I romanen følger vi den skoletrætte Michael. Han er frustreret. Ungdomshuset er væk og rektor har bemærket den høje fraværsprocent i skolen. Og forældrene er selvfølgelig fuldstændig uforstående.
Kort før eksamen skrider han fra det hele og tager sammen med en kammerat til Amsterdam. Her starter ifølge bogens bagside »en alternativ dannelsesrejse«.

I Amsterdam møder hovedpersonen forskellige undergrundstyper. De bor i et feministisk kollektiv. Er til koncert med en masse militærstøvler osv. Herfra går »dannelsesrejsen« videre til Paris, hvor der er riots og hårde stoffer. Undervejs reduceres feminisme til lidt personterror og klatmaleri på en togvogn.

Forfatteren viser, at han har en vis indsigt i Ungdomshuset og miløjet omkring Jagtvej 69. Men det hele glider rundt på overfladen. Den eneste gang hovedpersonen viser en selvstændig handling, er da han står på toget - væk fra København. Fuldstændig ureflekteret lader han sig trække rundt i manegen. Ingen erkendelser – ingen reflektering og dermed ikke en dannelsesrejse. Mest af alt er det historien om en teenager, der ryger lidt for meget hash – han kunne ligeså sidde i et klubværelse i Rødovre, som i et kollektiv i Amsterdam.

Det er muligt, at jeg er for gammel til at læse ungdomsromaner. Historien kommer aldrig rigtig ind i miljøet. Det er en god idé med en roman om Ungdomshusmiljøet efter 69. Der er masser af spændende temaer at tage fat på; enerigen der udkrystaliserede sig i ugentlige demonstrationer, happenings og kulturarrangementer; de unge der oplevede statens repression på egen krop, spillet om det nye ungdomshus, der kom i Nordvest osv.

I stedet vælger forfatterne at sende læserne på en meningsløs teenage-rejse i Nordeuropa. Det er synd.

Peter Grønlund. Eurotrash. Bogkompagniet, 2009. 222 sider. ISBN: 978-87-92294-08-1