Nye instrumenter, tak

Rockmusikken revolutionerede i løbet af 1960’erne og 1970’erne hele verdens musikforståelse. Den moderne rock opstod i et samspil med ungdomsoprøret og den rebelske tidsånd. Men ikke kun det. Musikken voksede også frem af nye instrumenter, der gav andre klanglige muligheder end tidligere, ikke mindst med elektrificering og elektronisk forstærkning.

Det er ikke altid tilfældet. Jazzen revolutionerede i de foregående årtier i lige høj grad musikkulturen ved, at en afro-amerikansk undergrund tog de europæiske instrumenter til sig og udviklede helt nye musikformer. Storbyerne i først USA og siden Europa tog junglerytmerne til sig, og resultatet blev nye harmonier og rytmer, friere kropskultur og nedbrydning af høj- og lavkulturelle skel.

Hvis venstrefløjen i dag vil spille en rolle som samfundsfornyer, må den også udvikle en ny musik. Den internationale krise og samfundsudviklingen i de sidste årtier betyder, at venstrefløjen ikke kan blive ved med at synge den samme sang.

Om det må ske på gamle instrumenter, eller om helt nye skal opfindes, kan nok ikke besvares entydigt. Jeg tenderer til at tro det sidste.

Den samfundsmæssige udvikling i de sidste årtier har markant ændret betingelserne for arbejderbevægelsens og venstrefløjens muligheder for at sætte et aftryk på (for ikke at sige revolutionere) den samfundsmæssige udvikling.

Det skyldes blandt andet den internationale økonomiske krise, der i de sidste år har rystet finansmarkederne, gjort millioner af mennesker arbejds- og hjemløse, undermineret statsbudgetterne, destabiliseret euroen og dollaren samt accelereret neoliberal finanspolitik som krisestrategi, ikke mindst i Europa.

De danske centrum-venstrekræfter, som erobrede det parlamentariske flertal i Danmark for godt et år siden, har i den henseende kun kunnet spille andenviolin.

Regeringen har indtaget en anonym plads i det symfoniorkester, der dirigeres af EU-eliten og finanskapitalen. Den har ikke forsøgt at ændre musikvalg eller afprøvet nye harmoniske muligheder.

Det er ikke mindst årets finanslov udtryk for. Trods visse småforbedringer, antaster den ikke den forrige regerings neoliberale politik – eller diktaterne fra EU og den globale finanskapital.

Ansvaret for, at regeringen ikke følger tidligere løfter om en keynesiansk krisepolitik med massive offentlige investeringer i velfærd, miljø og offentlig aktivitet, kan ikke kun tørres af på regeringens højrefløj i Radikale Venstre.

Det er indbygget i regeringens accept af EU’s diktater, respekt for de hysteriske slipsedrenge på finansmarkederne og - ikke mindst - regeringens underforståelse af egen afmagt over for de internationale krisevilkår.

Regeringens – og venstrefløjens – fundamentale problem er, at det materielle grundlag for den nordiske velfærdsmodel og Keynes-inspireret krisepolitik ser ud til at erodere bort,  en udvikling der har været i gang siden midten af 1970'erne. Den økonomiske krises udbrud i 2008 er kulminationen på den udvikling.

Velfærdsstaten, som den voksede frem, ikke mindst i Skandinavien, har haft sit materielle grundlag i industrisamfundet. Men industrisamfundets afvikling, informationsteknologiens udvikling og globaliseringen af kapital og produktion, ser ud til at underminere det grundlag.

Når man har udviklet produktionsformer, hvor det virksomhedsøkonomisk kan betale sig at lade en reje blive fanget ved Grønland, sejlet til Kina for at blive kogt og fragtet til USA for at blive spist, kommer nationalt baseret demokrati til kort – keynesianisme eller ej.

For hvilken magt kan et parlament stille op mod en udvikling, hvor idéudvikling, produktion, administration og forbrug ikke længere foregår på et nationalt marked, men globalt?

Krisen for de keynesiansk inspirerede instrumenter er accelereret, siden afindustrialiseringen af USA og Europa for alvor tog sin begyndelse.

Det har ført til flere afgørende økonomiske forandringer.

For det første har det betydet udflytning af industrielle arbejdspladser fra de tidligere centre.

For det andet har verdenshandlen skiftet karakter fra at være et internationalt fænomen (dvs. med udgangspunkt i nationalstater) til et globalt.

Og for det tredje er - sammen med neoliberalismens strategiske sejr - den internationale finanskapital blevet den dominerende kapitalfraktion i USA og Europa – med aktiespekulation, kapitaloverførsler, bankforretninger etc. som kerneopgaver, ikke produktiv aktivitet, der øger rigdom og vækst.

Krisen er imidlertid ikke kun økonomisk. Den er også social, demokratisk og økologisk.

Siden slutningen af 1960’erne har det været tydeligt, at naturgrundlaget ikke kan bære uendelig vækst – selv om den som videnskabelige kendsgerning først er begyndt at blive erkendt konsensus med klimaforandringerne i de senere år.

Krisen er desuden social. I et lille land som Danmark holdes mange hundredtusind mennesker i den arbejdsduelige alder, selv under de mest ophedede højkonjunkturer, uden for arbejdsmarkedet. Ikke alene på grund af fysiske skavanker, men fordi produktivitets-, kvalifikations- og arbejdskrav i moderne produktionsprocesser invaliderer og udstøder store dele af befolkningen.

Krisen er også demokratisk. Ikke kun fordi logikken i kapitalistisk økonomi er, at kapitalinteresser altid står over menneskelige behov, men også fordi kapitalmagten igennem koncentration og globalisering bliver stadig sværere at antaste. Der findes ganske enkelt i dag ingen redskaber, der kan tøjle den internationale kapital.

Den økonomiske krise har skærpet alle de kriser på en gang – og den har tydeliggjort to fundamentale træk, som venstrefløjen og arbejderbevægelsen må forholde sig til.

For det første at krisen er global. En succesrig politisk strategi kan derfor ikke kun forholde sig til de nationale forhold.

Den politiske og økonomiske situation i Danmark er fundamentalt sammenhængende med den politiske, sociale og økonomiske krise i Grækenland, Portugal, Spanien og Italien – og i Kina, Bangladesh og Brasilien.

En overvindelse af den umiddelbare økonomiske krise her i landet kan ikke ske, uden at kriserne også overvindes i Sydeuropa - og venstrefløjen her er i stand til at mobilisere lokalt og modstå presset fra den internationale kapital. Opbygning af alliancer og gensidig solidaritet er afgørende for, at krisen ikke tørres af på befolkningen.

For det andet er det yderst tvivlsom, om de keynesianske redskaber, som arbejderbevægelsen i bred forstand har benyttet til krisebekæmpelse og social udvikling, overhovedet er brugbare mere.

Ikke kun fordi de nationale parlamenter (og EU-institutionerne!) kommer til kort i forhold til den geografiske udbredelse af myndighed, men også fordi keynesianisme bygger på det samme vækstdogme som neoliberalisme – og derfor vil forstærke den økologiske krise.

Uanset, hvor jazzet og swingende keynesianere får deres instrumenter til at lyde, er det en helt anden form for musik, der er brug for – spillet på nye, bæredygtige instrumenter.

Det kan godt være, at venstrefløjen ikke lige nu har udviklet de nye instrumenter, og at man derfor må lade sig nøje med en realistisk reformpolitik inden for de eksisterende magtforhold.

Men så skal man i det mindste være sig begrænsningerne bevidst – og arbejde for at udvikle de løsninger, der påpeger realismen i radikale samfundsforandringer.

En international Tobin-skat kan måske lægge en vis dæmper på de værste spekulationstransaktioner, men det er først en global nationalisering af finanskapitalen, der kan stoppe spekulationsvanvid og kanalisere kapital til den lokale, økologiske og bæredygtige produktion, der kan skabe kvalitetsarbejdspladser og holdbare produkter.

En økologisk og grøn omlægning af økonomien er derfor på den eneste realistiske vej til jobskabelse og materiel sikring af velfærd i fremtiden. Men det kræver en global oprustning af samarbejdet mellem alle progressive kræfter ud over de eksisterende landegrænser og kontinenter.

Et passende musikalsk udgangspunkt for den opbygning kunne være The Doors' klassiker fra 1968, »When the Music’s over«, hvor Jim Morrison i ungdommeligt overmod synger:

»We Want the World and We Want it now«.

Ole Wugge Christiansen er redaktør på Modkraft