»Grækenland er en kæmpestor konfliktfyldt servicefabrik«

Mange danskere kender det smukke Middelhavsland fra ferierejser til det græske øhav. Men sandheden om nutidens Grækenland er, at de sociale problemer er omfattende, og at klassekampen koger lige under overfladen. Støtteaktion varslet i København.

Af Niels Fastrup/Monsun - 9. december 2008
Emneord · Verden · Aktivisme · Lov & ret

– De voldsomme optøjer i Grækenland er resultatet af års opsparet vrede. Det, der sker lige nu, er en slags eksplosion, hvor folk omsætter alle frustrationerne i handling. Drabet på den 15-årige dreng i Athen i lørdags var bare dråben, der fik et i forvejen fyldt bære til endelig at løbe over, forklarer Dimitris, en ung græker, der siden 2005 har boet i København, hvor han har studeret og nu arbejder.

Den unge dreng blev skudt af politiet lørdag aften i Exarchia-kvarteret i det centrale Athen, et venstrefløjsområde svarende lidt til Kreuzberg i Berlin og Nørrebro i København. Dimitris forklarer, at politiet i årerne efter militærdiktaturets fald i 1974 og helt frem til for få år siden ikke rigtig turde patruljere i kvarteret, der er tilholdssted for studerende, unge aktivister og adskillige politiske græsrodsorganisationer.

Traditionelt har områdets beboere brugt det offentlige rum, kvarterets gader og pladser, som fælles mødested, men det er nu under pres fra politiet, der vil have folk væk fra gaderne og ind på barerne. Der pågår konstant en lavintensiv stillingskrig mellem politi og områdets unge omhandlende rettet til byrummet. Med jævne mellemrum udvikler situationen sig til optøjer, fortæller Dimitris, der imidlertid understreger, at situationen denne gang er anderledes.

Grækenland har gennem flere år været præget af store studenterprotester og sammenstød mellem studenter og politi som her i juni 2006.

– I Danmark har mange mennesker et billede af Grækenland som et ferieparadis. Men reelt er landet én stor konfliktfyldt servicefabrik. Rigtig mange mennesker er meget pressede i det daglige. De sociale spændinger og frustrationer er massive.

Afvikling af ikke-eksisterende velfærdsstat

Hvis man vil forstå de aktuelle begivenheders baggrund, skal man ifølge Dimitris helt tilbage til 1970’erne og 80’erne.

Hvor de fleste andre europæiske samfund brugte efterkrigsårtierne til at opbygge et velfærdssamfund, der så kom under pres med nyliberalismens fremvækst fra omkring 1980, er historien lidt anderledes i Grækenland. På grund af militærdiktatur udvikler Middelhavslandet sig aldrig rigtig til en velfærdsstat. Faktisk er det først, da landet langt om længe får en socialistisk regering i starten af 1980’erne, at man går i gang med at indføre sociale reformer og skabe diverse velfærdsordninger.

Reformprocessen kommer imidlertid aldrig rigtig i gang, dertil er tiden og de ideologiske vinde for meget imod. Fra midten af 1980’erne og frem til i dag har den dominerende politiske dagsorden været forsøget på at nyliberalisere det græske samfund. Ganske som i resten af verden.

– Man kan sige, at de seneste årtiers udvikling har handlet om at afvikle en velfærdsstat, der aldrig rigtig har været en realitet. Resultatet er katastrofalt. Leveomkostningerne i Grækenland er paradoksalt nok meget høje, store dele af befolkningen har helt konkret svært ved at leve af deres løn, hvorfor den uformelle økonomi blomstrer, folk tvinges til at arbejde sort, bestikke, hutle sig igennem, trække på venner og familier. Det er eksempelvis ikke ualmindeligt, at man skal betale penge under bordet for at blive undersøgt hos lægen, beretter Dimitris.

– Hverdagen i Grækenland er meget svær for store befolkningsgrupper. Min søster er uddannet arkitekt fra universitet og får fem euro i timen (ca. 37 kr., red.). En ung ingeniør har måske en månedsløn på tusind euro, altså 7.600 kr., en taxachauffør endnu mindre.

Ifølge Dimitris er det værste imidlertid næsten, at det samtidig er lykkedes magthaverne at individualisere de sociale problemer.

– Folk opfatter problemerne, der tydeligvis er klassemæssige, som deres egne små problemer og kæmper deres egen lille individuelle kamp for at klare hverdagen. Man kræver lidt bestikkelse, forsøger sig som småsælgere osv.

– Men måske er der grund til optimisme nu med den seneste udvikling in mente. Folk er gået på gaden, de handler sammen.

Ringere stillet end deres forældre

Ifølge Dimitris er det særlige ved den generation af unge, der nu er gået på gaden, at de er den første generation, der kan se frem til at være ringere stillet end deres forældre. Selv med en universitetsuddannelse i ryggen har de fleste kun udsigt til dårligt betalt løsarbejde, måske kun arbejdsløshed. Med til at gøre situationen eksplosiv er også, at den græske middelklasse har fået det værre i løbet af det sidste årti.

Under studenterprotesterne i 2006 var 75 pct. af de akademiske læreanstalter besat, og titusinder demonstrerede mod nedskæringer.

Dimitris mener, at gadekampene vil bidrage til at politisere mange græske unge. Samtidig tror han, at dem, der nu er på gaden, vil få en oplevelse af, at det er muligt at handle.

Med til at puste til optimismen er, at der er tegn på, at folk begynder at genkende deres egen kamp i de andres kamp. Hvor de studerende, lærerne, arbejderne, immigranterne osv. tidligere kæmpede hver deres kamp, ser det ud til, at kampene nu er ved at smelte sammen, forklarer han. Onsdag den 10. december er der således varslet generalstrejke i Grækenland.

Kamp bedre end støtteaktion

Danske aktivister har annonceret en støttedemonstration onsdag den 10. december kl. 19.00 fra Israels Plads.

Dimitris bakker op om manifestationen, men påpeger samtidig, at det bedste ville være, hvis man støttede de græske unge ved også at starte kampen her.

– Paris 2005, København 2007 og Athen 2008 hænger tæt sammen. Det er den samme kamp mod det samme system. Problemet er ikke politivold, men den vold, der er indbygget i kapitalismen, slutter den unge mand.