Man kan ikke overlade klimaproblemerne til politikerne og forvente, at de finder en løsning. Folk er nødt til at handle selv, ellers vil vores børn arve en ødelagt planet.
Sådan var konklusionen, da James Hansen, NASA-forsker og en af de absolut førende klimaforskere i verden, onsdag aften havde holdt sit oplæg om klimaforandringer og politiske handlingsmuligheder foran 200 aktivister i den graffitiovermalede kantine på Det Frie Gymnasium på Nørrebro.
Den amerikanske forsker, klædt i mørkeblå blazerjakke, talte først længe og teknisk om klimaforandringerne og påpegede bl.a., at indholdet af CO2 i atmosfæren allerede har overskredet en kritisk grænse.
Ifølge James Hansen ligger smertegrænsen på 350 ppm, CO2-enheder per luftenhed. Niveauet er imidlertid allerede nu oppe på 385 ppm.
Især i James Hansens hjemland USA er de såkaldte klimaskeptikere fortsat indflydelsesrige, hvorfor han i oplæget gjorde meget ud af at dokumentere, at de seneste årtiers temperaturstigninger er skabt af den eksplosive vækst i menneskelig udledning af drivhusgasser.
Ifølge James Hansen er det især afbrændingen af kul, der er problemet, og i den sidste, mere politiske og handlingsorienterede del af oplægget, berørte han kort, hvordan man kan sætte ind overfor den magtfulde olie- og kulindustri, der ifølge NASA-forskeren bruger enorme summer på at holdningsbearbejde offentligheden og påvirke politikere til ikke at gribe ind.
– Man bør selvfølgelig bruge de demokratiske valg, men problemet er bare, at selv i de lande, hvor politikerne påstår at være grønne, der gør de ikke noget, sagde James Hansen og henviste til Australien, hvor regeringen var løbet fra valgløfter om at gøre noget ved den globale opvarmning, ifølge James Hansen pga. pres fra de magtfulde olie- og kulinteresser.
– Det burde være de valgte politikerne, der tog sig af vores langsigtede velfærd. Det burde ikke være op til de enkelte borgere at løse klimaproblemerne, men politikerne gør ikke de ting, der er påkrævet, svarede James Hansen, da en af tilhørerne spurgte ham, hvorvidt han mente civil ulydighed var et nødvendigt og legitimt middel i klimakampen.
Den sidste del af mødet viste, at netop civil ulydighed står på programmet i tiden fra nu og frem til klimatopmødet i København i december. Efter oplægget præsenterede forskellige klimaaktivistiske initiativer nogle af de planer, de arbejder med.
I den mest spektakulære ende er en G13-inspireret masseaktion vendt mod et københavnsk kulkraftværk, som man vil forsøge at lukke ned.
De præsenterede idéer og projekter samt de mange fremmødte viste, at der i Danmark for alvor er ved at komme gang i klimaaktivismen, der ellers har været kraftigt nedprioriteret til fordel for emner som asylpolitik og ikke mindst fristedskamp.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96