Jeg fik en sms ca. kl. 14. Mennesker skal sendes til Irak kom og hjælp med hvad du kan. Da jeg dukkede op var folk i fuld gang. Mad, madrasser, folk med bannere foran kirken, det var hektisk, men også roligt. Alle var indstillet på, at hjælpe, med hvad de kunne.

Studerende, håndværkere, Familiefædre, Bedsteforældre, fagforeningsfolk, politiske organisationer og alle mulige andre var dukket op. Grupper blev nedsat og en organisering er hurtigt på vej. Den kommer ud af ingenting.

Formålet er så selvindlysende rigtigt. Det er nærmest en kropslig følelse. Jeg får gåsehud af de historier jeg har hørt om menneskers liv på flugt, statsløse, uden rettigheder. De skal udvises.

Det er selvindlysende, at man bør hjælpe, selvom jeg slet ikke kan forestille mig, at være i en liggende situation. Der er en masse konkrete ting, der kan gøres. ”Find raslebøsser og begynd, at samle penge ind”, siger en ven. Man gør det uden, at tænke. Det giver konkret mening.

Det næste stykke tid er der masser af ting der skal gøres. Der skal hjælpes med det fornødne, der skal skaffes medicin, der skal oprettes bademuligheder, der skal laves pressearbejde, der skal laves udadvendte arrangementer osv. Det er åbenlyst vigtigt. Hold op med, at overvej. Ring til en der ved noget, og gi en hånd med, med hvad du kan!