terapi imod klimaforandringer

Der var plads til både traditionelle politiske taler og mere alternative tilgange i den århusianske udgave af de internationale klimademonstrationer i anledning af COP21-mødet i Paris.

Partiet Alternativet var til stede med et stort banner, da omkring 1.000 århusianere tidligt søndag aften den 29 november markerede deres ønske om et godt resultat af COP21-topmødet i Paris på Rådhuspladsen i Aarhus. Og de alternative tilgange fylde da også en del hos både konferencier og en enkelt taler.

Konferencieren Anna Bonnichsen fra projektet Go’ Mejlgade indledte således med at bede deltagerne tage syv dybe indåndinger, hvorefter man først skulle strække armene i vejret og dernæst gå ned i fødderne og føle sin jordforbindelse »helt ned til jordens kerne«.

Revolutionære og revolution

Der var dog også plads til mere traditionelle politiske taler. Den første stod Socialdemokraternes folketingspolitiske klimaordfører Jens Joel for.

Han refererede til Martin Luther Kings klassiske »I have a dream«-tale og sagde:

– Jeg har en drøm: At alle verdens lande går med i en aftale i Paris, og at den bliver mere ambitiøs end Kyoto-aftalen (klimaaftale fra 1997, red.) .

Enhedslistens taler, Anne Hegelund, holdt det ikke ved en reference til en afdød revolutionær, men mente ligefrem, at en revolution var den eneste løsning:

– Kapitalisme står i modsætning til bæredygtighed. Grøn vækst er en umulighed. Jeg håber vi ses på barrikaderne i Paris. One solution – revolution!, afsluttede hun sin tale.

»Har du talt ud med din mor?«

I modsætning til de to foregående valgte Christian Dietrichsen fra projektet Rethink Human Being en ganske utraditionel tilgang til det at holde en tale. Efter at have erklæret at kampen mod klimaforandringerne handler om at lave om på os selv, hvilket kræver selvrefleksion, stillede han tilhørerne en række spørgsmål som »Er du nærværnede nu?«, »Er du et godt menneske?«, »Er mennesket vigtigt?« og »Har du talt ud med din mor?«

Den sidste taler, Ida Munch Eigenbroth fra Greenpeace, valgte dog en mere traditionel tilgang i sin tale, hvor hun talte om, hvordan forandringerne sker udenfor mødesalene.

– Politikerne skal holde op med at lytte til ødelæggende stemmer fra fortiden og stille sig på den rigtige side af historien, erklærede hun med henvisning til olieindustriens lobbyister.

Demonstrationen blev afsluttet med uddeling af præmier i form al fribilletter til en række århusianske kulturinstitutioner som AROS og Kvindemuseet, til dem der havde lavet de flotteste lanterner til det fakkeltog fra Store Torv, der havde indledt demonstrationen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce