Fildeling er kommet for at blive. Men hvad med Anti-PiratGruppen?
Af Modkraft.dk - 3. november 2004
Emneord
· Sværvægteren
Det startede for alvor med Napster i slutningen af 1990erne, og siden er det vokset og vokset. Millioner af mennesker, der henter musik og film gratis fra Internettet og deler det med hinanden. Var det ikke for pladeselskaberne og filmbranchen, lobbyisterne, kunstnere i stor stil og politikere over en bred kam, havde det været en historie om teknologiens fagre nye verden, hvor alle har fri og lige adgang til informationer og kultur. I stedet er det historien om Anti-PiratGruppen (APG).
Fredag d. 8. oktober fik 156 danskere en ubehagelig overraskelse ind ad brevsprækken. »Piratkopiering af film og musik«, lød overskriften
i brevet, der dumpede ind, og fortsatte: »Som advokat for AntiPiratGruppen skal jeg rette henvendelse til dem, idet det er blevet konstateret, at De via peer-to-peer systemet ”Direct-Connect” har tilgængeliggjort lydoptagelser og
filmværker, hvortil min klients medlemmer har de ophavsretlige enerettigheder«.
Og sådan fortsætter brevet med henvisninger til paragraffer, anklager om overtrædelse af ophavsretsloven og formuleringer som: »Det bemærkes, at De er erstatningsansvarlig« og »Efter ophavsretslovens § 83, stk. 1 har min klients medlemmer krav på et rimeligt vederlag for de foretagne krænkelser«.
På side tre i brevet bliver de nøje afmålte formuleringer omsat til tørre tal:
Vederlagskrav: kr. 540.248
Erstatningskrav: kr. 540.248
I alt: kr. 1.080.496
En anden er sluppet billigere. 366.000 kr. lyder det samlede krav på, mens en tredje skal af med 245.248 kr. i vederlag og et tilsvarende beløb i erstatning.
Domme i øst og vest
Det er på det truende brev, vi har lært Anti-PiratGruppen (APG) at kende, for selvom de skriver om retssager, erstatningskrav og lovovertrædelser, og brevene udgår fra Johan Schlüter Advokatfirma, dukker de sjældent op i retten. Faktisk er det kun sket tre gange, at en domstol har taget stilling til et af de berygtede breve. I alle andre tilfælde, og der er flere hundrede af dem, er sagerne ikke kommet så langt. Enten fordi der er indgået forlig eller også, fordi APG har lagt sagerne på hylden eller ligefrem opgivet dem.
Det er svært at få noget at vide om de sager, hvor der er indgået forlig. APG vil ikke sige noget, og de anklagede har i forligssituationen lovet at følge det eksempel. Men SALT erfarer, at det centrale for APG ikke så meget er, hvor stort et beløb de får hjem, som det, at de kan fortælle omverdenen, at de har afsluttet en sag, hvor den anklagede erkendte sig skyldig – og derfor har fået en pæn rabat på det oprindelige krav.
Når APG ikke har travlt med at hive folk i retten, hænger det sammen med den usikkerhed, der hersker om de beviser, APG mener at have mod de anklagede. Beviserne består af såkaldte screenshots – billeder af indholdet på de anklagedes computere, som APG har taget, når de har snuset rundt på fildelingsnetværkerne efter potentielle lovbrydere. Men screenshots siger ikke noget om det reelle indhold på computerne, kun hvad filerne hedder. Og da enhver kan kalde sine filer, hvad det skal være, indeholder en fil, der hedder »Kim Larsen – Midt om natten« ikke nødvendigvis Kim Larsens musik fra lp’en Midt om natten.
Det var i hvert fald hvad Vestre Landsret lagde til grund, da de afviste at anerkende screenshots som tilstrækkeligt bevismateriale. Og så kunne man tro, at alle, der modtager et erstatningskrav fra APG, kunne afvise det med henvisning til dommen i Vestre Landsret. Men så enkelt er det ikke. For retstilstanden er i øjeblikket den noget specielle, at hvor Vestre Landsret har afvist screenshots, så har Østre Landsret i en enkelt sag fældet dom over en fildeler på baggrund af screenshots. Den sag ligger nu hos Procesbevillingsnævnet, der skal afgøre, om Højesteret skal have det sidste ord og dermed mulighed for at fælde en ledende dom på området.
APG’s ansigt
Men AntiPiratGruppen er ikke bare jura og truende breve. Det er også musik- og filmbranchens samlede svar på det 21. århundredes teknologiske udfordringer.
De lynhurtige internetforbindelser og muligheden for digital kopiering er forudsætningen for den livlige trafik på fildelingsnetværkerne, som APG forsøger at standse. Alt fra gamle John Mogensen-slagere til det nyeste metervarepop kan downloades helt gratis side om side med de dyreste Hollywood-produktioner og alle afsnittene af Matador, som vi jo har set til hudløshed.
Det truer musikerne og skuespillerne på deres levebrød, mener de selv. Derfor er de gået med i APG, hvor de opholder sig sådan lidt i baggrunden og dermed forpasser en mulighed for, at tegne et andet billede af APG end den stramme advokat. Men det er måske ved at ændre sig.
På det nyligt afholdte Sociale Forum på Christianshavn i København deltog musikeren Arne Würgler i et debatmøde om fildeling og piratkopiering som formand for både DJBFA (Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer) og KODA – og dermed også, om end indirekte, som APG. Og hans holdning var klar.
»De kunstnere, jeg repræsenterer, er imod fildelingen, fordi vi gerne vil spørges først. Langt hen ad vejen anser vi fildeling som tyveri, fordi vi ikke er blevet spurgt, om det er i orden at dele vores musik«, sagde Würgler.
Men samtidig udtrykte han kritik af APG’s metoder til at bremse fildelingen, uden han dog var parat til at arbejde for en udmeldelse af APG. I stedet, sagde han, er det et spørgsmål om at få flere kunstnere på banen til at appellere til en holdningsændring.
»Jeg appelerer til en holdningsændring omkring fildeling, på samme måde som overfor vores miljø. Tænk over vores ressourcer, lad vær med at bruge dem bevidstløst. Respekt for musikken, respekt for kreativiteten« sagde Würgler og understregede, at han ikke tror at fildelingen kan stoppes, men at han frygter for dens økonomiske skadevirkninger. Skadevirkninger han dog ikke kunne påvise udover at henvise til musik- og filmindustriens egne undersøgelser, der modsiges af en uafhængig undersøgelse fra Harvard. Og så er vi vel lige vidt.
Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT
27. august 1910 blev det vedtaget på en kongres i København at gøre den 8. marts til kvindernes internationale kampdag.
Se emnelisten om 8. marts-dagens oprindelse og historie. Om kampdagens historie og betydning i USA og i den russiske revolution i 1917.
Med sites, temaer og artikler på dansk og engelsk.

Frank Piasecki Poulsens nye dokumentar om produktionen af minenaler til mobilen i DR Congo, biografaktuel onsdag 1. september. Se links på filmspalten X-Ray.

Nye numre online:
Socialist Review
Socialistisk Information
New Left Review
Rødt!
Insurgent Notes
2. september | … og den økonomiske situation i EU er kørt af sporet. Økonomiprofessor Jesper Jespersen kritiserer regeringen og nationalbanken for at svigte dansk økonomi med fastkurspolitikken.
21. august | I dag er det tid til den årlige homo-parade i de københavnske gader. Enhedslisten har i år valgt at gå med som parti i denne parade – en beslutning som vi i partiets queerudvalg ikke er ubetinget enige i. Vi er kritiske (...)
2. september | Mindeord ved stilladsarbejderen og den faglige aktivist Niels Wegelands bisættelse.
1. september | Moderna Museet Malmö præsenterer den israelske videoinstallationskunstner Yael Bartana med udstillingen "And Europe will be stunned".
30. august | 22:20