Sort Stue er et stort band. Der er ikke mindre en ti musikere og rappere. Selv om de er undergrund, har de udsendt tre albums; Prøver Å Nå Ut, Der Er Blod Overalt og Sort Arbejde.

At Sort Stue ikke bare er undergrund af ord, men også handling, fremgår af deres holdning til copyright og kommercielle pladeselskaber:

»Dette går upåklaget hånd i hånd med den klare kapitalistiske linjes store (musik)firmaer, der som regel producerer flere eller alle typer medier, kører mod musikere og andre såkaldte kunstnere. De bestyrer budgetter, der forudsætter dyr livsstil og intensiv og grænseoverskridende reklamering.
Mennesker kommunikerer ved at kopiere. Uden dette værktøj standser den naturlige udvikling af idéer«.

»Sort Arbejde« starter med dyster, monoton lyd på »Permanet revolution«:

»Kameraer på gaderne, et hooligan register / En fængslende personlighed i vor justitsminister / Pensionister, nihilister! Foren jer i et oprør! / Alle jer på gaden som der ik’ har stået op før! / Opgør med magten mer’ end een gang om året«.

Det er anarkistisk sort, som flagene til en Ungdomshusdemonstration. Lyden er beskidt. Teksterne fortsætter med brok og modtryksord – og et lille håb om at vi kan gøre det bedre. Musikalsk tillader Sort Stue sig at eksperimentere og der leges på »Intet Glemt«.

Undervejs aflyses himlen og vi føres ud over afgrunden. Tempoet går op og ned. Strygere afløses af politikersampels. Et øjeblik – kun spinkle rytmer. Et stemningsfuldt album med masser af holdning – og en markant lyd af undergrund. Et godt demonstrations sound track.

Sort Stue: Sort Arbejde. No crap, 2008.