Liberal Alliances økonomiske politik, deres udlændingepolitik og deres EU-politik er jo noget, der trækker i en helt anden retning end den, jeg står for.

Vi betonarbejdere har ligesom mange andre faglærte og ufaglærte ikke rigtig noget at skulle have sagt på vores arbejde. Vi arbejder i et diktatur, hvor ledelsens ord er lov, gør du ikke, som der bliver sagt, så er du fyret, så simpelt er det!

Det er selvsagt et politisk valg, hvilke grupper i samfundet der primært skal bære omkostningerne ...

Hvis de gerne vil signalere vækst og øget velstand, er det lidt besynderligt at signalere udsalgsvarehus.

De rige driver et globalt system, der tillader dem at akkumulere kapital og betale den lavest mulige pris for lønarbejde. Den resulterende frihed gælder kun for dem selv. Under betingelser, der bliver stadig mere og mere usikre, må flertallet simpelthen arbejde hårdere for at gøre de få rige. Demokratisk politik, som angiveligt har til hensigt at berige flertallet, er i virkeligheden i lommen på de bankmænd, mediebaroner og andre moguler, der styrer og ejer alt

Globalisering betyder kun, at bankerne river gevinsterne ved internationale handler til sig, mens de fordeler tabene på skatteydere i alle nationer.

Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning alligevel.

Han tog livet af dem, men han kan aldrig knuse de ting, som de troede på og brændte for: Tolerance og anti-racisme.

» .... det [er] ikke specielt heldigt, at socialstaten lokker til at leve et liv med skiftende partnere, hvor man får barn med hver af dem, fordi socialkontoret står klar som en erstatningsforsørger, hver gang endnu et parforhold går i vasken.«

Frihed er altid frihed for de anderledes tænkende. Ikke på grund af nogen »retfærdighedsfanatisme«, men fordi alt det levende, lægende, rensende, som den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side og svigter, når »friheden« bliver til et privilegium