Nekrolog: Frigørelsens tænker er død

Socialfilosofen André Gorz inspirerede gennem 30 år det nye venstres tænkning og frihedsforståelse.

Af Niels Fastrup/Monsun - 25. september 2007

Den franske socialfilosof André Gorz er død. Sammen med Dorine, hans livsledsager gennem 60 år, begik han den 22. september selvmord i parrets hjem i landsbyen Vosnon 150 km. sydøst for Paris.

André Gorz’ sidste værk, Lettre a D, var en hyldest til sin livsledsager gennem 60 år. André og Dorine er her fotograferet sammen i februar 1947.

Gorz havde ved flere lejligheder udtalt, at ingen af dem skulle opleve at stå ved den andens grav. Da hendes helbredssituation blev dramatisk forværret i løbet af sensommeren, hun led bl.a. af kræft, var tidspunktet således kommet.

En ven af parret fandt dem liggende ved siden af hinanden i deres fælles seng.

En af den nye venstrefløjs vigtigste teoretikere
Gorz, der herhjemme er mest kendt for to små bøger, Farvel til proletariatet og Paradisets veje, der begge udkom i starten af 1980’erne, er født i Wien i 1923, men emigrerede efter Anden Verdenskrig til Frankrig, hvor han blev en del af det eksistentialistiske miljø omkring Jean-Paul Sartre og tidsskriftet Les Temps Modernes. En overgang arbejdede han også som redaktør af magasinet Le Nouvel Observateur.

Med Gorz’s død mister den nye venstrefløj en af sine betydeligste tænkere. Bortset fra hans første og seneste bog, der begge er litterært-filosofiske essays af selvbiografisk tilsnit, kan hans forfatterskab ses som en bestræbelse på at forny den marxske teori og politik ved at bringe den ind i vidensalderen, hvor den industrielle arbejderklasse ikke længere udgør en central, samfundsforandrende kraft.

I modsætning til de almindelige epokeskiftsfortalere, der typisk hævder, at forandringerne gør enhver ide om socialisme eller kommunisme forældet, har Gorz insisteret på at fastholde en optimistisk tilgang til udvikling: I centrum har stået en udforskning af udviklingens frigørende potentiale.

Gennem en nylæsning af Marx - centreret omkring nogle centrale passager i dennes Grundrids, der i dag er kendt som »Fragmentet om maskiner« - har han således hævdet, at de igangværende transformationer i produktivkræfterne både muliggør og nødvendiggør en udvikling hinsides kapitalismen.

Frigørelse som frigørelse fra lønarbejdet
Især har han argumenteret for, at den informationsteknologiske revolution åbner for en generel frigørelse fra lønarbejdstvangen, der ifølge Gorz er kapitalismens kardinale ondskab og centrale undertrykkelsesmekanisme.

Som han påpeger allerede i 1981 i Farvel til proletariat, så er lønarbejdets afskaffelse identisk med tidens frigørelse:

»At afskaffe arbejdet betyder ikke at ophæve nødvendigheden af en indsats, lysten til at være aktiv, kærligheden til arbejdet, behovet for at samarbejde med andre og gøre sig nyttigt for kollektivet. Tværtimod betyder arbejdets afskaffelse alene en gradvis fjernelse... af den nødvendighed, som i øjeblikket tvinger os til at købe os ret til vores liv ved at fremmedgøre vores tid og vort liv«, skrev han i bogen.

Det videre formål med frigørelsen af tiden er autonomi. Som han formulerer det samme sted:

»At frigøre tiden for at individerne kan blive herrer over deres egen krop, deres brug af sig selv, deres valg af aktiviteter, deres mål og deres værk...«

Kritik af den kognitive kapitalisme
I bogen L’immateriel fra 2003 foretager Gorz en slags grundlagsundersøgelse af den nye kapitalisme, som han nu i tilknytning til teoretikere omkring den italienske filosof Antonio Negri omtaler som den kognitive kapitalisme.

Han stiller spørgsmålet: Kan den fremvoksende vidensøkonomi i virkeligheden rummes indenfor kapitalismens rammer? Består der ikke et modsætningsforhold mellem viden og vidensproduktion på den ene side og så grundkategorierne kapital, værdi og arbejde på den anden?

Det svar, han giver, er, at det gør der, og at den kognitive kapitalisme ikke alene er en kapitalisme i krise. Den er intet mindre end kapitalismens krise som sådan.

Et ægte videnssamfund, konkluderer han, kan således ikke være kapitalistisk. Det fordrer en økonomi baseret på overflod, deling og fællesskab, ikke konkurrence, eksklusion og privat ejendomsret.

Gorz’s tænkning som inspirationskilde for en ny venstrefløj
Med L’immateriel har Gorz på mange måder fuldendt det projekt, som han påbegyndte i Farvel til proletariatet for snart 30 år siden: Han har udviklet en række ideer, som en ny venstrefløj oplagt kunne lade sig inspirere af i bestræbelsen på at formulere en ny store venstrefløjsfortælling, tilpasset vidensalderen.

Hans ideer om et ægte videnssamfund som en slags videnskommunisme kunne udgøre det konkrete afsæt for et sådan projekt.

I efteråret 2006 overraskede Gorz alt og alle ved at udsende Lettre à D., der er en kærlighedserklæring til Dorine iblandet filosofiske betragtninger. Tænkeren, der stort set altid har skrevet om kapitalisme, arbejde og magt, skrev nu pludselig om det nære, og ikke nok med det: I flere uger lå bogen på den franske bestsellerliste og Gorz fik nu, i en alder af 83 år, et gennembrud i bredere kredse og mere populære medier.

Jeg havde den store glæde at kende Gorz personligt de seneste år. Til det sidste var han levende engageret i verden. I det sidste brev, som jeg modtog fra ham, skrevet få dage før hans død, spørger han således interesseret til baggrunden for den københavnske ungdoms oprør i kølvandet på rydningen af ungdomshuset.

Niels Fastrup er sociolog og medlem af redaktionen for Kontradoxa, som i nærmeste fremtid bringer et interview med André Gorz.

Skriv kommentar