1.500 mennesker demonstrerede lørdag den 10. juli for deres rettigheder som seksuel, etnisk eller økonomisk minoritet ved årets Budapest Pride i Ungarns hovedstad.
Demonstrationen foregik i en totalt aflukket gade under massivt politiopbud for at holde voldsberette højreekstremister og nynazister på afstand og måtte undervejs afbrydes af frygt for sammenstød.
Ifølge arrangørerne af paraden er den politiske højredrejning i Ungarn en trussel for alle landets minoriteter, og af den grund er optoget i Budapest ikke, som i andre lande, forbeholdt seksuelle minoritetsgrupper.

Også hjemløse og romaer, som er blandt dem, der til dagligt oplever racistiske overfald, deltager i paraden. Alliancen mellem udsatte minoritetsgrupper kom også til udtryk på de medbragte bannere.
En gruppe af hjemløse bar under paraden et banner med deres politiske budskab skrevet i regnbue farver, og en homoseksuel gruppe bar et banner med en regnbue som knuser et hagekors.
Paraden havde på forhånd kun fået tilladelse til at gå frem og tilbage i en par kilometer lang politiafspærret gade.

Udenfor afspærringerne var moddemonstranter og tilskuere forsamlet og kom med mishagsytringer og tilråb til deltagerne i paraden. Fem nazister kom fra en sidegade uden om politiets afspærringer ind på området for paraden, men blev stoppet før de nåede paradedeltagerne.
Truslerne mod de fremmødte fik arrangørerne til at føje politiet og vende om før paraden nåede til enden af dens rute. Politiet pressede herefter demonstranterne ned i en metrostation, og kørte dem væk med særtog.
– Det var skræmmende, så store mængder af folk som hader dig for din seksualitet, vil dræbe dig for den hvis de får mulighed for det. Skræmmende at man er nødt til at lade sin sikkerhed afhænge af politiets beskyttelse, udtalte Hugo, der var kommet fra Østrig for at deltage i paraden.

Flere metrostationer var under paraden aflukkede og bevogtede af politiet, og deltagerne i paraden blev kørt flere stationer uden stop til centrum af Budapest. På stationen hvor paradedeltagere måtte stå af metroen var kampklædte betjente i kæder.
En efterfest for paraden foregik ligeledes under politibeskyttelse. Også her prøvede en gruppe nynazister, at komme i konfrontation med de fremmødte, men blev stoppet af politiet.