Traditionelt har modsætningen mellem fornuft og følelser udgjort rammen inden for hvilken vold er blevet diskuteret filosofisk. Hvis mennesket er et fornuftsvæsen, er volden en form for afvigelse eller et tilbageskridt, sådan så Cicero på sagen.
Men hvis menneskets natur derimod er karakteriseret af destruktive energier, ja så kan vold til gengæld fremstå som en nødvendig regulering, som en art sikkerhedsforanstaltning, det var eksempelvis Hobbes’ udlægning.
Denne klassiske dikotomi er senere blevet suppleret med andre positioner ifølge hvilke volden enten er et udtryk for en autentisk side af det menneskelige, en mere instinktiv dimension som hos Georges Bataille, eller udgør en løftestang for individuel eller kollektiv emancipation. Den sidste position kender vi fra såvel Hegel som Marx og Frantz Fanon.
På venstrefløjen og inden for marxismen har spørgsmålet om vold altid været centralt da det på flere måder angår forholdet mellem undertrykkelse og emancipation, et forhold som er selve kernen i marxistisk teori og socialistisk politisk praksis.
Inden for denne tradition er vold på den ene side dominans og udbytning, først og fremmest kapitalismens udbytning af arbejderne, på den anden side er vold udtryk for klassekamp og udgør et element i den revolutionære kamp. Der er altså en lang tradition, der ikke kun inkluderer marxistiske og socialistiske filosoffer og politikere, men også eksempelvis Kant, for at sympatisere med idéen om en voldelig omvending af en undertrykkende orden. Men denne tradition er ikke særligt synlig i den nuværende situation. Den er faktisk næsten helt fraværende.
I lang tid har det ikke været tydeligt at kapitalismen er et voldeligt, undertrykkende system. Takket være den økonomiske krise er det måske ved at blive evident igen. Men længe fremstod kapitalismen så at sige naturlig, den har haft hegemonisk status og har ikke været til diskussion. Derfor er den slovenske filosof Slavoj Zizeks bog Violence relevant, og derfor er det godt at Forlaget Philsophia har foranstaltet en hurtig oversættelse af den.
Vanen tro er Zizeks bog en lang række relativt usammenhængende analyser af vittigheder, populærkultur samt aktuelle og historiske begivenheder. Vi får på godt og ondt ikke en sammenhængende analyse af fænomenet vold; Zizek nægter at optræde som mesteren, der forklarer og kurerer. I stedet analyserer Zizek på sin egen karakteristisk skødesløse, antiakademiske og tankevækkende facon voldelige fænomener som demonstrationerne mod publikationen af Muhammed-tegningerne, urolighederne i de parisiske forstæder i 2005 og de kaotiske post-Katarina tilstande i New Orleans.
Noget af det mest anvendelige ved bogen er Zizeks opdeling af vold i tre forskellige typer: den subjektive vold, den symbolske vold og den systemiske vold.
Den subjektive vold udøves af en klart identificerbar aktør, og det er denne vold der tenderer til at fylde det hele når vi almindeligvis taler om vold i dag. De to andre former for vold er de objektive. Den symbolske vold kommer til udtryk i sproget når vi benævner ting eller klassificerer dem og på den måde reducerer dem eller sætter dem ind i en meningssammenhæng de ikke oprindeligt er en del af. Den systemiske eller strukturelle vold er ifølge Zizek de katastrofiske konsekvenser af det kapitalistiske systems reproduktion. Det er det politiske og økonomiske systems såkaldt ’almindelige’ fungeren. Det er selvfølgelig derfor at denne vold ofte er usynlig og ikke betragtes som en form for vold.
Som Zizek skriver, ses den subjektive vold »som en forstyrrelse i tingenes ’normale’, fredfyldte tilstand. Objektiv vold er imidlertid præcis den vold som er indbygget i tingenes ’normale’ tilstand. Objektiv vold er usynlig, fordi den opretholder selve det nulplan som vi opfatter noget som subjektiv vold op imod. Systemisk vold er således sådan noget som det berygtede ’mørke stof’ i fysikken, modstykket til en alt-for-synlig subjektiv vold. Den systemiske vold er godt nok usynlig, men man er nødt til at tage den i betragtning, hvis man vil give mening til noget, som ellers synes at være ’irrationelle’ udbrud af subjektiv vold« (side 2, egen oversættelse af Mikkel Bolt).
Det er kun ved også at kortlægge og kritisk analysere den strukturelle vold, at det bliver muligt at redegøre for den subjektive vold der ellers tenderer til at fremstå som uforklarlig, et udtryk for ren ondskab eller genkomsten af arkaiske udtryk i et moderne samfund.
Den mest synlige vold i dag er selvfølgelig terrorismen, 9/11 er mønstereksemplet de to flyvemaskiner der smadrede direkte ind i WTC (World Trade Center, red.) og dræbte flere tusinde mennesker. Med lanceringen af den såkaldte ’krig mod terror’ blev den voldelige terroraktion gjort til oprindelse og dermed løsrevet fra den historiske udvikling den nødvendigvis skal fortolkes i forhold til: vestlig imperialisme, fallerede arabiske stater, en forarmet masse og fraværet af progressive kræfter i Mellemøsten. Den forudgående vold slettes så at sige, og den efterfølgende vold med hundredetusinder af døde i Afghanistan og Irak forbliver langt hen ad vejen usynlig.
Fokus på de enkeltstående begivenheder tjener naturligvis ikke blot til at legitimere mere vold, men har også til funktion at forskyde opmærksomheden væk fra det forudgående forløb der ikke er mindre voldeligt. Men denne vold og den smerte den forvolder, er ikke nær så synlig som terrorismens. Men det betyder selvfølgelig ikke at den ikke er der. Det bliver Zizek ved med at understrege. Pointen for Zizek er at den automatiske fordømmelse af den synlige, subjektive vold reelt fungerer som en art ideologisk slør der skjuler den strukturelle vold der får den kapitalistiske verden til at fungere.
Det perverse ved det ensidede fokus på den subjektive vold kommer eksemplarisk til udtryk i hvad Zizek kalder den liberale kommunisme. Denne forsøger netop pletvist at afhjælpe nogle af de uheldige konsekvenser ved den globale kapitalisme.
Mangemilliardærer som Bill Gates og George Soros, der ifølge er mønstereksemplerne på den liberale kommunisme, agerer samtidigt som forretningsmænd og filantroper. Om formiddagen tjener de styrtende med penge på computerteknologi og finansspekulation, om eftermiddagen deler de penge ud til udviklingsprojekter og bistand. Problemet er selvfølgelig, at de reducerer den globale kapitalismes strukturelle vold, som de profiterer på og er med til at opretholde, til konkrete problemer. Den nødvendige forståelse for totaliteten ved den globale kapitalisme er fraværende, og derfor bliver »velgørenhed…den humanitære maske som gemmer den økonomiske udbytnings fjæs« (side 19, egen oversættelse af Mikkel Bolt).
Men Zizek er naturligvis ikke kun skeptisk over for finansfyrster som Bill Gates i sin bog. Han går også til angreb på, hvad han betragter som en række af venstrefløjens fremherskende dogmer, som eksempelvis forestillingen om nødvendigheden i at handle (her og nu). At engagere sig og gøre noget. Eksempelvis at gå på gaden og demonstrere. Der er uden tvivl forhold nok at demonstrere imod, men spørgsmålet er om alle de mange demonstrationer reelt gør en forskel og formår at forstyrre den politiske offentlighed? Er alle de mange læserbreve, kritiske artikler og protestmarcher egentlig voldelige i betydningen transgressive, når det kommer til stykket?
Det er Zizek ikke sikker på. Ifølge ham kommer et engagement til fordel for lokale sager ofte til at bekræfte det allerede etablerede, snarere end at kritisere det. Man risikerer at engagement i alle enkeltsagerne udsætter den nødvendige kritik af hele systemet. Derfor er hans afsluttende eksempel på en virkelig politisk gestus, José Saramagos beskrivelse af hvorledes en befolkning stemmer blankt og derved stiller spørgsmål til hele det politiske system med alle dets interne kampe mellem partikulære dele. Det er et eksempel på en radikal handling ifølge Zizek. At trække sig tilbage og nægte at spille spillet. Så viser det sig nemlig at samfundet ikke hænger sammen, at der ikke er noget, at nutidens demokratier er helt tomme.
Det politiske engagement skal således ikke blot være en afdæmpet holdningstilkendegivelse, det skal være radikalt, og det skal sigte på at adressere totaliteten, ikke blot partikulære emner.
For Zizek er ønsket således mere vold i betydningen reel klassekamp og ikke kun sporadiske lappeløsninger, der ikke formår at bremse den langt mere omfattende destruktion, som den nuværende kapitalisme nødvendigvis vil medføre på længere sigt.
Slavoj Zizek: Violence/Vold, Profile Books, 2008, 224 sider, 9 £. / Philsophia 2008, 238 sider, 149 kr.
Denne artikel har tidligere været bragt i Det Ny Clarté nr. 9 udgivet november 2008.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96