Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Synspunkt
Græsk drama
21. februar 2013 - 13:46

Scenen er sat for socialisme

Venstrefløjen i Grækenland har reelt mulighed for at sætte socialisme på den politiske dagsorden.

Sluserne, som rykkes ud som passagergange til og fra flyene i Athens Internationale Lufthavn, er dekoreret med reklamer for banken HSBC. Det er den bank, som har leveret bankkontoer til græske rigmænd og politikere, der har ført formuer ud af landet for at undgå beskatning.

Sluserne med bankreklamer bruges af politikere, administratorer og internationale finansfolk, når de rejser ind med økonomiske diktater til den græske regering om reduktion af mindstelønninger, tilsidesættelse af overenskomster, forringelse af pensioner og flere, flere, flere og stadig flere privatiseringer af offentlig virksomhed og ejendom.

At adgangen til Athen foregår gennem banksluser er symbolæstetisk temmelig vulgært. Men den politiske udvikling i Grækenland, især på officielt niveau, er også vulgær: Mens den internationale trojka af EU, Den Internationale Monetære Fond, IMF, og Den Europæiske Centralbank, EBC, dikterer en finanskapitalfavoriserende politik, er grækere og immigranter fanget som fattigdomsgidsler for den internationale krisestrategi.

Den officielle arbejdsløshed er nu nået op på 26 procent, og ungdomsarbejdsløsheden er på over 60. I officielle tal. Arbejdsløse, immigranter og hjemløse lever i ekstrem fattigdom uden rettigheder og som ofre for politibrutalitet og vold fra den nyfascistiske højrefløj i landet. Og de arbejdende får forringet deres levevilkår gennem diktater, der bryder overenskomsterne og nedsætter lønninger.

Den internationale finanskapital og EU, EBC og IMF's krav til kriseløsninger har kun gjort krisen værre. Trods lån i milliardklassen stiger arbejdsløsheden, produktionen reduceres, og gælden forøges.

Derfor er det ikke tilfældigt, at de græske samfundsstrukturer er under opbrud. De sociale konflikter er så skærpede, at de grundlæggende magtforhold i bedste fald kan kaldes labile.

Krisen har sat radikale samfundsforandringer op som det eneste realistiske scenarie for en udvej af krisen. Det er endnu uafklaret om dramaet falder ud mod højre eller venstre. Om det lykkes højrefløjen og det fascistiske parti Gyldent Daggry at smadre fagbevægelsen og de folkelige kræfter - eller om venstrefløjen kan løfte den enorme opgave at finde sociale løsninger på krisen. Om dramaet er en tragedie eller ender lykkeligt.

Grækenland gennemrystes lige nu af strejker, besættelser, demonstrationer og selvorganiserende sociale initiativer, der forsøger at dæmme op for krisens konsekvenser - og som forbinder sig med venstrefløjens krav om radikale samfundsforandringer.

Massebevægelsen og venstrefløjen i landet kræver ikke kun sociale og politiske reformer, den sætter potentielt hele spørgsmålet om magt i samfundet i spil.

Radikaliteten i bevægelsen manifesterer sig ikke kun i strejkeniveau og antal besættelser, men også i sociale handlinger her og nu:

Som når Metroarbejderne lader arbejdsløse køre gratis med togene. Eller når elektrikere i Athen - bevidst og velorganiseret - genetablerer strømforsyningen i huse, hvor elselskaberne ellers har afbrudt den, fordi beboerne ikke har kunnet betale den.

Og når besatte kulturhuse ikke kun hjælper immigranter med mad, varme, jura og sprogundervisning, men også understøtter selvorganisering og integration på den græske venstrefløj (og imod EU's Frontex-program og nyfascisterne i Gyldent Daggry).  

Det er social og solidarisk magt i praksis - og i et brud med kapitalistisk markedslogik og herredømme. Og kan være kim til et radikalt anderledes samfund, der organiserer arbejde og samfundsliv ud fra sociale kriterier - altså socialisme.

Opbruddet i Grækenland har for første gang i årtier sat muligheden for radikale samfundsforandringer og socialisme på dagordenen i Europa.

Det samme er sket på parlamentarisk niveau, hvor venstrefløjsalliancen Syriza er blevet et parlamentarisk alternativ til »den interne trojka«, dvs. regeringskoalitionen af det konservative parti Nyt Demokrati, det socialdemokratiske PASOK og det moderat, venstreorienterede parti Demokratisk Venstre.

Syriza har samlet (næsten) hele venstrefløjen om dannelsen af et regulært alternativ til spare- og privatiseringspolitikken i landet. Det har langt fra været nogen let og konfliktfri proces. Og det er meget usikkert, hvordan Syriza kan håndtere et eventuelt regeringsansvar i fremtiden. 

Der er grundlæggende forskel på at artikulere den græske befolknings utilfredshed og massebevægelsens krav som parlamentarisk opposition og at skulle forvalte et regeringsansvar, der ruller et alternativ ud.

Syriza risikerer at splittes, atomiseres og presses helt flad under det massive internationale pres fra finanskapital, aktiemarkeder og pro-kapitalistiske institutioner - og af de interne politiske modsætninger i det græske samfund.

Politik er nemlig ikke kun et spørgsmål om vilje. Realisering af forandring kræver også magtforhold, hvorfra alternativer kan vokse.

Labiliteten i det græske samfund og udviklingen af en massebevægelse kan måske danne grundlag for en politisk situation, hvor Syriza (og den øvrige græske venstrefløj) mere eller mindre frivilligt må gå offensivt og radikalt til værks.

Det er ikke nok at forlange forhandlinger med de internationale institutioner. Det er også nødvendigt at pege på nationaliseringer af banker og virksomheder samt understøtte opbygning af alternativ demokratisk produktion og arbejdermagt på virksomhederne.

Det forudsætter, at massebevægelsen og dens radikalitet udvikles og bliver et regulært magtgrundlag for en venstrefløjsregering. Og det er også massebevægelsens eneste mulighed for at udvikle sig kvalitativt.

Hvis den skal udvikle sig til et anderledes, deltagerorienteret demokrati – og socialisme – kræves et politisk omslag, der kan give yderligere rum for massebevægelsen.

Det må derfor være en strategisk målsætning ikke kun at ville udvikle en parlamentarisk reformpolitik, men en revolutionær reformpolitik, hvis omdrejningspunkt er samspillet med og understøttelse af massebevægelsens udvikling til demokratisk bærende strukturer i landet.

Alternativet er et nederlag for arbejderbevægelsen, massebevægelsen og venstrefløjen - og åbning for, at det internationale borgerskab, finanskapitalen og EU-eliten får politisk råderum for lige så radikale angreb på de nordeuropæiske velfærdssystemer, som Portugal, Italien, Spanien og Grækenland er udsat for lige nu.

Og for at finanskapitalen stadig reklamerer på sluserne ind og ud af det fortsatte græske drama.  

Ole Wugge Christiansen er redaktør og journalist på Modkraft.dk

Redaktion: 
Genre: 
Debat

Annonce