I en fælles erklæring den 17. januar skriver nyhedschef Anders Krab-Johansen og fotochef Per Folkver blandt andet:

»I det etiske regelsæt har der været en advarsel mod billeder, der kunne virke »åbentbart krænkende«. Problemet var, at det gav en så tilbageholdende fotopolitik, at vi på redaktionen syntes, at vi risikerede at gengive et falsk billede af virkeligheden i avisen og politiken.dk. Derfor betoner vi nu, at vores foto skal afspejle virkeligheden.«

Selve ændringen i regelsættet er dog ikke noget epokegørende indgreb, som Politikens læsere vil kunne mærke eller se, for:

»Vi har vist og vil vise billeder af både døde og sårede mennesker, voksne og børn, i avisen og på nettet.«

Denne udtalelse er ikke bare tom snak. Den 4. januar i år bragte Politiken.dk et billedhjul med gruopvækkende billeder fra Gaza.

Derfor har der ikke været tale om nogen skudsikker etik, som har dikteret, hvorledes Politiken har skullet forholde sig til brugen af billeder.

Jan Grarup i Gaza

Politikens ændring af deres billedpolitik kom umiddelbart efter at bladets fotograf, Jan Grarup, kunne annoncere, at han befandt sig i Gaza. Et par dage efter, den 25. januar, bliver Jan Grarup selv interviewet om den nye billedpolitik:

– Jeg mener principielt set, at alle billeder skal tages, men det er ikke det samme som, at de skal bringes. Det er en redaktionel beslutning mellem mig som fotograf og min redaktør. Det er ikke mit job som fotograf at stå ude et eller andet sted og vurdere, om noget er for stærkt til at fotografere. Det er en redaktionel beslutning.

Ifølge Jan Grarup, er det af hensyn til læserne, og ikke de pårørende, at medier afholder fra at bringe krasse billeder:

– Det er af hensyn til læserne. Hundrede procent. Det handler ikke om de pårørende. Specielt ikke der, hvor jeg er nu – altså Gaza. Jeg er glad for, vi har fået en ny billedpolitik. Jeg synes, det er på tide. Det er ikke vores job at skåne folk for virkeligheden.

Hvis det ikke er for de pårørendes skyld, men derimod for læsernes, at Politiken har undladt at bringe for krasse billeder, hvorledes kan man så hævde, at avisen har haft et etisk kodeks? Hvilke problemer skulle der så være forbundet med at læserne får krigens gru at se? I artiklen om avisens nye billedpolitik skriver de, at der ikke er nogen kommerciel fordel ved forandringen:

»Vi gør det ikke for at sælge flere aviser eller få flere læsere af politiken.dk. Faktisk er den overvejende læserreaktion negativ, når vi viser krigsbilleder.«

Politiken er alligevel villige til at tage den konsekvens, i sandhedens tjeneste, omend de forbeholder sig visse redaktionelle rettigheder, der gør afdækningen af krigens gru kontrolleret og troværdig:

»Der er ikke tale om, at Politiken giver frit løb for alskens grufulde billeder. Vi jager ikke nogen effekt, men har kun et ønske om at gengive og dokumentere virkeligheden.«

Redaktionelle overvejelser

Også Jan Grarup taler om en etik, der skal hindre den rene afbildning af gru:

– Det er en hårfin balance. Det er et ikke bare et spørgsmål om at vise det. Det er et spørgsmål om at prøve at skildre, hvad de mennesker er udsat for. Det er det, jeg prøver med mit arbejde.

Det lyder som om, Politiken har ændret i et cirkulære, der ikke længere blev betragtet som værende gældende. I stedet forklarer de, at selve arbejdsprocessen er tosidet:

»For det første, forbeholder fotografen sig retten til at fotografere en begivenhed, uden at tage stilling til, om hans arbejdsplads vil bringe billederne. Det er nemlig vigtigt, at hele begivenheden bliver dokumenteret.
For det andet, forbeholder redaktionen sig retten til at afkræve, at billedlige skildringer af krigens gru, er veldokumenterede og repræsentative for det, der foregår i konflikten.«

Tidligere resultater af en etisk billedpolitik

Politiken har vundet mange priser for sit fotoarbejde i ind- og udland. Jan Grarup er gang på gang blevet fremhævet som en af de få, der er i stand til at vise krigens og katastrofens gru, med andre og mere tankevækkende billeder, end de tratidtionelle in your face fotos af lemlæstelser.

I 2005 vandt en anden fotograf fra Politiken, Jacob Ehrbahn, prisen for Årets Pressefoto. Sammen med resten af verdenspressen var han i Sri Lanka for at dække den omfattende ødelæggelse, tsunami-flodbølgen afstedkom. Hans billede af et kors, hvor Kristusfiguren er blevet revet med af flodbølgen, for blot at efterlade korset med Jesus’ arme hængende i naglerne, var for dommerpanelet det mest gribende billede. I Politikens udgivelse med fotos fra året, der gik, Øjenvidner 2005, udtaler Ole Rasmussen:

– I kølvandet på den asiatiske tsunami fulgte en flodbølge af billeder, og der var rædsler nok at vælge imellem. Virkelige rædsler. Så jeg har svært ved at forklare, hvorfor det lige var Jacob Ehrbahns billede fra en katolsk kirke i det sydlige Sri Lanka, der gjorde størst indtryk på mig.

Fotojournalist Jacob Ehrbahn vandt i 2005 kategorien Årets Pressefoto med dette billede fra Sri Lanka efter tsunamiens hærgen.
Billedet gengives her med tilladelse fra Jacob Ehrbahn.

Året efter vandt Jan Grarup prisen for Unicefs Picture of the Year med et foto af en pige, der er blevet lemlæstet af jordskælvet i Kashmir. Grarup har mødt pigen på et hospital efter operationerne. Hun har overskud til at smile til Grarup, hvilket gør en verden til forskel. Det er et sørgmodigt billede, men også et billede, hvor man som beskuer fatter empati og glæde ved, at hun i det mindste har overlevet katastrofen.

Politikens billedredaktion og fotografer har altid forholdt sig etisk til billeders udsagn og effekt. Hvorfor vil de nu afskrive et etisk cirkulære, og ikke indføre et nyt, når nu resten af verden for mange år siden har indset, at det egentligt gribende og tankevækkende billede, det kommer fra dem, der kan noget mere og noget andet end blot og bar fremvisning af død og elendighed? Det viser Politikens fotografer selv. Det vidner om et overskud til at se katastroferne og krigene fra et punkt, hvor vi ikke kun ser død og ødelæggelse, men også et muligt liv i en mulig fremtid.

Valget af disse vinderbilleder hænger sammen med, at tsunamien var en historisk begivenhed, som krævede en symbolsk fremstilling. De omfattende ødelæggelser kunne dokumenteres i al uendelighed, men billedet af Kristus’ fravær, siger mere end hver enkelt lille katastrofe inde i den samlede katastrofe. Den slags billeder har værdi i en større sammenhæng. Billeder af krigens rædsler vil altid blive vist. De andre billeder, derimod, kræver mere tid og mere arbejde for forståelse af konflikterne.

Har fotografer og journalister ikke længere tid og økonomi til at lave billeder og reportager, der ikke blot skal dokumentere drabstal, men også formidle indsigt og overblik? Eller skal Politikens beslutning om at ændre billedpolitik forstås helt bogstaveligt, således at de vil bringe flere grufulde billeder, fordi avisen ikke vil ende med, at virkeligheden ikke kommer ud til deres læsere?

Tre danske fotografer i Gaza

Jan Grarup var den første danske fotograf, der kunne sende billeder hjem fra Gaza. Derefter fugte Niels Hougaard fra Jyllands-Posten og Christian Als fra Berlingske Tidende.

Døden og krigen er til stede i alle tre fotografers arbejder. Men der er også andre forhold, som bliver afdækket i deres billedserier. Man ser en moske i ruiner, skudhullerne, familier uden hjem, Hamasflag og bedende palæstinensere. Man ser de lange vandringer, familier, der enten flytter tilbage eller væk. Man får en fornemmelse af, at mennesker lever i disse ruiner. De kommer frem i en lysstribe, der har bevæget sig ind i en sprække på en itusprængt bygning.

Et view ud over byen, hvor alle de huse, som rækker i vejret, er søndersprængt af missiler. Man ser en kvinde med et forvredent ansigt. Man ser, hun er i bevægelse. Hun ser sig skrækslagen tilbage. Børnene, de døde, ser man kun kroppene af. Fotografen har valgt at bringe et billede af de døde, uden at vise deres ansigter.

Krigens gru har mange facetter, og vor apatiske holdning til dem, det går ud over, er en af konsekvenserne. Alle ved, at mennesker dør i krig. Alle ved, at billeder kan virke stærke. Derfor er det sympatisk, når Politiken vælger at tage deres egen billedpolitik til debat. Om det ændrer på noget, er derimod tvivlsomt. Politikens egne fotografer har altid været gode til at fortælle med billeder, etisk kodeks eller ej.