Korsgadehallen og kønsopdeling, til et møde med den rabiate sheik Khalid Yasin fra USA
Af Jaleh Tavakoli | 17. marts 2010 | 00:57 | 23 kommentarer
Kønsopdeling i Korsgadehallen
Det var ikke for at provokere nogen at jeg satte mig ned ved siden af min mand i Korsgadehallen, og gudskelov for at vi er borgerligt gift og endda også af en imam og det hele.
Det hele gik jo meget hurtigt indenfor og inden vi havde set os om var vi allerede inde i en diskussion om kvinderettigheder, fem minutter inden imamen skulle på. Nåh men så er vi da den oplevelse rigere, eller fattigere, for vi var jo gået ind for at stille sheiken kritiske spørgsmål, og det kom vi aldrig til.
Jeg har ikke rigtigt lyst til at skrive om episoden i Korsgadehallen, hvor jeg blev vist væk, efter at have insisteret på at ville sidde ved siden af min mand. Det skyldes at jeg har fortalt om den så mange gange, og fordi historien er en trist erkendelse af at VIOMIS og deres virke ikke bidrager til integration, men faktisk ødelægger forsoning og sammenhold ved udbredelsen af en reaktionær politisk form for islam, i deres sociale / missionerende arbejde.
Hele indlægget her drejer sig om den rabiate sheikh Yasins tredje besøg i VIOMIS.
Før jeg kommer i gang med den noget kedelig gennemgang af hvad der skete på aftenen, vil jeg gerne slå fast, en gang for alle, at jeg altid vil prioritere kampen imod undertrykkelse af kvinder og mænd uanset, og også hvis det sker i islams navn.
Jeg forholder mig ofte til den islamistisk undertrykkelse hvad enten den er kulturbestemt eller direkte konsekvens af islamisk lovgivning, hvad enten det er i Danmark eller internationalt.
Det at jeg i 2010, og nogle få dage før 100 året for 8. marts, som faktisk blev grundlagt nogle få hundrede meter fra Korsgadehallen, bliver bedt om at flytte mig grundet mit køn, og at jeg når jeg insisterer på at sidde i midtersektionen så må sidde bagerst fordi så skal mændene ikke se på mig, er da langt ude og forkert.
Det er en del af oldgamle og reaktionære regler som har eksisteret og stadigvæk eksisterer på den ene eller anden måde især i relation til de tre store religioner.
De regler er jeg sat i verden for at bekæmpe.
Det betyder hverken at jeg bekæmper muslimer, jøder eller kristne, men jeg bekæmper de tilbagestående religiøst kulturelle tendenser og de nedskrevne ord hvad enten disse er i form af religiøse regler, love eller handlinger.
En påstand som jeg ikke vil bestride er at Jesus og Mohammad var progressive i deres egen tid, uanset rigtigheden af påstanden må vi forholde os til religionerne i dagens verden og se på deres indflydelse på menneskers liv, samfundet som helhed og politisk magt.
Det er i den sammenhæng selvfølgeligt rigtigt at der i dagens Danmark er en tendens til at Pia og Co. hetzer muslimer og beskylder dem for alverdens ulykker. Vi må bare som venstreorienterede eller for den sags skyld demokrater og tilhængere af menneskerettighederne forholde os sagligt til disse beskyldninger og afvise hetzen og fordommene, men samtidigt erkende og tage afstand fra den reaktionære form for islam som lever af Pias virksomhed og omvendt, og vi må bekæmpe denne form for især politisk islam som findes i organiseret form og som søger magt og indflydelse.
Inde i hallen: Jeg er måske naiv eller også er jeg fordomsfri, for jeg går ind i hallen og sætter mig foran i midtersektionen, jeg ville sidde forrest så jeg kunne optage sheikens (Khalid Yasins) foredrag på min I Phone. Jeg venter bare på at blive smidt et par rækker bagud da jeg forventer at de første par rækker nok er reserverede til VIP. En anden grund til at vi sætter os helt foran er at der næsten ikke sidder andre på netop den række, og altså ikke nogen mænd i nærheden af mig. På den ene side sidder min mand og på den anden side sidder en lille dreng.
Jeg kunne se at salen var groft opdelt i de to biologiske køn, men jeg troede at kønsopdelingen blot var en anbefaling eller i form af gruppepres. Jeg havde ikke engang i min vildeste fantasi tænkt at de ville tvangs – kønsadskille par.
Så kommer der tre arrangører op til os og beder mig om at flytte mig, da midtersektionen kun er til mænd ligesom to rækker til venstre for scenen, imens kvinderne skal sidde i højre side for scenen. Jeg fortæller så at jeg gerne vil sidde sammen med min mand og at jeg synes det er diskriminerende og ydmygende at de som arrangører skal henvise mig til andre sæder pga. mit køn. Imens kommer flere og flere op og blander sig, hvor af tre af dem truer os, to af truslerne er dokumenteret på de lydoptagelser jeg har på min hjemmeside.
Vi går så udenfor, allerede på vej op og lige udenfor hallen kommer der flere og flere op efter os og jeg ringer så til politiet fordi jeg på daværende tidspunkt hverken tør at gå derfra eller gå tilbage til arrangementet. Det er udenfor at flere unge samles om os. Politiet kommer og efter at have hørt vores historie og talt med nogle af arrangørerne, herunder med Khalid El Subeihi og en af de tre som truede os, vurderer de at det er bedst at vi går, og de kører os så derfra til Rådhuspladsen og sætter os af.
Khalid El Subeihi benægter nu at der har været regler om kønsadskillelse til mødet, og siger at det har været op til folk selv at sidde adskilt.
Det er direkte usandt og jeg mener ikke at han skal have lov til at lyve for offentligheden når han er den hovedansvarlige for den konflikt jeg havde derinde med de efterfølgende trusler og politieskorte. Der er lydoptagelser der klart beviser at arrangørerne beder os om at sidde hver for sig, og desuden har politiet også overfor TV2 bekræftet at hele problematikken var at vi for arrangørerne ikke måtte sidde sammen.
Til sidst får vi også af arrangørerne at vide at vi ikke er velkomne længere, da vi ikke ville følge reglerne.
Khalid kommer selv hen på et tidspunkt imens vi står sammen med politiet og beder os om at komme ind og sætte os, og han siger at der ikke er nogen problemer, men bliver så konfronteret af et par af de unge der siger at han da ikke skal bryde reglerne og bøje sig, hvorefter han så siger at han bare har sagt at vi kunne komme indenfor, men ikke at vi kunne sidde sammen, og så løber han ellers meget hurtigt ned igen.
Han er meget uansvarlig og ubehøvlet når han siger at det bare er de unge rødder på Nørrebro der har konfronteret mig med de regler og truet mig, imens det er hans egne folk fra organisationen VIOMIS bærende skilte der startede hele konflikten, på grund af VIOMIS’ regler om kønsadskillelse.
To dage efter, alt imens Khalid benægter disse regler om kønsadskillelse i pressen, holdes samme møde i Århus også i VIOMIS - regi, hvor en af mine bekendte har været til stede, her er det igen kønsopdelt, denne gang med et stort tæppe imellem kønnene så man ikke kan se det modsatte køn. Her protesterer den rabiate sheik over forholdene og siger at man ikke skal overdrive og at de unge skal være i stand til at se hinanden.
Konklusion De unge kriminelle har uanset deres hårfarve, religion og banderelationer brug for sociale og psykologiske tiltag og muligheder for at komme i gang med og videre med deres liv. De har brug for en stabil økonomi, et stabilt hjem, uddannelse eller arbejde og fornuftige, ansvarlige og omsorgsfulde voksne. De har ikke brug for religionen til ovenstående, og slet ikke i form af en rabiat, hadsk, kvindefjendsk og homofob imam som VIOMIS nu har inviteret for tredje gang.
Kommentar af L. Simonsen | 18. marts 2010 | 10:45
Hvor er det langt ude! Fundamentalisme af enhver art er dybt skadelig og bør modarbejdes og bekæmpes af al, ikke-voldelig magt..
Kommentar af Lars | 18. marts 2010 | 11:22
Trist, trist. Nu har du oplevet hvordan religiøse sortemænd kan eksludere dig og true dig fordi du er kvinde. Velkommen i gruppen. Øvrige der er af samme typer bliver truet fysisk og som ikke kan gå frit er; jøder, hvide etniske danskere, politikkere, integrationskonsulenter, bøsser. Det er ikke altid at de der truer er dybt religiøse, men de er styret eller påvirket af mørkemændene. Det er så trist at vi tillader tåberne få overtaget.
Kommentar af Claes | 18. marts 2010 | 11:26
Jaleh, hvor er det dejligt, at du tør tage kampen op, hvor der er behov for det - og at du gør det i en konkret situation i hverdagslivet på Nørrebro, hvor venstrefløjen desværre har en tendens til berøringsangst. Håber ikke, at du lader dig skræmme af hverken fundamentalistiske muslimer eller kritikere på venstrefløjen, der fejlagtigt betegner dine handlinger som mediestunts og hævder, at du løber højrefløjens ærinde. Det vil forhåbentlig altid være venstrefløjspolitik at tage kampen op mod diskrimination.
Kommentar af Linda CP | 18. marts 2010 | 13:59
Kære Jaleh. Hvor er det flot at de tør påpege de kvindeundertrykkende kræfter inden for islam. Det er jo ellers ikke noget man tør give sig i kast med på venstrefløjen, som lader til at have glemt hvad kvinde-kampen drejede sig om. Men for søren, hvornår stopper du med at beskylde "Pia & Co." for at hetze mod islam. Der er altså ikke tale om hetz, men blot påpegelse af de problemer du også ser. Din påstand om at "den reaktionære form for islam som lever af Pias virksomhed" er komisk...så store ulykker kan Pia trods alt ikke tage æren for. - Så se lige at hold fokus, det ville klæde din debat!
Kommentar af Khalid Alsubeihi | 18. marts 2010 | 16:34
Det er bestemt en utroværdig journalistik, når det kun er den ene part som bliver interviewet.og få lov til at komme med sin egen version af historien.
Det er klart sådan bakker man op om en parti kammerat, ved at udelukke at den anden part kan eller får ret til at komme til ordet
Kommentar af Claes | 18. marts 2010 | 17:16
@Khalid: Det er ikke journalistik, men en klumme - på internettet også kendt som en ’blog’. Har du en anden version af historien, kan du jo fremføre den her som kommentar til Jalehs blog.
Kommentar af Nicolai Sennels, psykolog | 18. marts 2010 | 19:22
"Konklusion De unge kriminelle har uanset deres hårfarve, religion og banderelationer brug for sociale og psykologiske tiltag og muligheder for at komme i gang med og videre med deres liv. ..." osv. bla. bla.
Har de også brug for tydelige rammer og konsekvenser når disse overskrides - hvilket jo anbefales af enhver forældre og enhver med professionelt kendskab til asociale unge? Nej, åbenbart ikke.
Kommentar af Jakob Lindblom | 18. marts 2010 | 19:53
Hej Jaleh
Tak for en god og rigtig blog med masser af nuancerede skelninger. Og du har helt ret i, at Pias tosserier langt hen ad vejen har gavnet reaktionære hundehoveder som VIOMIS, det er jo ærgerligt, men godt at vi er ved at få en sober debat i gang på fløjen, og tak for bloggen.
Kommentar af | 19. marts 2010 | 09:20
@Jakob, det er altså at defokusere når man giver lille Pia K en andel i de reaktionære religiøse tågehoveders mærkværdigheder, som skaber så meget sorg og lidelse over hele kloden. Hele sydøst asien er på langsom men sikker vej ind i mørket, Somalia er et helvede, i Frankrig er der store områder hvor offentlige myndigheder ikke kan bevæge sig, i Malmø flygter jøderne, listen er uendelig. At nævne Pia K i den sammenhæng er at misse pointen.
Kommentar af Dina Larson | 19. marts 2010 | 10:08
Se denne optagelse:http://digiislam.dk/jaleh/
Kommentar af jaleh | 19. marts 2010 | 11:42
Tak for alle kommentarerne, og undskyld længden på indlægget.
Ang. Pias hetz mod islam; jeg skriver nemlig med vilje ikke hetz imod islam, men hetz imod muslimer. Pia og Co. tager alle muslimer som gidsler i kampen mod islam, og det svarer til at man kaldte alle troende kristne mænd for pædofile fordi nogle katolske præster er og har været pædofile. Det er generaliseringen af en bestemt befolkningsgruppe som på ingen måde er homogen, der er mit problem med DF. Kritik af islam og koranen er noget helt andet og for mig at se på sin plads i den offentlige debat. Man skal bare ikke glemme at jødedom og kristendom i deres grundform har mange ligheder med islam.
Jeg håber Khalid El Subeihi som har reageret også skriver om sin side af historien.
Til Nicolais kommentar om rammer og konsekvenser for de unge; I alle sociale og pædagoiske tiltag i Danmark tror jeg at der er rammer og konsekvenser for de der deltager og det skal da selvfølgeligt også være, netop for at pointere over for disse unge at de skal respektere det omkringliggende samfund.
Ang. videooptagelsen på linket: Så er indloldet på den lydoptagelse der er på jaleh.dk - nærmest det samme som det der er på videoen, videoen er lidt længere. Dog mener Abu Maxed der har sat den op at den beviser at jeg hverken bliver truet eller tilsvinet - og at der heller ikke er noget politi og alle de mennesker som jeg har påstået i pressen. Men alt det med politiet og de mange mennesker foregik bare over den time efter lydoptagelsen som vi var ved og inde i hallen, og som jeg skriver i bloggen så har politiet altså bekræftet at de har været der og kørt os væk.
Jeg har forklaret Abu Maxed at det forholder sig sådan, så det er ikke fordi han ikke ved bedre.
Kommentar af Christian Schönbeck | 19. marts 2010 | 11:47
Kære Jaleh.
Til at begynde med må jeg hellere slå fast, at der selvfølgelig ikke er nogen der har ret til at true jer eller behandle jer på så svinsk en måde som det var tilfældet. Personer der fremkommer med trusler bør anmeldes til politiet.
Men dernæst vil jeg så pointere, at mødet er et privat arangement og arrangørerne har ret til at fastsætte de regler der gælder på mødet. Hvis de synes, at der skal være kønsopdeling, så må man rette sig efter det, hvis man vil være med til mødet.
Jeg siger ikke, at jeg støtter kønsopdeling eller at man ikke skal protestere over det. Kønsopdeling vil virke generende for mange mennesker (f.eks. dig og din mand eller mig og min kæreste) og afholde dem fra at deltage i mødet. På den måde er kønsadskillelse ekskluderende på grænsen til det diskriminerende. Det synes jeg helt klart, at man skulle fortælle arrangørerne.
Jeg kan godt forstå, at det er stærkt provokerende når man bliver nægtet at sidde sammen. Og jeg synes, at det er et problem man skal tage op med arrangørerne. Man kunne evt. foreslå dem, at lave en kvindeafdeling, en mandeafdeling og en blandet afdeling, så der er noget for enhver smag.
Selvfølgelig kan man håbe på, at hele balladen skaber noget debat og får arrangørerne til at tænke sig lidt bedre om næste gang, men jeg tror at problemet ville være tacklet bedre på anden vis.
Mvh. Christian
Kommentar af jaleh | 19. marts 2010 | 12:05
Hej søde Christian, Jeg forstår godt det du skriver og jeg er langt hen ad vejen også meget enig med dig. Arrangementet var dog ikke af lukket og privat karakter, der var en indgang på 50 kr. og det var åbent for offentligheden; ved at at invitationen var sendt afsted til mange og annonceret mange steder bl.a. havde en del københavnske klubber til børn og unge sendt den videre til deres medlemmer.
Da jeg forinden arrangementet havde kritiseret mødet sammen med en del andre politikere, så blev vi alle invteret til at tage derhen og stille sheiken kritiske spørgsmål, hvilket også var grunden til at jeg tog derhen.
Ingen steder, hverken på invitationerne, på deres hjemmeside, på plakaten eller indenfor salen stod der noget om kønsadskillelse.
Det er klart at når jeg kommer ind i en moske eller hvis jeg skulle ind i en synagouge, så ville jeg ikke begynde at diskutere det med de ansvarlige der, selvom jeg synes at det er ligeså underigt i den sammenhæng. Men der ved man på forhånd hvad det er man går ind til. (Jeg vidste det faktisk ikke som synagouger)
MKH Jaleh
Kommentar af Jakob Lindblom | 20. marts 2010 | 22:14
En anonym svarede mig ovenfor med budskabet, at jeg defokuserer. Please, læs igen hvad jeg skrev. Jeg gav ikke PIa K eller andre skylden for reaktionære islamister eller deres budskaber, men jeg vil fastholde, at DF herhjemme har styrket dem, ved at give de mange et tilflugtssted, når tonen mod "muslimer" groft generaliseret, som Jaleh er inde på, kammede over. Dette har styrket dem og gjort dem stærkere end de ellers ville have været.
God aften iøvrigt.
Kommentar af Khalid Alsubeihi | 21. marts 2010 | 23:18
Jeg vil bare holde dem væk fra banderne" Af:Onsdag den 10. marts 2010, 14:00
Khalid Alsubeihi ærgrer sig over, at politikerne ikke koncentrerer sig om at løse problemerne på Nørrebro i stedet for at udtale sig om ting, de ikke har forstand på. Og han fortryder ikke mødet i Korsgadehallen.
Da Sheikh Khalid Yasin i forrige uge gæstede Korsgadehallen, var der kun et formål. Nemlig at forsøge at overbevise nogle af Nørrebros unge om det forkerte i at bruge kriminalitet til at udtrykke noget af den frustration, som mange unge med anden etnisk baggrund føler.
Derfor kom det også som et chok for Khalid Alsubeihi, der sammen med foreningen Viomis stod for arrangementet, at mødet pludselig var en stor sag i medierne, der i voldsom grad interesserede sig for Sheikh Khalid Yasins syn på blandt andet bøsser og kvinder.
For Khalid Yasin har kontroversielle holdninger på nogle områder. Men aftalen mellem Khalid Alsubeihi og Sheikh Khalid Yasin var helt klar: På mødet i Korsgadehallen skulle Sheikh Khalid Yasin berette om sine egne erfaringer som bandemedlem og videregive sit budskab om at fravælge kriminalitet. Og ikke andet.
“Mange unge synes, at Sheikh Khalid Yasin er rigtig sej. Han har tidligere været medlem af en bande, han er afro-amerikaner og konverteret til islam, og de synes, at han er rigtig ‘street’ og taler deres sprog,” siger Khalid Alsubeihi.
Aktion mod bander
Derfor var det også i et desperat forsøg på at nå de unge, at han arrangerede mødet i Korsgadehallen med Sheikh Khalid Yasin.
“Folk bliver skudt på gaderne, og vi mister flere og flere unge til enten bander eller ekstreme muslimske grupper. Derfor engagerer jeg mig i at hjælpe de unge til at se, hvad der er den rigtige vej, og her var Sheikh Khalid Yasin et godt middel”, fortæller Khalid Alsubeihi, der igennem 13 år har været dybt involveret i arbejdet med at skabe et indhold i børn og unges tilværelse i et forsøg på at skabe rollemodeller og vise børnene.
Han undrer sig derfor over, at en række politikere gik ud og tog afstand fra mødet uden at vide, hvad det indeholdte, eller hvad formålet var.
Samtidig blev der meget opstandelse over en episode, hvor Enhedslistens medlem af Borgerrepræsentationen, Jaleh Tavakoli, opfattede situationen på den måde, at hun ikke måtte sidde sammen med sin mand. Ifølge Khalid Alsubeihi var der ikke arrangeret kønsopdelte siddepladser, men de fremmødte valgte på eget initiativ at sætte sig med kvinderne i de ene side og mændene i den anden side.
Men kan du ikke se, at det virker underligt, at kønnene sidder adskilt til et offentligt møde?
“For langt de fleste muslimer er det faktisk det mest naturlige. Når vi holder fester eller besøger hinanden, er det ganske normalt, at kvinderne sidder for sig og mændene for sig. Det er ikke et krav, men mere et udtryk for forskellige interesser,” siger Khalid Alsubeihi.
Hvad er dit eget forhold til homoseksuelle?
“Jeg er tolerant og respektfuld over for homoseksuelle. Og det er Sheikh Khalid Yasin også, hvis du spørger ham i dag. Mange af de ting, der er kommet frem, er gamle udtalelser, og jeg havde aldrig hørt om det før,” siger Khalid Alsubeihi, der understreger, at han fortsat respekterer Sheikh Khalid Yasin for hans kamp mod bander. Og som med initiativet Viomis, Viden om Islam, også selv forsøger at skabe dialog, der kan få de unge til at fravælge kriminalitet.
“Jeg tog initiativ til Viomis, fordi jeg gennem mit arbejde i Nørrebronx kunne se, at der var et behov for at gøre noget for at holde de unge væk fra ekstreme, muslimske grupper. Vi ønsker at skabe dialog om islam og vise de unge, at der er det, vi kalder en gylden middelvej, hvor man kan være muslim uden at tage afstand fra samfundet. Nogle af de ekstreme grupper ønsker jo, at de unge deltager så lidt som muligt, ikke stemmer ved valg f.eks. Jeg prøver gennem mit arbejde at forklare, at jeg er dansk-muslim og deltager i det danske samfund på lige fod med alle andre og f.eks. har været tre år i Forsvaret i Danmark. Hvis de er frustrerede, må de stemme på nogle andre ved næste folketingsvalg eller skrive et læserbrev – altså kæmpe for vores rettigheder på samme måde, som kvinderne og de homoseksuelle har gjort det før os. Og det er er det, jeg prøver at overbevise de unge om,” siger Khalid Alsubeihi.
Skaberen af Nørrebronx har nu trukket sig fra bestyrelsen for at undgå, at hans engagement for at bekæmpe bandekriminalitet ikke får negative konsekvenser for indsatsen for børn og unge på Nørrebro. Arbejdet i Viomis fortsætter ufortrødent, og det er planen, at en kommunikationsgruppe i nær fremtid vil besøge relevante politikere for at skabe forståelse om Viomis’ mission.
Kommentar af Khalid Alsubeihi | 21. marts 2010 | 23:22
Kkaren West: Mig, Khalid Alsubeihi og arabisk frokost Mig, Khalid Alsubeihi og arabisk frokost 14. marts 2010 kl. 12:07
Jeg blev taget imod af en meget smilende Khalid Alsubeihi, der låste døren op til værestedet Nørrebronx i Rantzausgade en regnfuld kold formiddag. Med sig havde han arabiske delikatesser nok til at mætte en større forsamling. Kaffen blev sat over, og ivrigt gestikulerende viste han mig rundt i værestedet og fortalte om husets mange aktiviteter.
Og hvad lavede jeg så derude?
Jo, jeg var jo en af dem, der for i flint over køns adskillelsen i Korsgadehallen til det famøse møde med sheikh Khalid Yasin fra USA, der på YouTube giver de fleste myrekryb over sine rabiate holdninger til homoseksuelle og kvinder, i hvert fald har mange reageret, og der i blandt jeg. Vi var nogle, der ivrigt forsvarede Jaleh Tavakoli fra Enhedslisten, der højlydt protesterede imod køns adskillelsen, og som endte med at gå, blive gået, før mødet kom i gang.
En Facebook gruppe, ViOmIs, som er styret af Khalid Alsubeihi, lederen af Nørrebronx,et værested for unge på Nørrebro og støttet af Københavns Kommune, inviterede til et møde for at forklare, hvorfor han tog dette drastiske skridt at invitere en rabiat muslim til at vejlede de unge. I stedet for at bruge vores egne mere moderate imamer, eller nok mere ønskværdigt, vores egne gode rollemodeller, borgere af anden etnisk herkomst, der har klaret sig og klarer sig godt i det danske samfund.
Jeg tog imod indbydelsen, både fordi jeg er uenig med måden at nå disse unge på, og fordi jeg sådan set altid gerne vil lytte og prøve at forstå, hvorfor nogle handler, som de gør.
Så nu sad vi så der. Os to, fra hver sin verden, med hver sin dagsorden. For min dagsorden var jo klar nok. Hvordan ville disse unge forholde sig til ligestilling og kvindefrigørelse, når de skulle opdrages af en rabiat muslim? Og hvordan skulle de unge nogensinde nå ud til og ind i samfundet med den rollemodel af en rabiat konvertit.
Som det nu er, når to mennesker snakker sammen, så fortalte vi om os selv, børn, arbejde, politik og alt muligt andet, også kvindefrigørelse, og om vi overhovedet kunne finde en fællesnævner. Det kunne vi sådan set godt. Der var nu ikke ret meget ”rabiat” over Khalid.
Hvad var det så, der gjorde indtryk på mig?
Jo Khalid fortalte. At forholde sig til kvinders ligestilling kunne han godt, men de unge var så langt væk fra alt, hvad der overhovedet kan kaldes normal adfærd, at der skulle helt andre drastiske midler til, før de nogensinde kunne nå derhen at forholde sig til ganske almindelige samfundsanliggender.
De var derude, hvor Hitz-Ub-Tahrir kaldes de moderate. Der ude hvor de sammen med 10 års drenge fik en identitet igennem mere rabiate islamister end Hitz-Ub-Tahrir nogen sinde kunne ”gøre sig fortjent til”. De opsøgte disse unge og deres mindre søskende, og systematisk fik dem til at brænde for deres sag.
De unge og drengene så op til de rabiate, de havde opgivet at blive accepteret af samfundet, de havde intet at tabe, mener de. Khalid forsøgte nu som en sidste udvej, inden yderligere radikalisering, at få dem ind på en fredelig religiøs vej, som var ikke voldelig og som hedder Al- wasadia (den gyldne middel vej).
Det måtte først og fremmest handle om at få dem til at nedlægge våbnene, få dem til at vende sig mod den fredelige islam, før man overhovedet kunne gå i gang med at demokratisere dem, fortalte Khalid.
Og derfor havde Khalid inviteret denne sheikh Khalid Yasin, idet manden selv havde været en del af bandemiljøet der ovre i USA.
Faktisk tilbragte jeg to hyggelige timer med Khalid Alsubeihi. Min yngste søn på 22 år kom endda forbi, fordi mødet trak ud, og han havde da også både spørgsmål og kommentarer Khalid.
Jeg kunne i hvert fald godt forstå, at måtte det lykkes for Khalid at redde nogle af de unge fra bandemiljøet og ekstrem radikal Islam og ind på en fredelig religiøs vej, så vil det være en sejr og kun godt for de unge.
Jeg kunne da så også ønske mig, at man næste gang inviterede ”samfundet” med til et dialogmøde med de unge, og at jeg så kunne møde op til en sal, hvor kvinder og mænd sad blandet, og at både Jaleh, mig og andre ligestillingsorienterede kvinder ikke ville føle os provokeret af et ”strejf” af kvindeundertrykkelse.
Kommentar af Lars | 24. marts 2010 | 10:01
@Jakob, jeg kan kun gentage hvad jeg skriver - nemlig at du defokuserer, prøv at læs hvad du skriver som reaktion på at vi taler om mennesker som bliver forfulgt af religiøse mørkemænd - om kæmpe problemer som tydeligvis bliver værre og værre hele tiden og som påvirker millioner af mennesker overalt på kloden. Når du så nævner Pia K er det udtryk for totalt mangel på fokus og forståelse af hvad problemet egentlig er.
Kommentar af Habib | 3. april 2010 | 08:03
Jaleh - kort og kontant, hold dig væk hvis du ikke vil respektere stedets regler . Jeg er fuldstændig ligeglad om du ikke vidste noget om kønsopdelingen , det fandt du så ud af hen af aftenen.
Er det virkelig så svært at tage plads hos kvinderne , så kan din mand tage plads hos mændene ? Vidste du godt at i Profeten Muhammad’s ( Fred være med Ham ) tid , gjorede de det på samme måde .
Du skriver :
"Da jeg forinden arrangementet havde kritiseret mødet sammen med en del andre politikere, så blev vi alle invteret til at tage derhen og stille sheiken kritiske spørgsmål, hvilket også var grunden til at jeg tog derhen.
Ingen steder, hverken på invitationerne, på deres hjemmeside, på plakaten eller indenfor salen stod der noget om kønsadskillelse."
Okay ? Jeg går udfra du ikke har været til VIOMIS arrangementerne før , men det har altid været sådan at kvinderne og mændene er adskilt og sidder hver for sig . Der har aldrig været problemer , da folk finder det naturligt og respektere det . At du så kommer for at starte branden og dermed få mediernes søgelys på VIOMIS´s regel om kønsadskillelse som du iøvrigt finder provokerende og diskriminerende, håber du at det samtidig kan skabe endnu mere negativ fokus på VIOMIS og deres inviation til Khalid Yasin om at komme her og holde en tale .
Jeg går da hellere ikke i kirken , hvis jeg er inviteret for at overvære en " gudstjeneste " som kristne kalder det , og begynder at klage over at kvinder og mænd ikke er adskilt . Men derimod respektere jeg stedet’s regler og indorner mig kirkens regler . Har jeg et problem med det , kan jeg vælge at forlade kirken , eller finde et sted for mig selv at sidde/ stå op . I sidste tilfælde spørg om du ikke kan have en lille snak efter konferencen med Sheikh Khalid Yasin .
Kommentar af Thor | 3. april 2010 | 13:30
Habib du er egentlig ikke andet end Pia Kjærsgaard med modsat fortegn. I sidste ende kan dine argumenter vendes om til at alle der bor i Danmark skal acceptere at spise svin drikke øl osv, ihvertfald hvis man er tilflytter til Danmark: "Habib - kort og kontant, hold dig væk hvis du ikke vil respektere stedets regler"
"Er det virkelig så svært at tage plads hos kvinderne , så kan din mand tage plads hos mændene ? Vidste du godt at i Profeten Muhammad’s ( Fred være med Ham ) tid , gjorede de det på samme måde ."
Kønsopdeling er en nedværdigelse for både mænd og kvinder. Kvinder udstilles som om de ikke kan sige fra og mænd opfattes som om de er savlende bæster der ikke kan styre deres seksualitet hvis de sidder ved siden af en kvinde
Kommentar af Haisam ( Abu Jasir) | 3. april 2010 | 20:08
Kære Jaleh.
Lad os nu være helt ærlig, du gøre det kun for opmærksomhedens skyld. Kønsopdeling er en lille bitte ting som du som en opmærksomheds krævende person gøre en til en kæmpe stor ting. Nu vil du gerne fremstille som en heltinde og rede muslimske kvinder fra undertrykkelse. Der er intet at rede dem fra. Kvinder i Islam er ikke undertrykt. Det er ligesom at sige til en person du har en farlig sygdom selvom personen ikke er syg, så begynder omgivelserne tilpasse sig efter det der bliver sagt. Islam har aldrig undertrykt en kvinde matter fact, der en kapitel i Quranen som handler kun om kvinder og som hedder kvinder (Al-nisaa), Kønsopdeling er var en af reglerne til konferencen. Så om du er præsident eller Jaleh skal du tilpasse de regler om du vil det eller ej. Ps. De folk som har truet dig og bandet af dig fortjener ikke at være i sådan et arangement fodi de ikke er modne nok.
Kommentar af Haisam ( Abu Jasir) | 3. april 2010 | 20:16
Til Thor Vis mig et sted i grundloven hvor der står man SKAL drikke øl og spise svin. Jeg overholder de regler som danmark har fordi jeg bor her i landet. Så hvis du tager hjem til din nabo, og din nabo siger til dig du må ikke have sko på her i huset, så siger du da ik til ham Kort og kontant i Danmark er jeg fri og gøre som jeg vil.
Respekt - Manere - god opførsel
Kommentar af Zaki Youssef | 19. april 2010 | 05:13
Hey Jaleh
Jeg var selv til arrangementet og sad på rækken bag dig. Jeg overværede det hele og hørte vel nok det meste.
For det første vil jeg sige at enhver der truede dig åbenlyst ikke forstår at kommunikere på en ordentlig måde. Det er fuldstændigt uacceptabelt. Derfra hvor jeg sad og på videoen så jeg EN person der sagde: "Du skal være glad for at jeg ikk mødte dig udenfor", hvilket er en trussel og total hjernedødt. Derudover svarede en anden person da du spurgte ham: "would you hit me?" noget i stil med:"no i would never hit you, but if any of the sisters know karate i wouldnt mind if they used it on you". Dette var tydeligvis ment som en joke, det kan diskuteres om den var god eller ej. Måske var den total malplaceret. Men du er en intelligent person og er udemærket i stand til at skelne mellem en oprigtig ment trussel og en dårlig joke foranlediget af et ledende spørgsmål. Dette ændrer selvfølgelig ikke på at den person der truede dig og din mand er langt ude og at den slags opførsel ikke skal accepteres.
Når det er sagt så synes jeg at jeg vil fortælle hvad jeg oplevede fra der hvor jeg sad. Jeg så en kvinde der virkede meget målrettet og vidste præcis hvad hun gerne ville have fra hun trådte ind. For i mit hovede er der for mange ting der ikke hænger sammen med din udlægning af historien. Der var en balkon hvor kønnene stod blandede, hvorfor ikke stå der? Da i fik af vide at i kunne sidde et andet sted sammen nægtede i at flytte, hvorfor? Hvis du gerne ville optage Khalid Yassin kunne du kontakte arrangørerne og bede om at få dette fasciliteret, dette er normal praksis. Hvorfor gik dig og din mand da folk efter flere minutters diskussion syntes at lade jer være i fred og sidde hvor i havde lyst til? Hvorfor sagde du at du blev smidt ud når det tydeligvis var dig selv der valgte at gå fordi i havde "optaget nok"?
Jeg har set overvågningsvideoerne fra udenfor. Der kan man tydeligt se dig og din mand og en 5-7 stykker der stod omkring jer. Man kan desværre ikke høre hvad der bliver sagt, men jeg tager dit ord for at der bliver sagt luder og andet af samme skuffe. Det er selvfølgelig total langt ude. Men helt ærligt, du er midt på blågårds plads og drengene er teenagere. Hvad forventer du? Kan du ikke se at du bliver højrefløjens villige skødehund med den slags ambush sensationsjournalistik?
Mit problem er meget simpelt: Jeg mener at du er i din fulde ret til at tage emnet kønsopdeling op. Eller hvilket som helst andet emne du måtte lyste. MEN det sømmer sig ikke for en studerende af viden og ovenikøbet en politiker at skabe en debat på denne EB agtige facon. Jeg forventer noget mere niveau. Sigt højere. Inviter nogle fortalere for kønsopdeling til den slags arrangementer til en debat, inviter deadline, hvad ved jeg. Lad os høre argumenterne. Men helt ærligt Jaleh, hånden på hjertet: synes du ikke der er nok af den slags underlødige og sensationshungrende presse allerede?
Det værste af det hele er at den imam, du med en udvanding af begreberne kalder for rabiat, brugte et par timer på at prædike aktivt medborgerskab for de unge. Det var én lang opsang i at tage aktivt del i samfundet, ikke at påtage sig offerrollen, nægte at lade sig stigmatisere, stemme, osv osv. Men alt dette fik du på fornemste DF vis fjernet fokus fra. Dette siger jeg ikke fordi at jeg er Khalid Yassin fan, jeg har også mine kritikpunkter. Jeg synes bare det er lidt for letkøbt det stunt du pullede.
Udover det vil jeg sige, at med øjnene fulde af islamhad, evner man ikke at se hele den diskussion der foregår konstant internt i Islam på alle punkter. Det eneste man bidrager til er at give de højrefascistoide muslimer og ateister ammunition til deres dem og os retorik. Så hvis det var din mission så: tillykke, mission accomplished.
Og foresten: Jeg kom til en demonstration du var med til at arrangere og optrådte for at støtte jer i jeres kamp mod et repressivt regime og jeg er troende muslim. Tingene er ikke så sort/hvide som du gerne vil gøre dem. Ligesom at i jeres forening sidder der mennesker der siger at de ønsker demokrati, men ønsker Shahens søn indsat! En mand der ved CIAs hjælp styrtede den demokratisk valgte præsident Mossadegh, der havde begået den forbrydelse at ville nationalisere olien. Anyway, min pointe er bare at man må forsøge at hæve sig fra smudset og blive en fritænker.. :)
Kommentar af Zaki Youssef | 23. april 2010 | 19:51
Hvad så Jaleh? Tier du sandheden ihjel, nu når du har fået dine 15 minutters berømmelse? ;)
Jaleh Tavakoli, 28 år
Kom til Danmark i 1992 som niårig, famillesammenført med min far som på det tidspunkt havde levet ca. 10 år som flygtning i og uden for Iran og andre lande, imens min mor, jeg og min bror levede i Teheran.
Cand.scient.soc. uddannet på RUC i Offentlig Administration og Internationale Udviklingsstudier
Talsperson for Frit Iran og Medlem af Borgerrepræsentationen for EL
Højest på dagsorden: Kampen for et frit og demokratisk Iran
30. august | 22:20