Kapitalismen er trådt ind i sin sidste fase

Den aktuelle finanskrise er blot den seneste manifestation af den overakkumulationskrise, der har plaget kapitalismen siden 1970’erne, og som truer med at nedbryde de sidste rester af den menneskelige civilisation.

Af André Gorz - 28. november 2008

»Så snart arbejdet i sin umiddelbare form er ophørt med at være den store kilde til rigdom, ophører arbejdstiden... med at være mål og derfor bytteværdien målet for brugsværdien. (..) Dermed bryder den produktion sammen, der er baseret på bytteværdien...« (Karl Marx, Grundrids, 1975, s. 746)

I de højtindustrialiserede lande på den nordlige halvkugle er kapitalismen på vej ind i sin sidste fase. For 150 år siden foreslog Marx, at denne fase ville være ved at være nået i det øjeblik, viden blev frit tilgængeligt for alle og erstattede traditionelle former for arbejde som den vigtigste produktivkraft.

En sådan udvikling ville betyde et stadigt mere upålideligt prissystem, at produktion baseret på varerelationer ville begynde at bryde sammen, og at kapitalen ville blive stadigt mere finansiel og spekulativ. Alt det sker netop nu, selvom de herskende magter benægter det. De tager ikke højde for de traditionelle økonomiske kategories forældelse, men forsøger i stedet desperat, og med katastrofale konsekvenser, at holde gang i væksten i vareudvekslingen og profitterne.

Det, der altid har været synligt, fremstår nu med hidtil uset klarhed: Den kapitalistiske produktions grundlæggende formål er ikke at tilfredsstille menneskelige behov og drømme, at forbedre livskvaliteten og skabe menneskelig udvikling. Det grundlæggende formål er at tjene penge, at forøge kapitalen. Der bliver kun taget hånd om selv akutte behov, hvis det er muligt at opnå en gennemsnitlig profitrate ved at tilfredsstille dem. Kapitalen er nødt til at vokse. Gør den ikke det, falder børsværdierne, og spreder væskstforhindringerne sig, holder hele systemet op med at fungere og bankerne begynder at gå konkurs.

I øjeblikket undermineres kapitalismen af de selvsamme forandringer, som den selv har sat i bevægelse. Systemet støder ind i sine indre såvel som ydre grænser. De ydre grænser er velkendte på nuværende tidspunkt: Nedslidningen af de naturresourcer, der indtil videre er blevet betragtet som universelle fællesgoder, ressourcer og rigdomme tilhørende alle og ingen.

De indre grænser er af en mere kompleks karakter. I omkring tredive år har kapitalismen kæmpet med konsekvenserne af en såkaldt overakkumulationskrise. Der har været investeret for meget kapital, og hele industrier har lidt af overkapacitet, hvorfor virksomhederne har søgt efter nye afsætningsmuligheder for deres produkter. Globaliseringen har været en del af svaret på dette problem, den informationsteknologiske revolution en anden.

Den østrigsk-franske socialfilosof André Gorz tilhørte i tre årtier inderkredsen omkring Jean-Paul Sartre og regnes for en af det nye venstres vigtigste tænkere. Centralt i hans arbejde stod bestræbelsen på at udvikle en liberitær marxisme, hvor frigørelsen fra lønarbejdet var det centrale, utopiske perspektiv. Han begik i 2007 selvmord sammen med hustruen Dorine, der var uhelbredeligt syg af kræft.

Men alligevel har den økonomiske vækst været haltende, og kapitalen har ikke kunnet finde tilstrækkeligt med profitable investeringsmuligheder til at opretholde sin vækst. Enorme mængder spekulativ finanskapital strejfer derfor rundt på kloden, mens mange virksomheder ligger inde med store kontantbeholdninger, der ikke kan investeres profitabelt. Følgelig udbetaler de fantastiske dividender til deres aktionærer og opkøbe egne aktier for at forhindre, at deres egen markedsværdi falder.

I jagten på nye indtjeningsmuligheder forsøger virksomhederne at kapitalisere og varegøre fælles og frit tilgængelige produktivkræfter: Naturlige ressourcer som såsæd, plantemedicin og gener samt menneskelige rigdomme som viden, sprog, informationer, følelser og sociale relationer. Alle menneskelige evner forvandles til instrumenter til indtjening af penge, selv den menneskelig personlighed transformeres til noget, der købes og sælges. Det, Marcuse kaldte »repressiv desublimering«, spreder sig til de kulturelle værdier, som underligger vores sans for skønhed, mening, frihed og rigtigt og forkert.

Men den af-civiliseringsproces, som er blevet sat i gang på denne måde, løser ikke kapitalens overakkumulationskrise. Konkurrencen om verdensmarkedet får virksomhederne til at underbyde hinandens priser. De introducerer stadigt mere effektive arbejdskraftsbesparende teknologier, reducerer deres medarbejderskarer og lønningsudgifter.

Men hvordan vedblive med at tjene voksende profitter på salget af varer, der produceres med stadigt færre arbejdere til hvilke man udbetaler en stadigt mindre lønmængde? Svaret er, at det kan man ikke. Lavere lønninger og færre regulært ansatte arbejdere er ensbetydende med færre forbrugere og et skrumpne hjemmemarked. De største tyske og franske koncerner tjener allerede halvfjerds procent af deres profitter på markeder udenfor EU.

Talspersonerne for virksomhedskapitalen og de internationale institutioner ignorerer helt metodisk disse kendsgerninger. Igen og igen fortæller de, at den økonomiske vækst og fuld beskæftigelse kan genoprettes bare regeringerne har modet til at gennemføre den fornødne politik: Minimumslønninger og arbejdsløshedsunderstøttelse skal sættes ned; topskatten og skatten på kapitalindkomst reduceres; offentlig virksomhed privatiseres, alt sammen for at opmuntre til øgede investeringer, der så vil føre til skabelsen af nye arbejdspladser.

Det hævdes, at den store arbejdsløshed i Tyskland og Frankrig skyldes rigide arbejdsmarkedsrelationer og for megen regulering. En grundig undersøgelse af statistikkerne fortæller imidlertid en anden historie. I USA er det reelle arbejdsløshedstal det dobbelte af det officielle. Det tredobbelte, hvis man medregner alle dem, som helt har opgivet at lede efter et arbejde samt de mennesker, der kun har tilfældig beskæftigelse nogle timer om måneden.

I Storbritannien er tallet næsten 20 %, hvis man til de registrerede arbejdsløse lægger de 2, 8 millioner, som man har pensioneret, fordi man ikke regner med, at de vil være i stand til at finde arbejde. I Holland, et land med 16 millioner indbyggere, hvor 900,000 pensioneret med henvisning til deres »uarbejdsdygtighed«, er den reelle arbejdsløshed også på ca. tyve procent. Og for Danmarks vedkommende har OECD beregnet en arbejdsløshedsprocent på omkring 23, hvis man medregner førtidspensionerede, folk på genoptræning osv.

Sagt med andre ord synes en arbejdsløshedsprocent på omkring tyve at være normalen i den vestlige verden. I denne situation er den bedste politik den, der tidligere inspirerede den danske regering, en politik hvor man spreder arbejde og arbejdsløshed over hele befolkningen, sådan at alle kan opleve både det ene og det andet og samtidig leve et ordentlig liv, hvad enten de er i eller udenfor beskæftigelse. Men så vidt jeg ved, er Danmark det eneste land, der har eksperimenteret med en sådan politik.

Hvorfor insisterer andre regeringer på at betragte arbejdsløshed som unormalt og som noget skandaløst, der skyldes mangler ved den arbejdsløse eller uhensigtsmæssige strukturer i den nationale økonomi? Hvorfor vedbliver de med at lyve om arbejdsløshedens virkelig omfang, om mængden af underbeskæftigelse, ekstrem fattigdom og det voksende antal af »arbejdende fattige«?

Det er det centrale spørgsmål, og det rigtige svar er, at massearbejdsløshed er i kapitalens interesse. I hvert fald så længe folk ikke er bevidste om, at det er både normalt og uundgåeligt i kapitalismens nuværende fase. Var de klar over, at arbejdspladserne bliver stadigt mere sjældne og diskontinuerte, risikerede man, at de begyndte at kæmpe for et ikke-arbejdscentreret samfund, for en politik der sikrer alle en normal indkomst, også i perioderne præget af lønarbejdets afbrydelse. Kan du på den anden side overbevise folk om, at et sådan alternativ er håbløst urealistisk, kan du få dem til at konkurrere indbyrdes om arbejdspladserne og acceptere et stadigt stigende arbejdspres.

Arbejdsløshed og global konkurrence har udviklet sig til fantastiske dominansmidler. Aldrig før har kapitalen været så magtfulde globalt såvel som i de enkelte samfund. Aldrig før har de rige og magtfulde være så arrogante og ligeglade med de ødelæggelser, som jagten på øgede profitter skaber. Aldrig før har adskillelsen mellem økonomisk og menneskelig udvikling været så udtalt. Økonomien er blevet en anti-menneskelig magt, som folk forventes at ofre deres livsglæde og intriniske værdier til.

Og imens har politikerne vist sig at være ude af stand til at modstå virksomheds- og finanskapitalens diktater, hvorved politikken og de demokratiske institutioner er blevet miskrediteret. Fælles anliggende diskuteres ikke længere, eftersom »der ikke er noget alternativ«, som Fru Thatcher plejede at sige. Fundamentet er således lagt for en grundlæggende afciviliseringsproces, for udbrud af morderisk had og formålsløs vold, for fremvæksten af religiøs fantatisme, racisme og almindelige tilbagetrækning fra fællesskabet.

Ovenstående tekst er skrevet af André Gorz i juni 2005 som led i en brevveksling med undertegnede, der har oversat den til Kontradoxa. Den har ikke tidligere været offentlliggjort. Niels Fastrup.

Skriv kommentar