Arbejdsbi med visitkort

Af Mattias Tesfaye | 14. november 2008 | 22:03

Første opkald kommer omkring halv syv. ’Mester siger, jeg skal arbejde på Bornholm i næste uge. Jeg skal møde på havnen i Rønne kl. 7. Kan han kræve det? Hvem betaler min rejse? Hvor skal jeg bo?’

Hmm… Jeg lover at vende tilbage.

Min fagforening organiserer omkring 10.000 kolleger på arbejdspladser i Storkøbenhavn. Nogle starter firmabilerne op i Næstved klokken lidt over 5 om morgenen, og samler resten af sjakket op på rastepladser op gennem Sydsjælland. I bilerne sidder de tæt – skulder ved skulder. Der drikkes morgenkaffe fra termokander, lyttes til P4 og skules ud over de mørklagte sjællandske marker, der præger landskabet hele vejen op til Køge.

Andre bor tættere på. Som f.eks. Tonni. Han går i et mellemstort murersjak og har ringet flere gange. Kemien mellem ham og arbejdsgiveren… Det kører bare ikke. Jeg starter den lille røde Toyota, og lander på Amager omkring klokken 7. Hilser pænt på byggeledelsen, tager en sludder med sjakket i blandeteltet, og lægger en strategi. Derefter op til lidt uformelle forhandlinger med Niels, chefen.

På vej hjem i bilen stopper jeg op ved et stort stillads i Indre By. Jeg finder murerskuret og går ind og sludrer lidt med sjakket.

’Det er fanme godt du kommer. Her vrimler med polakker. Kan du ikke smide dem ad helvede til?’

Tjoo… Vi starter lige med at gennemgå deres egne lønninger. De får mellem 155 og 180 i timen, og har skrevet under på, at de ikke må snakke om løn- og arbejdsforhold med nogen, herunder fagforeningen. Det skider vi på. Deres stilladser er livsfarlige, og efter et stykke tid må de også erkende, at ingen af dem er medlem af fagforeningen. En er organiseret hos de kristelige og en anden i A-kassen for selvstændige. Hmm… Vi må vist hellere starte fra en ende af.

Myldretrafikken gennem byen er slem. Faktisk står man helt stille. Jeg vælger derfor at tage telefonen, da den ringer. Ham den 17-årige murerarbejdsmand jeg organiserede i går, og fik til at rejse et ordentligt lønkrav overfor mester, er lige blevet fyret. De sagde til ham over telefonen, at han bare kunne skride. Ærgerligt, specielt nu hvor det er så fandens svært at få arbejde. Vi fastholder lønkravet med tilbagevirkende kraft. Så let skal de ikke slippe.

Hjemme i fagforeningen møder jeg vores socialrådgiver på trappen. Hun sidder med en stenhugger, og vil høre om jeg har tid et øjeblik. Kan det virkelig passe at man ikke skal have ekstra løn, når man arbejder over, spørger fyren, der har hugget gravsten på overtid i adskillige år? Stort landsdækkende firma! Svindel og bedrag A/S.

Jeg sidder og tjekker min mail, da telefonen ringer. Det er arbejdsgiverforeningen. De vil gerne flytte mæglingsmødet med det tyske firma som renoverer den bygning, hvor Politiet bor. Systematisk svindel med lønnen. Vi skyder mødet en lille uge. Jeg når lige at lægge røret, før den ringer igen.

’Det er Kent. Jeg er sgu på røven. Tror du fagforeningen har mulighed for at låne mig 2.500 til huslejen? Som et slags forskud på dagpengene?’

Jeg får hans nummer og lover at vende tilbage.

På vej til Brønshøj stopper jeg op på en byggeplads, hvor jeg tidligere har været inde og diskutere medlemskab med en række unge uorganiserede murersvende. De fleste har efterhånden meldt sig ind, friske folk. Men den sidste vil kraftedme ikke. Han viste mig nøglerne til firmabilen og sagde, at hvis han nogensinde blev snydt, ’jøder jeg bare bilen’. Tumpe.

De aflønnes forskelligt og så latterlig lavt, at jeg slet ikke gider skrive satserne her. Men jeg har sagt til dem, at forudsætningen for at de kan hæve lønnen er, at de er organiserede, alle sammen, og at de stiller fælles krav. Jeg efterlod en indmeldingsblanket i skuret sidst, jeg var her. I dag ligger den stadig på bordet. Og den uorganiserede har ikke vist sig på pladsen siden sidst. Det er vist det man kalder mobning i skolen, og solidaritet på arbejdsmarkedet.

Oppe bag Bellahøj skal jeg bare konstatere om nogle polske skruebrækkere er på arbejde i dag. Men stilladset er tomt, og en af beboerne kan oplyse, at de kørte i morges og ikke har været her siden. Jeg kigger ind ad vinduet til deres skurvogn. En tom Cocio flaske, noget gammelt rugbrød og en lille katolsk ting på opslagstavlen.

Herfra går turen sydpå. Jeg skal til Hundige. Et lille velorganiseret murersjak er ved at bygge en gigantisk villa til en mangemillionær og hans thaikone. 60.000 mursten i et hus, med skæve hjørner, flere etager og masser af interessante håndværksmæssige finesser. Jeg kigger på deres akkordseddel, tjekker deres medlemskab, gennemgår deres skurforhold og alt det dér.

Men de var kun to på arbejde. Deres makker på næsten 60 år var skvattet på stilladset i morges, og havde banket hovedet ned i hjørnet på noget murværk. Hans briller lå smadrede i skuret. Av. Han er på sygehuset nu. Jeg ringer til arbejdsgiveren og husker ham på, at skaden skal anmeldes. Han virker reel nok – ham mesteren.

Hjemme på kontoret er der undervisning i fleksjob-ordningen og den slags. Fuck, det er indviklet. Og som med så meget andet, finder man ud af at Regeringen er ved at ødelægge en nogenlunde fungerende velfærdsforanstaltning i vores samfund. Sådan er det altid: Når man graver sig ned i substansen af et eller andet politikområde. Helt ned i de enkelte paragraffer. Når eksemplerne bliver levende mennesker.

Når man ,hvad det vil sige at afforskalle betondæk i 2 graders frost. Og hvorfor ryggen på et tidspunkt siger nej. Når man hører, at den sygemeldte kollega, der er kørt fra Næstved de sidste 23 år, nu bliver tvunget i arbejde, selvom kroppen smerter. Og at ordren kommer fra embedsmænd, der boltrer sig bag skriveborde, i ministerielle bygninger, som morgenholdet med termokander byggede før scient.pol.’en bandt sin første slipseknude… Helt seriøst, vi skal altså have væltet den regering.

Jeg har fået nyt arbejde. Nu sidder jeg her. I et vikariat på et kontor, sammen med Jens. Vi forsøger at forsvare kollegernes arbejdsforhold på et fælles europæisk arbejdsmarked. Vi dækker en branche, i en by, i et land. Det er ikke os, der udvikler de store strategier i arbejderbevægelsen, ikke engang i vores egen fagforening. De sidder på etagen ovenpå.

Vi er dem med sikkerhedssko, kørekort og mundtøjet spændt ordentligt på. Eller som Jens siger det: ’Vi er jo bare arbejdsbier’ – med visitkort, kunne man tilføje.

Skriv kommentar