Helt sensationelt er det lykkes danske aktivister at arrangere et møde med James Hansen, leder af NASA’s Goddard Institute for Space Studies i New York og en af verdens absolut førende klimaforskere.
Mødet skal foregår onsdag aften på det Fri Gymnasium på Nørrebro i København i forbindelse med, at James Hansen er i byen for at tale ved en konference.
Det er planen, at James Hansen og aktivisterne skal diskutere brugen af civil ulydighed i kampen for at redde klodens klima.
Se Youtube-video, hvor James Hansen opfordrer folk til at deltage i civil ulydighedsaktion
Den amerikanske forsker, som Bush-regeringen forsøgte at give mundkurv på, har udtalt sin støtte til brugen af civil ulydighed som aktionsmiddel i klimakampen. I sidste uge deltog han personligt i en masseaktion, der gik ud på at blokere og lukke et kulkraftværk i Washington.
– Vi skrev til ham, at vi var en masse danske aktivister, der var ved at planlægge civile ulydighedsaktioner op til det kommende klimatopmøde her i København, og at vi vidste, at han var en stor fortaler for civil ulydighed. Så skrev han tilbage, at han gerne ville komme og tale med os, fortæller Lars, en af de aktivister, der har været med at arrangere det specielle møde.
Ifølge Lars har aktivisterne informeret James Hansen om nogle af de aktionsplaner, som de arbejder med.
Det er planen at diskutere idéerne med den internationale topforsker på mødet, hvor man således vil løfte sløret for nogle af de forskellige masseaktioner, der skal løbe af stablen i tiden op til og under klimatopmødet i København i december.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96